Ulovlig forskelsbehandling pga. handicap ved afskedigelse af økonomisk konsulent

Sagen omhandler en økonomisk konsulent, der blev afskediget fra sin stilling i en region, hvilket Ligebehandlingsnævnet fandt var i strid med Forskelsbehandlingsloven.

Baggrund og handicapvurdering

Klager, en økonomisk konsulent, havde siden 2014 oplevet alvorlige rygsmerter, diagnosticeret som Modic-forandringer og en skredet lændehvirvel. Disse tilstande medførte langvarige funktionsbegrænsninger, herunder behov for nedsat arbejdstid, hjemmearbejde og hvilepauser, samt indtagelse af stærk smertestillende medicin. Ligebehandlingsnævnet vurderede, baseret på lægelige oplysninger og indgåede aftaler som en seniorordning og en Sygedagpengeloven § 56-aftale, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i henhold til Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1-3. Arbejdsgiveren var bekendt med klagers helbredstilstand og de nødvendige skånehensyn.

Afskedigelse og formodning om forskelsbehandling

Klager blev afskediget som led i omfattende budgetnedskæringer og en reduktion af administrative stillinger i regionen. Regionen begrundede afskedigelsen med, at klager havde en reduceret opgavemængde og -kompleksitet, og at hun ikke ville kunne varetage en ligelig andel af de øvrige medarbejderes opgaver efter omstruktureringen. Nævnet fandt, at de anvendte udvælgelseskriterier, såsom kapacitet og fleksibilitet, som tilsyneladende var neutrale, stillede klager ringere på grund af hendes funktionsbegrænsninger og de heraf følgende skånehensyn. Dette skabte en formodning om indirekte forskelsbehandling i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2.

Arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse

Med formodningen om indirekte forskelsbehandling påhvilede det regionen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, herunder at forpligtelsen til rimelig tilpasning var opfyldt, eller at yderligere tilpasning ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde, jf. Forskelsbehandlingsloven § 2 a. Selvom regionen løbende havde tilpasset klagers arbejdsforhold, herunder med hjælpemidler og nedsat tid, fandt nævnet, at regionen ikke tilstrækkeligt havde redegjort for, hvorfor det ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at fortsætte med at tilgodese klagers skånebehov efter omstruktureringerne. Regionen fremlagde ikke konkrete oplysninger, der underbyggede den påståede urimelige belastning for de øvrige medarbejdere. Nævnet lagde vægt på, at afdelingen tidligere havde håndteret en kollegas barselsorlov uden vikar, hvilket indikerede en vis fleksibilitet i opgavefordelingen. Regionen havde heller ikke godtgjort, at klager – selv med hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger – ikke ville være kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i den fremtidige stilling.

Konklusion og godtgørelse

På baggrund heraf fandt Ligebehandlingsnævnet, at regionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7 a. Klager fik derfor medhold i sin klage. Nævnet tilkendte klager en godtgørelse på 650.000 kr., svarende til omkring 12 måneders løn, med procesrente fra den 2. maj 2019, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1. Ved fastsættelsen af godtgørelsen blev der lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og klagers alder, samt at hun sandsynligvis ville have fortsat under seniorordningen, hvis hun ikke var blevet afskediget.