Juridisk søgeværktøj

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 24. september 2025 på en byggeplads, hvor en virksomheds ansatte udførte arbejde med at bukke armeringsjern i en eksisterende hal. Under besøget blev der konstateret forhold, som rejste tvivl om de ansattes sikkerhed i relation til asbest. Faktiske omstændigheder i hallen I umiddelbar nærhed af medarbejdernes arbejdsstation og langs adgangsvejen var der placeret en åben bigbag mærket med ordet "asbest". Denne pose indeholdt en stak bølgeplader, som delvist var knækkede. Tilsynet bemærkede desuden, at: Gulvet i området fremstod støvet og beskidt. Der var åbne porte i begge ender af lokalet, hvilket skabte gennemtræk. Asbestmaterialerne havde ifølge oplysninger på stedet stået i lokalet i længere tid. Virksomhedens bemærkninger og argumenter Virksomheden har anført, at pallen med asbestmateriale ved en fejl var blevet placeret indendørs og ikke var en del af den planlagte logistik. De gjorde gældende, at materialet var forsvarligt emballeret i en godkendt asbestpose, og at pallen blev fjernet af en vognmand umiddelbart efter tilsynsbesøget. Vedrørende støvet på gulvet argumenterede virksomheden for, at der var tale om almindeligt sand og jord, som blev slæbt ind via medarbejdernes sko, og ikke asbeststøv. Juridiske spørgsmål Det centrale juridiske spørgsmål i sagen er, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at de ansatte i videst muligt omfang var sikret mod eksponering for asbeststøv, herunder om der var pligt til at foretage støvprøver for at afklare risikoen.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 26. august 2025 på en byggeplads, hvor der var ved at blive opført en ny boligkarré. Under besøget observerede den tilsynsførende en ansat, der betjente en teleskoplæsser af mærket Manitou. Maskinen var udstyret med pallegafler, og den tilsynsførende konstaterede, at der var placeret en byrde i form af en palle på gaflerne. Der opstod tvist om, hvorvidt føreren af teleskoplæsseren var lovmæssigt kvalificeret til at betjene maskinen i den givne situation. Virksomheden anførte i deres klage, at uddannelseskravet til teleskoplæsser alene finder anvendelse, når maskinen bruges til løft af byrder med udskifteligt løfteudstyr. De argumenterede for følgende: Ved kørsel uden byrder er der intet krav om teleskoplæssercertifikat. I sådanne tilfælde er det tilstrækkeligt, at føreren er instrueret og kvalificeret til opgaven. Virksomheden bestred grundlaget for et strakspåbud i situationer, hvor maskinen udelukkende anvendes til kørsel uden byrder. Spørgsmålet i sagen var således, om de faktiske omstændigheder ved brugen af maskinen udløste kravet om en formel arbejdsmiljøfaglig uddannelse for føreren.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg udført af Arbejdstilsynet på en adresse, hvor der blev udført indvendigt malerarbejde. Under besøget traf den tilsynsførende virksomhedsejeren og en person, som ejeren oplyste var indlejet til at udføre malerarbejdet. Arbejdet havde på tidspunktet for tilsynet varet i seks dage og forventedes at fortsætte i yderligere tre dage. Uenighed om ansættelsesforhold og ansvar Der opstod under sagsbehandlingen uenighed om, hvorvidt den pågældende person var at betragte som en indlejet ansat eller som en uafhængig underentreprenør. Virksomhedsejeren anførte følgende argumenter: Den pågældende person var registreret som selvstændig i RUT-registret. Vedkommende udførte arbejdet som underentreprenør og var derfor selv ansvarlig for egne arbejdsforhold. Der forelå ikke en skriftlig ansættelsesaftale. Faktiske forhold på arbejdsstedet Arbejdstilsynet konstaterede, at der ikke var etableret velfærdsforanstaltninger til rådighed for den person, der udførte malerarbejdet. De manglende faciliteter omfattede: Adgang til et aflåseligt toilet. Et passende spiserum med adgang til drikkevand. Håndvask med både rindende koldt og varmt vand. Mulighed for omklædning. Det var ubestridt, at virksomhedsejeren havde aftalen med kunden, leverede materialer og værktøj, samt at ejeren og den indlejede person arbejdede sammen uden en fast aftalt opgavefordeling.

Sagen omhandler en arbejdssituation på en trailer, hvor en ansat udførte opgaver i højden uden tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger. Ved et tilsynsbesøg blev det konstateret, at en medarbejder befandt sig på taget af en trailer for at fjerne surringer fra teltpæle, der var opbevaret deroppe. Faktiske omstændigheder på arbejdsstedet Arbejdet foregik i en højde af 2,5 meter over jorden. Under tilsynet blev følgende observationer gjort: Den ansatte stod ca. 0,5 meter fra trailerens kant uden rækværk eller anden faldsikring. Adgangsvejen til trailerens tag bestod af en trappestige med platform. Stigens øverste platform var placeret ca. en meter under trailerens tag, hvilket krævede, at den ansatte skulle klatre det sidste stykke. Stigen var placeret på et ujævnt underlag bestående af brosten. Juridiske spørgsmål og parternes synspunkter Det centrale spørgsmål i sagen var, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at risikoen for nedstyrtning var effektivt forebygget. Virksomheden har under sagen anført, at anvendelse af traditionelt faldsikringsudstyr ikke var en brugbar løsning i den specifikke arbejdssituation. Der blev rejst tvivl om, hvorvidt både adgangsvejen og selve arbejdet på taget overholdt de generelle krav til sikkerhed, herunder om der var truffet de nødvendige foranstaltninger for at forhindre faldulykker under opstigning, nedstigning og ophold på traileren.

Sønderborg Kommune har indbragt en sag for Pressenævnet mod RADIO IIII vedrørende en artikel og flere radioudsendelser bragt i marts 2025. Sagen omhandler kommunens beslutning om at anbringe to tvangsfjernede søstre i pleje hos en medarbejder, der var ansat som teamleder i den selvsamme afdeling, som stod for tvangsfjernelsen af børnene. Sagens faktiske omstændigheder I artiklen og de dertilhørende radioudsendelser blev der rettet en skarp kritik mod Sønderborg Kommunes håndtering af anbringelsen. En række eksperter, herunder professorer i forvaltningsret og juridiske konsulenter, udtalte, at konstruktionen var i strid med forvaltningslovens regler om habilitet. Kritikken fokuserede navnlig på: At det er problematisk, når en kommune fører tilsyn med en plejefamilie, hvor plejemoderen er ansat i samme forvaltning. At der opstår en uhensigtsmæssig sammenblanding af personlige, kollegiale og økonomiske interesser. At sagsbehandlingen burde have været overdraget til en anden kommune for at sikre uvildighed. Parternes påstande og argumenter Sønderborg Kommune rejste kritik af RADIO IIII på flere punkter, herunder mediets brug af oplysninger og deres arbejdsmetoder. Kommunens hovedpunkter var: Kommunen anførte yderligere, at RADIO IIII havde misbrugt deres adgang til personfølsomme oplysninger opnået gennem en fuldmagt, og at mediet bevidst tegnede et skævt billede af sagen ved at udelade de hensyn, der var taget til børnenes trivsel og tilknytning til plejefamilien.

