Stadfæstelse af administrativ udvisning pga. ulovligt ophold og indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en indisk statsborger med et 2-årigt indrejseforbud til Schengenområdet. Klageren, der havde opholdstilladelse i Storbritannien, indrejste i Danmark i juli 2023 med et fransk Schengenvisum, der tillod 30 dages ophold. Ved udrejse blev klageren sigtet for ulovligt ophold, da vedkommende havde opholdt sig i Schengenområdet i 34 dage, altså 4 dage ud over den tilladte periode.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet vurderede, at betingelserne for udvisning med indrejseforbud var opfyldt i medfør af Udlændingeloven § 25 b, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 4. Nævnet lagde til grund, at klageren ikke havde et lovligt opholdsgrundlag og havde erkendt forholdet samt vedtaget en bøde. Det blev understreget, at det er udlændingens eget ansvar at overholde visumreglerne.

Nævnet fandt ikke, at udvisningen ville virke særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Dette blev begrundet med, at klageren er statsborger i Indien med opholdstilladelse i Storbritannien, ikke har haft længerevarende lovligt ophold i Danmark, og der ikke foreligger væsentlig tilknytning til Danmark i form af familie, beskæftigelse eller alvorlige helbredsmæssige forhold.

Der var heller ikke grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 3. Nævnet afviste argumentet om, at indrejseforbuddet udgjorde en krænkelse af klagerens ret til privatliv under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det ulovlige ophold og de udlændingeretlige regler om udvisning og indrejseforbud blev fremhævet. Det blev også bemærket, at indrejseforbuddet ikke hindrer klagerens adgang til beskæftigelse generelt, men kun kan have betydning for den nuværende stilling.

Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 5. Nævnet lagde vægt på, at udvisning og indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro og forbrydelse og er nødvendigt for at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden.