Afvisning af klage: Manglende bevis for forskelsbehandling pga. handicap i sagsbehandling

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en kommunes sagsbehandling. Klageren, der angiver at have PTSD og kognitive udfordringer, hævdede, at kommunen forhalede hans sager og dermed udsatte ham for forskelsbehandling.

Nævnets vurdering og afvisning

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Loven fastslår et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, som gælder for al offentlig og privat virksomhed, dog ikke aktiviteter af rent privat karakter. Det fremgår desuden af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1 at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Loven indebærer dog ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Nævnet kan afvise en klage, hvis det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. I denne sag fandt nævnet ikke oplysninger i klagen, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat klageren for forskelsbehandling. Klageren havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på den påståede forskelsbehandling, hvilket er en forudsætning for at flytte bevisbyrden til modparten, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10. På baggrund af nævnets faste praksis blev det derfor vurderet, at klageren åbenbart ikke kunne få medhold, og klagen blev afvist uden at tage stilling til, om klageren havde et handicap i lovens forstand.