Sagen omhandler en tidligere e-sportsspiller, der har klaget over hjemmesiden HLTV.org. Klageren ønskede at få slettet sit borgerlige navn fra sin spillerprofil på siden, da han mente, at offentliggørelsen overtrådte databeskyttelseslovgivningen. HLTV.org er en international nyhedsportal dedikeret til e-sporten Counter-Strike. Siden fungerer som en omfattende database, der dækker nyheder, kampresultater, statistikker og spillerprofiler. På klagerens profil fremgår både hans profilnavn (alias) og hans rigtige navn samt nationalitet, hvilket er standard for professionelle eller semiprofessionelle spillere på platformen. Klagerens argumenter og personlige omstændigheder Klageren anførte i sin klage, at han aldrig har givet samtykke til, at hans rigtige navn blev offentliggjort. Han beskrev desuden, hvordan han som følge af eksponeringen på HLTV.org har været udsat for chikane: Ukendte personer har opsøgt hans private LinkedIn-profil. Hans arbejdsgiver er blevet kontaktet af uvedkommende. Eksponeringen har haft en negativ indvirkning på hans privatliv og arbejdsliv. Klageren argumenterede for, at HLTV.org stadig kunne opfylde deres formål som historisk arkiv ved blot at benytte hans profilnavn i stedet for hans rigtige navn. Han henviste i den forbindelse til rettighederne i databeskyttelsesforordningen (GDPR).

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udsendt et udkast til en revideret bekendtgørelse vedrørende udenlandske dyrlægers adgang til at praktisere i Danmark. Formålet med revideringen er at skabe juridisk klarhed over styrelsens hjemmel til at indhente nødvendig dokumentation fra dyrlæger fra andre EU- og EØS-lande. "Formålet med revidering af bekendtgørelsen er at tydeliggøre styrelsens hjemmel til at kræve 'certificate of good standing' (hæderlighedsbevis) fra dyrlæger fra andre EU-lande mv., der ønsker at blive autoriseret eller at udøve midlertidig og lejlighedsvis virksomhed som dyrlæge i Danmark." Midlertidig og Lejlighedsvis Udøvelse (§ 7) For dyrlæger, der anmelder, at de ønsker at praktisere midlertidigt i Danmark, tydeliggøres det i udkastets § 7 (den gældende bekendtgørelses § 8), hvilke specifikke dokumenter der kræves. Udover bevis for nationalitet og erhvervsmæssige kvalifikationer, stilles der nu et eksplicit krav om dokumentation for, at dyrlægen har ret til at udøve sit erhverv uden begrænsninger. Permanent Autorisation (§ 9) Tilsvarende præciseringer foretages i § 9 (tidligere § 11) for dyrlæger, der ansøger om permanent autorisation til at etablere sig i Danmark. Hvor tidligere udgaver af bekendtgørelsen har haft en mere diffus henvisning til anerkendelsesdirektivets bilag VII, indskrives de præcise dokumentationskrav nu direkte i lovteksten. Dette skal gøre det mere gennemskueligt for ansøgeren, hvad Fødevarestyrelsen kræver. Formkrav til Dokumentation For at sikre en ensartet og høj faglig standard, opstiller bekendtgørelsen faste betingelser for det krævede 'certificate of good standing': EU-ret og Konsekvenser Bekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i dansk ret. Derudover indeholder udkastet ændringer af rent teknisk karakter, såsom fjernelse af overflødige kapitler og paragraffer. Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) har haft udkastet i præhøring og vurderer i den forbindelse: "OBR vurderer, at bekendtgørelsesudkastet ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet og har dermed ikke yderligere kommentarer." Ikrafttrædelse Det foreslås, at de nye regler træder i kraft den 1. april 2026. I den forbindelse vil den gældende lovgivning på området (Bekendtgørelse nr. 1423 af 3. december 2015) blive ophævet, dog med undtagelse for ansøgninger, der er indgivet før de nye reglers ikrafttræden.

Sagen omhandler en tvist mellem en tysk virksomhed, Eisenberger Gerüstbau GmbH, og en forbruger, JK, vedrørende betaling for leje og montering af stilladser. JK, der er ansat i den føderale forvaltning, ønskede at ombygge tagetagen på sin ejendom til privat beboelse. Til dette formål antog hun en arkitekt, som varetog planlægningen, indhentede tilbud og udarbejdede kontraktudkast. Kontrakten blev indgået udelukkende ved brug af fjernkommunikation (e-mail og post), men indeholdt ingen oplysning om fortrydelsesret. Efter at arbejdet var udført, og stilladset var blevet brugt og efterfølgende afmonteret, meddelte JK, at hun udnyttede sin fortrydelsesret. Da virksomheden ikke havde oplyst om denne ret, gjorde JK gældende, at fortrydelsesfristen var forlænget med 12 måneder, og at hun var fritaget for enhver betalingsforpligtelse for de allerede leverede ydelser. Virksomheden mente omvendt, at bistanden fra en arkitekt betød, at der ikke var tale om en fjernsalgsaftale, og at JK's udnyttelse af fortrydelsesretten efter arbejdets afslutning udgjorde misbrug af rettigheder. Parternes argumenter Eisenberger Gerüstbau GmbH: Gjorde gældende, at JK ikke var i en underlegen position, da hun var bistået af en professionel arkitekt. Virksomheden krævede betaling for det udførte arbejde og mente, at JK handlede i strid med god tro. JK: Argumenterede for, at hun som privatperson var forbruger, uanset arkitektens bistand. Da hun ikke var blevet informeret om fortrydelsesretten, mente hun at have krav på tilbagebetaling af alle acontobeløb, da ydelsen ikke kunne tilbageleveres.

Sagen omhandler A, en marokkansk statsborger, der indrejste ulovligt i Finland i september 2022. A havde tidligere søgt asyl i flere europæiske lande og var omfattet af et indrejseforbud udstedt af Nederlandene. Ved ankomsten til Finland blev han placeret i tilbageholdelse med henblik på udsendelse. Over en periode på halvandet år blev A tilbageholdt i tre separate omgange i Finland, alle med det formål at gennemføre den samme afgørelse om tilbagesendelse til Marokko. De finske myndigheder vurderede ved den tredje tilbageholdelse, at den maksimale indledende periode på seks måneder, som er fastsat i Returdirektivet artikel 15, kunne overskrides, da A ikke samarbejdede om sin udsendelse, og der var forsinkelser i fremskaffelsen af rejsedokumenter. Den centrale konflikt opstod, da den finske lovgivning betingede domstolsprøvelse af tilbageholdelsens lovlighed af en anmodning fra den tilbageholdte selv, snarere end at foretage prøvelsen automatisk (ex officio). Sagens kerne i den præjudicielle forelæggelse var: Skal alle tidligere perioder med tilbageholdelse i den samme medlemsstat lægges sammen, når man beregner, om den maksimale tidsgrænse er nået? Er det i strid med EU-retten, at domstolsprøvelse af en forlængelse ud over seks måneder kræver en aktiv anmodning fra den berørte person? Hvad er konsekvensen, hvis domstolsprøvelsen sker for sent, men de materielle betingelser for tilbageholdelse i øvrigt er opfyldt? Parternes argumenter Den finske politimyndighed argumenterede for, at hver ny tilbageholdelsesperiode skulle betragtes som en isoleret hændelse, især når der var indtrådt nye faktiske omstændigheder, eller når personen havde forladt landet i mellemtiden. A argumenterede derimod for, at hans rettigheder i henhold til Chartrets artikel 6 var krænket, da den samlede tid i tilbageholdelse oversteg de tilladte grænser uden korrekt domstolsprøvelse.

