Ikke-medhold i klage om forskelsbehandling pga. handicap ved manglende ansættelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Nævnets kompetence er fastlagt i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis og omfatter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske skader, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet. Klager har et hørehandicap og er døv, hvilket nævnet anser for et handicap i lovens forstand.

Sagsforløb og vurdering

Klager ansøgte om en chaufførstilling og blev inviteret til jobsamtale. Dagen efter sendte klager en e-mail til indklagede, hvori klager oplyste at være døv, kun brugte SMS og e-mail, og anmodede om at medbringe en tegnsprogstolk samt foreslog en ny dato for samtalen. Indklagede svarede ikke på e-mailen, og klager valgte herefter ikke at møde op til den oprindeligt planlagte samtale. Indklagede oplyste, at de ikke havde svaret på e-mailen grundet stor travlhed i ansættelsesprocessen, og at samtalen ikke var blevet aflyst, men at klager blot ikke mødte op.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at klager blev inviteret til samtale, men selv valgte ikke at møde op efter at have sendt en e-mail, som indklagede ikke besvarede. Samtalerunden blev gennemført som planlagt med de ansøgere, der mødte op. Klager fik derfor ikke medhold i klagen. Den delte bevisbyrde, som er reguleret i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, kom ikke i spil, da klager ikke havde påvist de indledende faktiske omstændigheder.