Afgørelse om afvisning af klage om forskelsbehandling i fitnesscenter

En klager indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet om påstået kønsdiskrimination, idet han angiveligt ikke måtte benytte mændenes omklædningsrum i et fitnesscenter, mens kvindeligt personale gjorde rent. Klageren hævdede, at dette skyldtes, at de kvindelige medarbejdere ikke ønskede at se nøgne mænd.

Fitnesscenteret oplyste, at både mændenes og kvindernes omklædningsrum lukkes dagligt i 15-20 minutter for rengøring, og at der opsættes skilte herom. Centeret anførte, at klageren gentagne gange havde overtrådt denne skiltning og var gået ind i omklædningsrummet, mens der blev gjort rent, og havde smidt tøjet foran de kvindelige rengøringsassistenter. Centeret understregede, at det var irrelevant, hvilket køn der gjorde rent, og at reglerne skulle respekteres.

Nævnets vurdering og afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet i henhold til Ligestillingsloven. Loven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn, herunder for organisationer og personer, der leverer varer og tjenesteydelser til offentligheden, jf. Ligestillingsloven § 2. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere på grund af køn i en tilsvarende situation. Indirekte forskelsbehandling opstår, når en tilsyneladende neutral praksis stiller personer af det ene køn særligt ufordelagtigt, medmindre det er objektivt begrundet.

Nævnet bemærkede, at hvis en krænket person påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Ligestillingsloven § 2, stk. 5.

I denne sag vurderede Ligebehandlingsnævnet, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn. Da det var åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold, afviste nævnet at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. Nævnet henviste også til sin kompetence i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Det, klageren i øvrigt havde anført, lå uden for nævnets kompetence.