Sagen vedrører en appel indbragt af Roberto Passalacqua, der er tjenestemand ved Europa-Kommissionen, over en dom fra Den Europæiske Unions Ret. Sagen udspringer af Kommissionens beslutning om ikke at forfremme Passalacqua til lønklasse AD 11 i forbindelse med forfremmelsesåret 2021. Passalacqua anfægtede denne beslutning og gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat sin begrundelsespligt, begået fejl i den sammenlignende undersøgelse af fortjenester og gjort sig skyldig i magtfordrejning. Baggrunden for tvisten var blandt andet en hændelse i januar 2021, hvor Passalacqua holdt et oplæg om håndtering af radioaktivt affald. Selvom hans nærmeste foresatte havde godkendt indholdet, opstod der efterfølgende negative reaktioner fra andre afdelinger i Kommissionen. Passalacqua mente, at hans manglende forfremmelse var en uformel sanktion som følge af dette oplæg. Retten i første instans frifandt dog Kommissionen, hvorefter sagen blev indbragt for Domstolen. I appellen fokuserede Passalacqua på ni anbringender, herunder påstande om mangelfuld begrundelse i Rettens dom, forkert anvendelse af reglerne om bevisbyrde og en fejlagtig fortolkning af Vedtægtens artikel 45 vedrørende sammenligningen af kandidaternes fortjenester. Procedurereglernes betydning Et centralt element i sagen var spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at fremlægge en detaljeret sammenligning mellem appellantens meritter og alle de forfremmede tjenestemænds meritter. Passalacqua argumenterede for, at det begrænsede sammenligningsgrundlag, som Kommissionen fremlagde (tre eksempler på forfremmede kolleger), var utilstrækkeligt til at opfylde begrundelsespligten.

Sagen omhandler V. M., en albansk statsborger med bopæl i Italien, som søgte om en social ydelse (assegno sociale) beregnet til mindrebemidlede personer over 67 år. V. M. har opholdstilladelse af familiemæssige årsager, som giver hende ret til at arbejde i Italien. Den italienske socialsikringsinstans, INPS, afslog ansøgningen med henvisning til, at hun ikke var i besiddelse af en tilladelse som fastboende udlænding (langvarigt ophold). Problemstillingen i sagen knytter sig til fortolkningen af Direktiv 2011/98/EU artikel 12, der fastlægger retten til ligebehandling for tredjelandsstatsborgere, som har tilladelse til at arbejde. Spørgsmålet er, om denne ret til ligebehandling i forhold til "grene af den sociale sikring" også omfatter særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, som ofte ligger i grænsefeltet mellem social sikring og social bistand. Centrale spørgsmål i sagen Den italienske forfatningsdomstol ønskede afklaret, om EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der udelukker indehavere af en enkelt tilladelse (single permit) fra ydelser, som ellers er tilgængelige for statsborgere og fastboende udlændinge.

Sagen omhandler det svenske selskab Lyko Operations AB, der sælger hårpleje- og skønhedsprodukter. Selskabet planlagde at indføre et loyalitetsprogram, hvor kunder kunne optjene point baseret på deres køb. Disse point kunne efterfølgende indløses til varer af lav værdi i en særlig "pointbutik", men kun i forbindelse med et nyt køb af produkter fra selskabets standardsortiment. Varerne i pointbutikken havde typisk en værdi under 500 SEK og omfattede produkter med forskellige momssatser. Det centrale juridiske spørgsmål i sagen var, om sådanne loyalitetspoint skal betragtes som en "voucher" (eller et "bevis") i henhold til EU's momsdirektiv. Det svenske skattevæsen (Skatteverket) og Lyko var uenige om denne kvalificering. Hvis pointene blev anset for at være vouchere, specifikt "flereformåls-vouchere", ville det have betydning for, hvordan og hvornår momsen skulle beregnes, samt hvad afgiftsgrundlaget for de udleverede varer ville være. Sagens baggrund og parternes argumenter Lyko Operations AB ønskede afklaring via et bindende svar (rescrit fiscal) om, hvorvidt deres pointsystem faldt ind under definitionen af en voucher i Momsdirektivet artikel 30 a. Selskabet argumenterede for, at pointene udgjorde en voucher, og at afgiftsgrundlaget ved indløsning burde være 0 SEK, da kunden ikke betalte særskilt for pointene. Skatteverket var derimod af den opfattelse, at pointene ikke udgjorde en voucher, men snarere var en mulighed for kunden for at modtage en tillægsydelse eller en rabat. Ifølge skattemyndigheden var der ikke tale om et instrument, som udstilleren var forpligtet til at acceptere som modydelse på samme måde som en traditionel voucher.

Sagen omhandler Elettronica Industriale SpA, en italiensk operatør af telenet, der anlagde sag mod det italienske ministerium for virksomheder og "Made in Italy". Tvisten drejede sig om gyldigheden af to ministerielle dekreter, der fastsatte afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt tv for årene 2014 til 2017. Dekreterne var baseret på en italiensk lov (lov nr. 208/2015), som opstillede et specifikt krav om, at de samlede årlige indtægter fra disse afgifter skulle udgøre mindst 32,8 millioner euro til statsbudgettet. Elettronica Industriale argumenterede for, at dette faste indtægtskrav var uforeneligt med EU-retten, navnlig [Direktiv 2002/20/EF (autorisation)] (/loven/32002L0020). De gjorde gældende, at afgifterne ifølge EU-reglerne kun må tjene til at sikre en optimal udnyttelse af ressourcerne og ikke må have rent finansielle formål for statskassen. Den nationale domstol i Lazio ønskede derfor afklaret, om EU-retten og proportionalitetsprincippet er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter beregningskriterier for afgifter baseret på et prædefineret årligt provenu. Sagens centrale problemstillinger Kan en medlemsstat lovligt fastsætte afgifter for frekvenser med det formål at sikre et bestemt beløb til statens finanser? Skal afgiften udelukkende afspejle de regulatoriske mål i Rammedirektivet 2002/21/EF artikel 8? Hvordan påvirker et prædefineret samlet indtægtskrav vurderingen af afgifternes proportionalitet over for den enkelte operatør?

Sagen vedrører fortolkningen af reglerne for sagsbehandlingsfrister i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse i EU. Den hollandske statssekretær for justits og sikkerhed indførte gennem en række administrative beslutninger (WBV 2022/22, WBV 2023/3 og WBV 2023/26) generelle forlængelser af sagsbehandlingsfristen på ni måneder for asylansøgninger indgivet i bestemte perioder. Formålet var at håndtere et stort antal samtidige ansøgninger, som gjorde det praktisk vanskeligt at overholde den sædvanlige seksmåneders frist fastsat i EU-retten. Sagens baggrund og parter En syrisk statsborger, X, indgivet en ansøgning om asyl i Holland den 17. februar 2023. Da de hollandske myndigheder ikke havde truffet afgørelse inden for den lovbestemte frist på seks måneder, sendte X en påmindelse og anlagde efterfølgende sag ved domstolene. Sagen handlede om, hvorvidt den systematiske brug af gentagne forlængelser af sagsbehandlingsfristen var forenelig med Asylproceduredirektivet. Den hollandske domstol ønskede afklaret, om Direktiv 2013/32/EU artikel 31 tillader flere på hinanden følgende forlængelser, og under hvilke betingelser dette kan ske, navnlig i lyset af statens forpligtelse til at sikre tilstrækkelige ressourcer.

