Kommune kendes skyldig i forskelsbehandling ved manglende forældrekommunikation

Sagen omhandler en fars påstand om kønsdiskrimination, idet kommunen primært kommunikerede med barnets mor vedrørende fælles barnets forhold, herunder svar på en fælles klage og information om daginstitutionsplads og skole.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med ligestillingsloven, at kommunen kun sendte svar på en fælles klage til klagers ekskone, da dette blev vurderet som en enkeltstående administrativ fejl og ikke en generel praksis. Nævnet afviste desuden at behandle klagens del om kommunens fortolkning af folkeskoleloven og forældreansvarsloven, da dette faldt uden for nævnets kompetenceområde, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1.

Vurdering af kommunikation om barnets forhold

Det blev dog fundet i strid med Ligestillingsloven § 2, stk. 2, at korrespondance om klagers barns daginstitutionsplads og skole ikke blev sendt til klager. Nævnet lagde vægt på, at kommunens praksis med udelukkende at orientere bopælsforælderen om sager vedrørende fælles børn udgjorde en tilsyneladende neutral praksis, der indirekte stillede mænd ringere, da fædre i langt de fleste tilfælde ikke er bopælsforældre. Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling, hvorefter bevisbyrden påhvilede kommunen, jf. Ligestillingsloven § 2, stk. 5.

Kommunen begrundede sin praksis med, at bopælsforælderen træffer afgørelse om institutionsforhold. Nævnet anerkendte dette som et sagligt formål, men fandt ikke, at kommunen havde godtgjort, at det var nødvendigt ikke at orientere klager for at opnå dette formål. Det blev fremhævet, at det er relevant for forældremyndighedsindehaveren, som ikke er bopælsforælder, at modtage post om barnets institutionsforhold, og at kommunen ikke havde bevist, at det ikke var muligt at sende post til begge forældre.

Nævnet bemærkede, at manglende overholdelse af Ligestillingsloven § 4 a, stk. 1 med virkning fra 21. marts 2022 ikke længere kan påklages til nævnet.

På trods af den konstaterede forskelsbehandling fandt nævnet ikke grundlag for at tilkende klager godtgørelse, henset til sagens karakter.