Afslag på ansættelse: Påstået forskelsbehandling pga. handicap ikke bevist

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en ansættelsesproces. Klager, der er ordblind, søgte en stilling som byggesagsbehandler og gjorde opmærksom på sin ordblindhed samt ønsket om at benytte retten til fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere. Han blev ikke indkaldt til samtale.

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. En arbejdsgiver må ikke ved ansættelse forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1. Sagen blev behandlet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Sagsfremstilling og parternes argumenter

Klager oplyste i sin ansøgning, at han er ordblind, og at dette afhjælpes med it-hjælpemidler. Indklagede modtog 110 ansøgninger og udvalgte seks ansøgere til samtale baseret på relevant uddannelse, erfaring og sociale kompetencer. To af de udvalgte ansøgere blev indkaldt på baggrund af fortrinsadgang for handicappede. Indklagede erkendte at have overset klagers anmodning om fortrinsadgang, da den fremgik som et bilag og ikke direkte af ansøgningen. Indklagede fastholdt dog, at klager ikke blev udvalgt til samtale, primært fordi han havde mindre relevant erfaring og ikke havde vægtet de ønskede fokuspunkter tilstrækkeligt i sin ansøgning. De udvalgte kandidater blev vurderet som bedre egnede baseret på saglige kriterier.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Nævnet fandt, at selvom klager måtte have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, havde han ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit mulige handicap. Der var intet, der tydede på, at klagers mulige handicap blev tillagt betydning ved indklagedes beslutning om ikke at indkalde ham til samtale. Det forhold, at klager – muligvis i strid med reglerne om kompensation til handicappede i erhverv m.v. – ikke blev indkaldt til samtale, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at påvise forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven. Bevisbyrden er delt, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, men klager havde ikke løftet sin del af bevisbyrden.

Ligebehandlingsnævnet fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit mulige handicap. Klager fik herefter ikke medhold i klagen.