Sagen omhandler SG, en østrigsk statsborger født i 1969, som blev ansat af Wiens kommune (Gemeinde Wien) i 2002. Tvisten drejer sig om fastsættelsen af SG's lønanciennitet, herunder i hvilket omfang erhvervserfaring opnået før det fyldte 18. år skulle medregnes ved hans indplacering i lønsystemet. SG havde arbejdet siden han var 14 år gammel, men i henhold til de daværende regler blev erfaring før 18-årsalderen ikke anerkendt fuldt ud. Efter en række domme fra EU-Domstolen (bl.a. Hütter og Schmitzer), som fastslog, at de østrigske regler var i strid med forbuddet mod alderdiskrimination, indførte Wien i 2023 en ny ordning. Under denne nye ordning blev erhvervserfaring opnået før det 18. år nu medregnet, men for visse typer af erfaring — de såkaldte "andre perioder", der ikke var direkte relevante for stillingen — blev erfaringen kun medregnet med 50 % og med et samlet loft på tre år. SG anfægtede dette og argumenterede for, at begrænsningen fortsat udgjorde en indirekte diskrimination, da den ramte dem, der var startet tidligt på arbejdsmarkedet, hårdere. Centrale spørgsmål i sagen Udgør en ordning, der kun medregner visse erfaringsperioder med 50 % og med et loft på tre år, en overtrædelse af Direktiv 2000/78/EF artikel 2? Kan en sådan begrænsning retfærdiggøres, når den anvendes ensartet på alle medarbejdere uanset deres nuværende alder eller den alder, de havde, da erfaringen blev erhvervet? Er afskaffelsen af et tidligere fire-årigt bundfradrag tilstrækkeligt til at fjerne den tidligere konstaterede diskrimination?

Sagen omhandler DO, en syrisk statsborger, der indrejste i Tyskland i april 2023 og ansøgte om asyl. Ved opslag i Eurodac-databasen blev Italien identificeret som den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning i henhold til Dublin-systemet. De tyske myndigheder (Office fédéral) anmodede derfor Italien om at overtage DO, hvilket Italien blev anset for at have accepteret stiltiende, da de ikke svarede inden for fristen. Efterfølgende traf de tyske myndigheder afgørelse om, at asylansøgningen ikke kunne antages til behandling i Tyskland, og beordrede DO overført til Italien. Sagens baggrund og tvist Problemstillingen opstod, fordi de italienske myndigheder i december 2022 havde udsendt cirkulærer til de øvrige medlemsstater om, at Italien midlertidigt ville indstille modtagelsen af asylansøgere under Dublin-systemet. Den tyske domstol i Sigmaringen, som behandlede DO's klage, ønskede afklaret, om denne ensidige suspendering betød, at Tyskland automatisk blev den ansvarlige stat i henhold til Dublin III-forordningen artikel 3, eller om Tyskland fortsat kunne afvise ansøgningen som værende ikke-antagelig. Præjudicielle spørgsmål Retten i Sigmaringen forelagde fem spørgsmål for EU-domstolen, som i kernen handlede om: Hvorvidt en medlemsstat bliver ansvarlig, hvis den oprindeligt ansvarlige stat nægter at modtage ansøgeren. Om en sådan nægtelse udgør systemiske mangler i asylproceduren. Om en ansøgning kan afvises som ikke-antagelig efter Proceduredirektivet artikel 33 under disse omstændigheder.

Sagen omhandler fortolkningen af Momsdirektivet i forhold til medlemsstaternes adgang til at anvende en reduceret momssats på ydelser i forbindelse med hotelophold. De forenede sager (C-409/24 til C-411/24) udspringer af tvister mellem tyske hoteloperatører og de tyske skattemyndigheder vedrørende beskatningen af tillægsydelser som morgenmad, parkering, WiFi og adgang til wellness-faciliteter. I de konkrete sager tilbød operatørerne hotelophold til en samlet pris (pakkepris), hvor ydelser som morgenmad eller parkeringsplads var inkluderet. I tysk ret findes en bestemmelse (UStG § 12, stk. 2, nr. 11), hvorefter der gælder en reduceret momssats på 7 % for selve indkvarteringen, men hvor ydelser, der ikke tjener udlejningen direkte, udtrykkeligt er undtaget fra denne reducerede sats, selvom de er inkluderet i lejeprisen. Skattemyndighederne opkrævede derfor den normale momssats på 19 % for tillægsydelserne, mens operatørerne argumenterede for, at der var tale om en udelelig enhedspræstation, der samlet skulle beskattes med den lave sats. Den tyske forbundsfinansdomstol (Bundesfinanzhof) ønskede afklaret, om EU-retten tillader en sådan national praksis med at splitte momssatsen for ydelser, der efter sædvanlige principper kunne anses for at være accessoriske (sekundære) til hovedydelsen (indkvarteringen). Parternes argumenter Operatørerne henviste primært til princippet om en samlet ydelse, som fastlagt i EU-domstolens tidligere praksis (f.eks. Stadion Amsterdam-sagen), hvorefter en accessorisk ydelse skal følge hovedydelsens skattemæssige behandling. Den tyske regering og Kommissionen anførte derimod, at medlemsstaterne har en vis skønsmargen til at begrænse anvendelsen af reducerede satser til konkrete og specifikke aspekter af en ydelseskategori.

Sagen vedrører en appel iværksat af Rumænien mod en dom fra EU-Rettens (Tribunalet), som stadfæstede Europa-Kommissionens beslutning om at udelukke visse udgifter fra EU-finansiering. Kommissionen havde pålagt Rumænien finansielle korrektioner på ca. 178 millioner EUR for regnskabsårene 2018 og 2019 under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Korrektionerne var baseret på undersøgelser, der afslørede væsentlige mangler i Rumæniens forvaltnings- og kontrolsystemer. De centrale kritikpunkter omfattede mangelfuld skelnen mellem braklagte arealer og midlertidige græsarealer, fejl i krydskontrollen af arealers støtteberettigelse samt utilstrækkelig kvalitet og omfang af kontrol på stedet. Rumænien gjorde gældende, at Kommissionen havde begået procedurefejl ved at ændre retsgrundlaget undervejs og ved ikke at tage hensyn til oplysninger indsendt sent i forløbet. Parternes argumenter Rumænien argumenterede for, at Kommissionen overtrådte Gennemførelsesforordning 908/2014 artikel 34 ved at ændre de retsregler, som korrektionerne var baseret på, efter den indledende fase. Desuden mente Rumænien, at overlapningen mellem to forskellige undersøgelser (2017 og 2018) udgjorde en "ekstern faktor", der retfærdiggjorde forsinket indsendelse af beviser. Teknisk set anfægtede Rumænien også fortolkningen af reglerne om afgrødevariation i Forordning 1307/2013 artikel 44. Kommissionen fastholdt, at medlemsstaten var blevet behørigt informeret og havde haft rig lejlighed til at udtale sig. Kommissionen understregede, at enhver forveksling mellem afgrødekategorier skaber en reel risiko for EU-budgettet, da det direkte påvirker beregningen af den grønne støtte (ecologisation).

