Ikke ulovlig forskelsbehandling ved vurdering af hundehold i almen bolig

Sagen omhandler en klagers ønske om at have både en certificeret servicehund og en almindelig hund i en almen bolig, hvor husordenen normalt kun tillader ét husdyr. Klageren blev oprindeligt oplyst, at servicehunden ville tælle som det ene tilladte husdyr, hvilket ville forhindre hende i at have sin almindelige hund. Efter klageren gjorde opmærksom på servicehundens status som hjælpemiddel, ændrede boligorganisationen sin vurdering og gav tilladelse til begge hunde baseret på en konkret vurdering af klagerens situation.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1-3 er direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap forbudt på alle samfundsområder. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise det modsatte, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10.

Nævnet vurderede, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun blev behandlet ringere på grund af sit handicap. Dette skyldes især, at boligorganisationen, efter klagerens henvendelse om servicehundens rolle, endte med at give tilladelse til begge hunde. Det forhold, at klageren måtte takke nej til boligtilbud i den indledende periode, ændrede ikke nævnets vurdering. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.