Ligebehandlingsnævnet afviser klage om afskedigelse pga. handicap grundet bevisførelsesproblemer

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle en klage om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en socialpædagog. Nævnet fandt, at en afgørelse i sagen ville kræve mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet, men må afklares ved domstolene. Klagen blev modtaget den 19. september 2020, og nævnet vurderede, at klageren ikke havde udvist retsfortabende passivitet ved indgivelsen.

Baggrund for afskedigelsen

Klageren, der var ansat som socialpædagog, blev afskediget den 22. oktober 2019 af den indklagede kommune. Begrundelsen for afskedigelsen var klagerens langvarige sygefravær og den usikre tidshorisont for fuld raskmelding og stabil fremmøde. Klageren havde haft helt eller delvist fravær i 533 ud af 1.020 dage fra november 2016 til september 2019. Klageren led af en ryglidelse som følge af et trafikuheld i 2016 og udviklede senere en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) kausalt relateret til ulykken.

Parternes argumenter og nævnets vurdering

Klageren gjorde gældende, at afskedigelsen skyldtes hendes handicap og den efterfølgende psykiske belastningsreaktion. Hun anførte, at indklagede ikke overholdt aftalte skånehensyn og tilpasningsforanstaltninger, og at hun blev udsat for mobning og krænkende handlinger, der forværrede hendes helbred. Indklagede fastholdt, at klagerens betydelige fravær ikke primært skyldtes hendes ryglidelse, men en stressbelastning, og at de havde forsøgt en række tilpasningsforanstaltninger, herunder delvis genoptagelse af arbejdet, tilbud om nedsat tid og omplacering. Indklagede mente, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling, og at sagen burde afvises.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1-3. Loven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2, og indeholder regler om tilpasning og delt bevisbyrde, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2a og Forskelsbehandlingsloven § 7a. Nævnet fandt det uklart, hvornår klagerens psykiske lidelse medførte funktionsbegrænsninger, og hvorvidt de tilbudte tilpasninger blev overholdt. Da disse afgørende spørgsmål kun kunne afklares gennem mundtlige forklaringer, afviste nævnet sagen i henhold til Lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.