Sagen omhandler lovligheden af et tildelingskriterium i et offentligt udbud vedrørende hjemmepleje i den spanske kommune Ortuella. Kommunen havde fastsat et kriterium, der tildelte op til 40 point til de tilbudsgivere, der foreslog en højere lønsum til det personale, der skulle udføre opgaven, end hvad der var fastsat i den sektorspecifikke kollektive overenskomst. Derudover stillede udbudsbetingelserne krav om, at den vindende tilbudsgiver efter kontraktindgåelse skulle forhandle med personalerepræsentanter om udmøntningen af lønstigningen og bestræbe sig på at indgå en specifik kollektiv overenskomst for den pågældende tjenesteydelse. Erhvervsorganisationen Asociación de Empresas de Servicios para la Dependencia (AESTE) anfægtede dette kriterium. De argumenterede for, at det ikke bidrog til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, var diskriminerende over for mindre virksomheder og udgjorde et uretmæssigt indgreb i retten til kollektive forhandlinger. Da værdien af udbuddet lå under tærskelværdien for Direktiv 2014/24/EU, opstod der spørgsmål om, hvorvidt EU-retten overhovedet fandt anvendelse. Da den spanske lovgivning imidlertid direkte og betingelsesløst havde gjort direktivets principper gældende for udbud under tærskelværdien, vurderede Domstolen, at den havde kompetence til at udtale sig. Sagens centrale tvistepunkter Hvorvidt lønforbedringer ud over overenskomstens minimumsniveau kan anses for et lovligt socialt tildelingskriterium. Om der er en tilstrækkelig forbindelse mellem lønniveauet og genstanden for udbuddet (hjemmepleje til sårbare borgere). Om kravet om efterfølgende overenskomstforhandlinger krænker arbejdsmarkedets parters autonomi i henhold til Artikel 28 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Denne sag vedrører det litauiske selskab MB “Žaidimų valiuta”, hvis hovedaktivitet består i køb og videresalg af den virtuelle valuta "guld" (gold) til onlinespillet "Runescape" i bytte for traditionel valuta. Sagen opstod, da de litauiske skattemyndigheder efter en kontrol konstaterede, at selskabet hverken havde angivet eller betalt moms af disse transaktioner. Myndighederne mente, at salget udgjorde en momspligtig levering af tjenesteydelser, hvor beskatningsgrundlaget var den fulde salgspris. Selskabet anfægtede denne afgørelse med henvisning til to hovedargumenter. For det første blev det gjort gældende, at spillets virtuelle valuta burde sidestilles med en virtuel valuta som Bitcoin og dermed være momsfritaget som et betalingsmiddel i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis i Hedqvist-sagen. For det andet argumenterede selskabet for, at der var tale om "flerformålsboner", hvilket ville betyde, at kun selskabets avance (forskellen mellem købs- og salgspris) skulle beskattes, snarere end den fulde omsætning. Sagen blev forelagt EU-Domstolen for at få afklaret, om momsfritagelsen for transaktioner vedrørende valuta finder anvendelse på virtuel spilvaluta, og hvordan beskatningsgrundlaget skal beregnes, hvis transaktionerne er momspligtige.

Sagen C-613/24 drejer sig om Europa-Kommissionens søgsmål mod Portugal for manglende overholdelse af en tidligere dom fra EU-Domstolen afsagt i 2019 (sag C-290/18). Den oprindelige sag fastslog, at Portugal havde tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at udpege 61 lokaliteter af fællesskabsbetydning som særlige bevaringsområder (SBO) og ved ikke at vedtage de nødvendige bevaringsforanstaltninger for disse områder. På trods af dommen og gentagne rykkere fra Kommissionen havde Portugal ved udløbet af fristen i den åbningsskrivelse, der blev sendt i 2021, stadig ikke fuldt ud efterlevet sine forpligtelser. Selvom Portugal i 2020 vedtog et dekret, der formelt udpegede områderne som SBO, manglede dette dekret de nødvendige specifikationer om naturtyper og beskyttede arter for hver enkelt lokalitet. Desuden manglede de konkrete bevaringsplaner for størstedelen af områderne stadig at blive vedtaget og offentliggjort. Sagens parter og centrale argumenter Kommissionen nedlagde påstand om, at Portugal skulle betale både et fast beløb og en daglig tvangsbøde som følge af det fortsatte traktatbrud. Portugal argumenterede for, at de nationale myndigheder havde gjort væsentlige fremskridt, men at processen var blevet forsinket af administrative udfordringer og komplekse regler for offentlige udbud i forbindelse med udarbejdelsen af forvaltningsplanerne. Portugal hævdede ligeledes, at de allerede havde en generel beskyttelse af områderne via eksisterende lovgivning, og at de økonomiske sanktioner derfor var uforholdsmæssigt høje.

Baggrund og Formål Social- og Boligstyrelsen har sendt et udkast til bekendtgørelse i høring vedrørende ansøgningspuljen til midlertidig støtte til natcaféer. Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte de formelle rammer for, hvordan puljens midler skal forvaltes i finansåret 2026. Den retter sig mod udsatte borgere, som mangler et tilbud om natten. "Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til drift af eksisterende natcaféer og etablering af nye natcaféer, der har et finansieringsbehov." Ansøgerkreds og Organisering Ansøgningspuljen kan udelukkende søges af kommuner og civilsamfundsorganisationer. Det kræves, at projekternes formål og målgruppe er direkte i overensstemmelse med puljens retningslinjer, og at ansøgeren har et reelt behov for støtte. Samtidig må gennemførelsen af projektet ikke gøres betinget af, at der opnås anden form for medfinansiering. Tilskudsberettigede Udgifter og Udelukkelser Bekendtgørelsen opstiller en række specifikke retningslinjer for, hvad midlerne må og ikke må bruges til. Dette sikrer en målrettet og forsvarlig økonomisk forvaltning af puljens midler. Regnskab, Revision og Tilsyn Bekendtgørelsen inddeler kontrol- og revisionskravene i tre niveauer baseret på tilskuddets størrelse, hvilket reducerer de administrative byrder for mindre projekter: Tilskud over 500.000 kr.: Skal revideres af en godkendt statsautoriseret eller registreret revisor. Revisor skal udføre både juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner. Tilskud over 100.000 kr. til 500.000 kr.: Kræver almindelig revision og regnskabsaflæggelse, hvor revisor påser, at betingelser er overholdt. Tilskud op til 100.000 kr.: Fritaget for formel revision. Ansøger skal dog fremsende en oversigt over bilag samt dokumentation for faktisk anvendte løntimer. Sanktioner og Tilbagebetaling Social- og Boligstyrelsen har indført markante beføjelser til at suspendere udbetalinger eller kræve tilbagebetaling. Dette kan aktiveres, hvis tilskudsmodtageren giver urigtige oplysninger, går konkurs, undlader at indsende den faglige afrapportering, eller hvis projektet slet ikke igangsættes inden for 6 måneder efter den godkendte startdato. Høringsproces Udkastet er udsendt med en høringsfrist sat til den 20. marts 2026. Dokumentet indeholder ikke EU-retlige aspekter. Bemærkninger skal indsendes til Social- og Boligstyrelsens tilskudsforvaltning.

