Afvisning af klage om forskelsbehandling pga. køn og race under tjenstlig samtale

Ligebehandlingsnævnet har afvist en klage om påstået forskelsbehandling på grund af køn og race i forbindelse med en tjenstlig samtale. Klager, en mand af afrikansk oprindelse, oplevede at blive opfattet som aggressiv og fik at vide, at han ville blive afskediget, hvis hans adfærd ikke ændredes. Han mente, at hans mentale helbred og trivsel ikke blev taget seriøst, og at han blev forskelsbehandlet i forhold til en kvindelig kollega, der fik særbehandling.

Nævnets vurdering

Nævnet behandler klager om kønsdiskrimination efter Ligebehandlingsloven § 1, stk. 1 og klager om racediskrimination efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Begge love definerer direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane og forbud mod repressalier.

I sager om forskelsbehandling gælder en delt bevisbyrde, hvilket betyder, at hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket. Dette fremgår af Ligebehandlingsloven § 16a og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold i sagen, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. I denne sag fandt nævnet, at der ikke var fremlagt oplysninger, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med lovgivningen. Klageren havde heller ikke løftet bevisbyrden for, at han var blevet udsat for repressalier som følge af sin klage. På baggrund af nævnets faste praksis blev klagen derfor afvist.