Afskedigelse af klubassistent med tinnitus ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Klagen omhandlede påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en klubassistent. Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som fastslår, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Klager, der havde anciennitet fra 2004, blev i oktober 2013 udsat for en arbejdsskade, der resulterede i dobbeltsidig tinnitus. Efter næsten tre år uden sygemeldinger blev klager sygemeldt i november 2016 med tinnitus, stress og følgevirkninger heraf.

Arbejdsgivers tilpasningsforsøg og afskedigelse

Indklagede forsøgte at tilrettelægge en gradvis tilbagevenden til arbejdet baseret på lægelige oplysninger, herunder en optrapningsplan over tre måneder med fysisk fremmøde. Denne plan viste sig dog at være for krævende for klager, som herefter blev fuldtidssygemeldt igen.

Da klager ikke var i stand til at deltage i et møde om tilbagevenden og skånehensyn i de kommende tre måneder, valgte indklagede at afskedige klager den 25. juli 2017 med begrundelse i længerevarende sygdomsfravær og manglende udsigt til snarlig genoptagelse af arbejdet.

Ligebehandlingsnævnets vurdering af handicapbegrebet

Nævnet vurderede, om klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, som defineres som langvarige begrænsninger, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige vilkår med andre, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1.

Nævnet fandt, at klagers begrænsninger på afskedigelsestidspunktet ikke havde haft en varighed, der kunne betegnes som langvarig, især set i lyset af den periode efter arbejdsskaden, hvor klager havde arbejdet uden sygemeldinger. De lægelige oplysninger, herunder en friattest fra juni 2017, angav alene uarbejdsdygtighed i yderligere tre måneder og gav ikke tilstrækkelig grundlag for en prognose om langvarige begrænsninger.

På denne baggrund konkluderede Ligebehandlingsnævnet, at klager ikke havde godtgjort at have et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.