Sagen omhandlede, hvorvidt en tidligere ejer (B) af en ejendom i Horsens havde vundet ejendomshævd over et 398 m² stort areal ejet af Banedanmark. Den nuværende ejer (A) erhvervede ejendommen i 1993, men da Jernbanelovens § 28 (tidligere § 52 a, stk. 2, i lov om DSB) fra 1. juni 1988 kategorialt forbyder hævd over matrikulerede jernbanearealer, afhang sagens udfald af, om hævden var vundet før denne dato. Sagens baggrund og tvistens kerne A's ejendom på X-vej 7 grænsede op til et areal, som siden 1930 har været registreret som jernbaneareal. I forbindelse med elektrificeringen af jernbanen i 2021 konstaterede Banedanmark, at A benyttede en væsentlig del af deres areal som have. Spørgsmålet var: Om der juridisk kunne vindes hævd over jernbanearealer før 1988. Om den tidligere ejer, B, havde udøvet en tilstrækkelig intensiv råden i mindst 20 år. Om B var i god tro om ejendomsretten til arealet. Retsgrundlaget for hævd over offentlige arealer Højesteret fastslog med henvisning til Danske Lov 5-5-1, at hævd som udgangspunkt kan vindes over både privat og offentlig ejendom. Dette udgangspunkt kan kun fraviges, hvis råden over arealet strider mod specifik offentligretlig regulering. Banedanmark argumenterede for, at statsbanelovgivningen fra 1946 og 1968 forbød færdsel på banearealer, hvilket skulle udelukke hævd. Bevisførelse og råden over arealet Retten lagde vægt på følgende faktiske forhold: Arealet var adskilt fra selve baneanlægget af et levende hegn. Siden 1954 havde arealet været anvendt som have. B flyttede ind i foråret 1968 og benyttede arealet som en integreret del af haven med frugttræer og bærbuske. Der blev opført en garage i 1971, som delvist lå på det omtvistede areal. Denne uafbrudte råden varede fra 1968 til lovændringen i juni 1988, hvilket præcis opfyldte 20-årskravet.

Sagen omhandler A, der i 2013 pådrog sig en arbejdsskade som social- og sundhedshjælper. Hun modtog oprindeligt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 60 %, som senere blev forhøjet til 70 %, da hun blev visiteret til fleksjob og overgik til ledighedsydelse. Spørgsmålet for Højesteret var, om hun skulle tilbagebetale en del af denne erstatning for perioden juni 2019 til januar 2020, efter hun var påbegyndt et faktisk fleksjob. Overgangen fra ledighedsydelse til fleksjob Den 1. maj 2019 påbegyndte A et 1-årigt fleksjob som pædagogmedhjælper med et ugentligt timetal på 10 timer. Ved denne overgang steg hendes samlede månedlige indtægt væsentligt: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf herefter afgørelse om, at hendes erhvervsevnetab reelt kun var 40 % i perioden, og krævede differencen tilbagebetalt. Spørgsmålet om "mod bedre vidende" Det centrale juridiske omdrejningspunkt var fortolkningen af Arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3. Retten skulle vurdere, om A havde modtaget ydelserne "mod bedre vidende". Sagsøgers synspunkt: A anførte, at hun ikke havde forudsætninger for at gennemskue sammenhængen mellem fleksjobbet og erstatningsprocenten, og at hun blot havde modtaget beløb i henhold til en gældende afgørelse. Ankestyrelsens synspunkt: Styrelsen fastholdt, at A i tidligere afgørelser var blevet vejledt om sin oplysningspligt ved overgang til fleksjob, og at den markante indtægtsstigning burde have ført til, at hun indså, at erstatningen var for høj. Administrativ praksis og retshjemmel FOA gjorde gældende, at Ankestyrelsen havde skærpet sin praksis for tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft i december 2020. Højesteret fandt dog ikke grundlag for at fastslå, at der eksisterede en fast administrativ praksis, som var til hinder for tilbagebetalingskravet i denne type sager.

Baggrund for Høringen Erhvervsstyrelsen har sendt udkast til ændringer af 12 bekendtgørelser i høring. Ændringerne udspringer af implementeringen af den såkaldte IMERA-lovpakke (Internal Market Emergency and Resilience Act). Lovpakken består af hovedforordningen (EU) 2024/2747 samt to supplerende omnibusretsakter (forordning 2024/2748 og direktiv 2024/2749). Hovedformålet med pakken er at sikre, at EU er bedre forberedt og mere modstandsdygtigt over for fremtidige kriser, der kan påvirke det indre marked. Hovedelementer i Ændringerne For at opfylde de EU-retlige forpligtelser indføres en række nye bestemmelser på tværs af de 12 berørte bekendtgørelser. Ændringerne berører primært håndteringen af produkter i en erklæret nødsituation: Hasteprocedurer og Prioritering: Der indføres definitioner og bestemmelser om hasteprocedurer. Bemyndigede organer (overensstemmelsesvurderingsorganer) pålægges at prioritere ansøgninger vedrørende produkter, der under en krise er udpeget som kriserelevante varer. Undtagelser fra Normal Procedure: Erhvervsstyrelsen kan, under særlige betingelser og efter begrundet anmodning, tillade, at kriserelevante varer bringes i omsætning uden at have gennemgået den fulde, obligatoriske overensstemmelsesvurdering, forudsat at det er dokumenteret, at de væsentligste sikkerhedskrav er opfyldt. Formodning om Overensstemmelse: Der indføres nye bestemmelser for formodning om overensstemmelse baseret på særlige standarder og fælles specifikationer i nødsituationer. Mærkning af Kriserelevante Varer: Produkter, der bringes i omsætning under hasteprocedurerne, skal have en særlig mærkning. "Mærkningen og oplysningerne skal være klare, forståelige og tydelige og angivet på dansk." Oversigt over Berørte Områder Nedenstående tabel viser de specifikke produktområder og lovgivninger, der opdateres som følge af høringen: Administrative og Særlige Ændringer Udover IMERA-implementeringen foretages der administrative oprydninger. Den væsentligste tekniske ændring er, at referencer til Sikkerhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet overalt i bekendtgørelserne rettes til Erhvervsstyrelsen for at afspejle den nuværende ressortfordeling. Derudover foretages der domænespecifikke rettelser: ATEX: En paragraf om bemyndigede organer, som ved en fejl var gledet ud i seneste nyaffattelse, genindsættes som ny § 39. Transportabelt trykbærende udstyr: § 7 slettes, fordi det i praksis er DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond), og ikke Erhvervsstyrelsen, der afkræver virksomhederne gebyrer for akkreditering. Maskiner: En præcisering tilføjes vedrørende ansvaret for at opfylde specifikke krav til maskinens brugsanvisning. Konsekvenser og Ikrafttrædelse Erhvervsstyrelsen vurderer, at bekendtgørelserne ikke vil medføre nye administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet under normale omstændigheder. De foreslåede ændringer forventes at træde i kraft den 30. maj 2026 i overensstemmelse med de fastsatte frister i EU-retsakterne.

