Afvisning af klage: Manglende behandling grundet kommende flytning ikke handicapdiskrimination

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klageren ikke modtog behandling fra en kommune. Klageren, der lider af PTSD og periodisk depression, blev udskrevet fra et psykiatrisk hospital med en behandlingsplan, som blev sendt til kommunens helsecenter. Klageren oplyste, at kommunen i september 2023 meddelte, at de ikke ville iværksætte behandlingsplanen, da klageren skulle flytte kommune den 1. november 2023.

Klagers anbringender

Klageren gjorde gældende, at den manglende behandling udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren anførte, at kommunen ikke stillede behandling til rådighed efter indlæggelsen, og at sagen blev lagt på hylden på grund af det forestående kommuneskift. Det blev også fremført, at kommunen havde skåret ned på forebyggende behandlingsplaner som følge af besparelser, og at der var forskel på behandlingsindsatsen for psykisk og fysisk syge, hvilket klageren anså for forskelsbehandling.

Nævnets vurdering og afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Loven fastslår, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap, og at forbuddet gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1. Derudover gælder princippet om delt bevisbyrde, hvor modparten skal bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10.

Nævnet vurderede, at sagens oplysninger ikke gav anledning til at formode, at klageren havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis fandtes det åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, som omhandler nævnets kompetence til at afvise klager.