Afskedigelse af pædagog med skulderskade ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen af en pædagog efter en skulderskade ikke var i strid med Forskelsbehandlingsloven, da klageren ikke blev anset for at have et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet.

Klageren blev ansat som pædagog hos indklagede, et bosted for personer med autisme. Klageren pådrog sig to skulderskader i oktober og december 2019 under episoder med en udadreagerende borger. Efter den anden skade, som medførte alvorlige læsioner, genoptog klageren arbejdet, men med funktionsbegrænsninger.

Klagerens påstand

Klageren gjorde gældende, at skulderskaden udgjorde et permanent handicap, der medførte langvarige funktionsbegrænsninger, og at afskedigelsen var begrundet heri. Klageren mente at kunne varetage andre opgaver og borgere, men blev afskediget med henvisning til nedgang i antallet af beboere, selvom der blev opslået nye stillinger i en "søsterinstitution".

Indklagedes påstand

Indklagede fastholdt, at klageren ikke havde et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet, da skaden var relativt ny, og der stadig var behandlingsmuligheder. Afskedigelsen skyldtes driftsmæssige behov, herunder en flytning af en beboer, hvilket reducerede behovet for personale. Indklagede afviste desuden at være forpligtet til at tilbyde stillinger i den separate juridiske enhed i Y-by.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1. Loven forbyder forskelsbehandling ved ansættelse og afskedigelse, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7 a.

Nævnet vurderede, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis, hvilket omfatter langvarige begrænsninger som følge af fysiske skader, der kan hindre fuld deltagelse i arbejdslivet. Det afgørende er, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap.

I denne sag fandt nævnet, at klageren ikke havde godtgjort, at hans skulderlidelse på afskedigelsestidspunktet den 20. maj 2020 havde haft en varighed, der kunne betegnes som langvarig. De lægelige oplysninger på dette tidspunkt fastslog ikke den forventede varighed af begrænsningerne, og der var fortsat behandlingsmuligheder. Efterfølgende helbredsoplysninger kunne ikke ændre denne vurdering, da prognosen for varigheden skal foretages på afskedigelsestidspunktet. På denne baggrund fik klageren ikke medhold i sin klage.