Baggrund og Formål EU-Kommissionen har sendt to udkast til ændringsforordninger i høring. Forslagene ændrer delegeret forordning (EU) 2022/931 og gennemførelsesforordning (EU) 2022/932, som tilsammen fastsætter rammerne for EU-landenes myndighedskontrol af kemiske forureninger i fødevarer. Ændringerne udspringer af, at der i anden lovgivning er fastsat nye grænseværdier for forureninger i vildt. "Since Commission Regulation (EU) 2023/915 established maximum levels for dioxins and PCBs and for perfluoroalkyl substance for wild game, a new entry for food commodity 'wild game' should be added into the table defining sampling combinations..." Hovedelementer i forslaget 1. Inklusion af vildtlevende vildt i kontrolplaner Den primære ændring er, at vildtlevende vildt nu aktivt skal indgå i myndighedernes årlige prøveudtagnings- og kontrolplaner. Dette indebærer test for bl.a. dioxiner, PCB, PFAS og tungmetaller som kviksølv. Kontrollen vil gælde både for den nationale produktion af vildt og for importeret kød. Da produktionsmængderne for vildtlevende vildt svinger og er svære at forudsige, gives der fleksibilitet til de nationale myndigheder: Det er op til den enkelte medlemsstat at fastsætte antallet af prøver. Prøveudtagningen skal afspejle og tilpasses de specifikke problemer og risici, myndigheden har identificeret. 2. Udvidet importkontrol for fiskerivarer og fedtstoffer For at skabe ensartethed på tværs af fødevarekategorier fjerner forslaget ordet "uforarbejdet" fra visse kategorier i importkontrollen. Konsekvensen er, at forarbejdede produkter ikke længere er undtaget fra de fastsatte krav om minimumskontrol. Konsekvenser og ikrafttrædelse Ændringerne vurderes at være af mindre teknisk karakter uden behov for en særskilt konsekvensanalyse fra EU's side, men de vil påvirke de nationale Fødevarestyrelsers planlægning. Da kontrolplanerne udarbejdes for hele kalenderår ad gangen, træder ændringerne først i kraft og finder anvendelse fra den 1. januar 2027. Høringsfristen i Danmark er fastsat til den 23. marts 2025.

Sagen har sin oprindelse i en tvist om gyldigheden af et registreret EF-design for kirurgiske bandager (gouttières), som ejes af Hallufix AG og Vitus Maria Huber. DJO LLC anlagde sag med påstand om ugyldighed under henvisning til, at designets træk udelukkende var bestemt af produktets tekniske funktion. Efter at EUIPO's appelkammer havde opretholdt designets gyldighed, indbragte DJO LLC sagen for Retten, som ved dom af 3. september 2025 frifandt EUIPO. DJO LLC indleverede derefter en anmodning om appel til EU-Domstolen. Sagernes kerne og parternes argumenter Appellanten, DJO LLC, gjorde gældende, at Retten havde begået retlige fejl i fortolkningen af Designforordningen artikel 8. Kernen i argumentationen var, at Retten havde misforstået rækkevidden af Domstolens praksis i DOCERAM-dommen (sag C-395/16). DJO LLC fremførte, at Retten fejlagtigt havde inddraget elementer som farve og materiale i vurderingen af de tekniske træk og ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til alle objektive omstændigheder, der indikerede, at designet udelukkende var funktionelt betinget. Spørgsmålet for Domstolen var herefter, om disse anbringender rejste et principielt spørgsmål for EU-rettens enhed, sammenhæng eller udvikling.

Sagen omhandler EjendomsWatchs dækning af en større politiaktion mod en nordjysk ejendomsudvikler i februar 2025. Sagen tog sin begyndelse den 15. januar 2025, hvor Nordjyllands Politi gennemførte en omfattende ransagningsaktion på tværs af Jylland baseret på mistanke om momssvig og skatteunddragelse i en større nordjysk virksomhed. Forløbet omkring navneforbud Den 31. januar 2025 anmodede ejendomsudviklerens advokat Retten i Aalborg om et navneforbud. Samme dag blev en journalist fra EjendomsWatch telefonisk orienteret om denne anmodning og bekræftede, at informationen ville blive viderebragt til mediets chefredaktion. På trods af denne orientering publicerede EjendomsWatch den 3. februar 2025 en artikel med titlen ”Mistanke om moms- og skattesvig får politi til at slå til mod [Klager]”, hvori klagerens fulde navn og tidligere erhvervsaktiviteter fremgik. Parternes argumenter og offentlighedens interesse EjendomsWatch argumenterede for, at identifikationen var berettiget grundet sagens betydelige samfundsmæssige interesse. De fremhævede blandt andet: Klagerens rolle som en fremtrædende erhvervsmand i byggebranchen. Konkursen i klagerens tidligere koncern, som efterlod kreditorer med krav for over 650 mio. kr. En historik med uregelmæssigheder i selskaberne, herunder tidligere bøder og krav om konkurskarantæne. Klageren gjorde derimod gældende, at mediet bevidst tilsidesatte retsplejelovens regler og god presseskik ved at bringe navnet, før retten havde taget stilling til navneforbuddet. Endvidere påstod klageren, at artiklen indeholdt faktuelt ukorrekte oplysninger om hans status som sigtet på publiceringstidspunktet.

Sagen handler om en klage fra professionshøjskolen UC SYD over en artikel bragt af mediet Der Nordschleswiger i februar 2025. Artiklen satte fokus på arbejdsmiljøet og tillidskrisen på institutionens campus i Haderslev på baggrund af en ny medarbejdertilfredshedsundersøgelse (APV). Kritisk kobling mellem teori og praksis I artiklen blev det fremhævet, at kun 18 procent af de ansatte i Haderslev udtrykte tillid til direktionen. Journalisten bag artiklen drog i den forbindelse en direkte parallel til bogen ”Pissedårlig Ledelse”, som rektoren for UC SYD er medforfatter til. Artiklen argumenterede for, at der var et markant sammenstød mellem de ledelsesidealer, rektoren beskriver i sin bog, og den faktiske virkelighed, som medarbejderne oplevede på institutionen. Uenighed om deklarering og rygtedannelse UC SYD anførte i klagen, at artiklens kritik burde have været forelagt dem inden udgivelsen, så institutionen kunne forholde sig til påstandene. De kritiserede desuden, at artiklen oprindeligt var markeret som en nyhedsartikel under kategorien ”Uddannelse”, og at den først efter henvendelse blev ændret til en analyse. Endelig mente UC SYD, at artiklens afslutning antydede, at fremtiden for Campus Haderslev var usikker eller lukningstruet, hvilket ifølge institutionen byggede på falske rygter og kunne skade optaget af nye studerende. Parternes påstande i korte træk

Sagen omhandler en klage fra en nordjysk ejendomsudvikler over en artikel bragt af Nordjyske i februar 2025. Artiklen beskrev en omfattende politiaktion og ransagninger rettet mod klageren og hans forretningspartnere i forbindelse med en mistanke om grov moms- og skattesvig. Sagsforløb og faktiske omstændigheder Den 15. januar 2025 blev klageren sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 289. Forud for Nordjyskes publicering af artiklen den 3. februar 2025, havde klagerens advokat den 31. januar 2025 indsendt en anmodning om navneforbud til Retten i Aalborg. Ifølge klageren blev mediet orienteret om denne anmodning telefonisk samme dag, hvilket ikke blev bestridt under sagens behandling. Parternes argumenter Klageren har gjort gældende, at mediet handlede i strid med god presseskik ved bevidst at offentliggøre hans navn, mens en anmodning om navneforbud verserede ved retten. Han påpegede, at identificeringen har haft vidtrækkende personlige og erhvervsmæssige konsekvenser, og han anmodede efterfølgende om, at artiklen blev slettet eller anonymiseret. Nordjyske har anført, at der på publiceringstidspunktet ikke forelå et reelt navneforbud, og at offentlighedens interesse i sagen var betydelig. Mediet lagde vægt på: Klagerens rolle som en markant og offentligt kendt erhvervsperson. At mistanken vedrørte økonomisk kriminalitet i en større byggekoncern. Tekniske fejl ved retslisterne, som ifølge mediet forhindrede dem i at reagere rettidigt på selve retsmødet om navneforbuddet.

Sagen vedrører et efterspil til en tidligere kendelse fra Klagenævnet for Udbud, hvor det blev konstateret, at Odsherred Kommune havde handlet i strid med Udbudsloven § 2 ved at afvise et tilbud fra Vognmand Andreas R. Søborg A/S (Søborg A/S). Konflikten opstod i forbindelse med et udbud af transport af affald fra fire genbrugsstationer med en anslået værdi på 60 mio. kr. Kommunen havde afvist Søborg A/S med den begrundelse, at virksomheden ikke opfyldte et mindstekrav til teknisk og faglig kapacitet, da deres referencer ikke var sammenlignelige i både art og størrelse. Striden om referencekravets to led Udbudsmaterialet indeholdt et referencekrav med to alternative led. Det første led krævede mindst én reference fra en sammenlignelig opgave (art og størrelse). Det andet led gav "nye aktører på området" mulighed for på anden vis at godtgøre relevant erfaring på transportområdet jf. Udbudsloven § 155, stk. 1, nr. 2. Kommunen mente, at det andet led udelukkende var forbeholdt nystartede virksomheder, mens Søborg A/S, der var en etableret virksomhed, argumenterede for, at de kunne anvende dette led, da de var nye på netop affaldsområdet. Klagenævnet havde i en tidligere delkendelse givet Søborg A/S medhold i, at 2. led også omfattede etablerede virksomheder uden tidligere erfaring med affaldstransport. Da kommunen ikke havde foretaget en materiel vurdering af Søborg A/S’ referencer efter dette 2. led, var afvisningen af tilbuddet uretmæssig. I nærværende sag krævede Søborg A/S nu erstatning for den positive opfyldelsesinteresse på ca. 9,7 mio. kr., subsidiært negativ kontraktinteresse på ca. 18.000 kr. for tilbudsomkostninger. Parternes argumenter om erstatning og årsagssammenhæng Søborg A/S gjorde gældende, at de ville have vundet udbuddet, hvis deres tilbud var blevet vurderet korrekt, da de havde afgivet den laveste pris. Virksomheden fremlagde en revisorerklæring til støtte for et forventet dækningsbidrag på 32 %. Odsherred Kommune argumenterede derimod for frifindelse. Kommunen anførte for det første, at udbudsgrundlaget var så uklart, at der ikke kunne være truffet en lovlig tildelingsbeslutning. For det andet gjorde kommunen gældende, at Søborg A/S’ tilbud under alle omstændigheder var ukonditionsmæssigt, da deres referencer hverken i art eller størrelse godtgjorde den fornødne erfaring, selv under det lempeligere 2. led. Kommunen gennemgik de fremlagte referencer detaljeret: Klagenævnets vurdering af ansvarsgrundlag og tab Nævnet fastholdt, at kommunen havde handlet ansvarspådragende ved den oprindelige overtrædelse af ligebehandlingsprincippet. Nævnet afviste dog kravet om positiv opfyldelsesinteresse. Begrundelsen var, at referencekravets 2. led var så uklart formuleret (uden definition af "relevant erfaring"), at det ikke kunne danne grundlag for en lovlig tildelingsbeslutning. Vedrørende den negative kontraktinteresse fandt nævnet, at der manglede årsagssammenhæng. For at få dækket tilbudsomkostninger skal tilbuddet være konditionsmæssigt. Nævnet tiltrådte kommunens vurdering af, at Søborg A/S' referencer var utilstrækkelige: "Klagenævnet finder [...] at de to referencer, som kommunen har vurderet som relevante i forhold til størrelse, adskiller sig markant i økonomisk værdi (størrelse) i forhold til den udbudte entreprise. I relation til den reference, kommunen har vurderet som relevant i forhold til art, har klagenævnet lagt vægt på, at det [...] ikke kan udledes, at en enkelt reference opfylder kravet om teknisk formåen." Nævnet konkluderede derfor, at Søborg A/S ville være blevet afvist selv ved en korrekt vurdering, hvorfor der intet erstatningsberettiget tab forelå.

Baggrund for konflikten Sagen udspringer af et uformelt samarbejde mellem Anja Kristine Hvidberg Olsen (indehaver af Relationsformidlerne) og Camilla Adisa Kyndby (indehaver af Moveon). I efteråret 2022 etablerede de to parter i fællesskab platformen KompetenceUniverset, der udbød onlinekurser inden for konflikthåndtering og relationsarbejde. Kurserne var særligt målrettet dagtilbud, skoler og forældre. Samarbejdet var baseret på tillid, og parterne oprettede aldrig et formelt selskab, ligesom der ikke blev indgået skriftlige aftaler om fordelingen af immaterielle rettigheder til kursusmateriale, hjemmeside eller forretningskendetegn. Samarbejdets sammenbrud I foråret 2025 opstod der uoverensstemmelser mellem parterne, bl.a. i forhold til virksomhedsstruktur og økonomi, hvilket førte til, at Anja Olsen valgte at udtræde af samarbejdet den 20. marts 2025. Opløsningen af samarbejdet førte til en intens konflikt om fordelingen af platformens aktiver. Ifølge sagsøger (Anja Olsen) blev hun pludselig udelukket fra platformen EasyMe, hvor kundedata og kurser lå, samt fra fælles e-mail og hjemmeside. Modsat hævdede sagsøgte (Camilla Kyndby), at de havde indgået en mundtlig aftale om, at hun skulle overtage hjemmesiden og navnet, men at sagsøger nægtede at dække sin del af de løbende fællesudgifter til platformen. Sagsøgers argumenter og krav Sagsøger nedlagde i alt 10 påstande med krav om midlertidige forbud og påbud. De primære argumenter var: Ophavsret: Anja Olsen mente, at hun var hovedforfatter til kursusmaterialet, da det i vid udstrækning byggede på hendes tidligere bøger og erfaringer. Derfor var sagsøgtes fortsatte brug i strid med Ophavsretsloven § 1 og § 2. Markedsføring og vildledning: Det blev gjort gældende, at sagsøgte snyltede på sagsøgers renommé i strid med Markedsføringsloven § 3 og § 22. Personlige rettigheder: Sagsøger krævede øjeblikkeligt forbud mod sagsøgtes brug af hendes billeder, videoer, telefonnummer og links til hendes private LinkedIn-profil. Sagsøgtes argumenter Sagsøgte påstod fuld frifindelse og argumenterede for: Fælles værk: Kurserne og manuskripterne var skabt i fællesskab med væsentlige kreative og tekniske bidrag fra sagsøgte, hvorfor formodningsreglen i Ophavsretsloven § 7 ikke kunne påberåbes alene af sagsøger. Aftale om overdragelse: Sagsøgte mente, at parterne havde indgået en bindende mundtlig aftale om, at hun kunne køre platformen videre. Manglende aktualitet: Sagsøgte påpegede, at alt materiale relateret til sagsøgerens navn og billede allerede var blevet fjernet fra hjemmesiden den 30. juli 2025, dagen før forbudsbegæringen blev indgivet. Retten bemærkede i sagen: "Efter Anja Olsen og Camilla Kyndbys forklaringer må det lægges til grund, at parterne ikke har aftalt, hvad der skulle ske med billeder af og kontaktoplysninger m.v. til Anja Olsen på www.kompetenceuniverset.dk..."

Planklagenævnet har truffet afgørelse om ikke at tillægge en klage over Næstved Kommunes byggetilladelse til 16 rækkehuse opsættende virkning. Sagen udspringer af en afgørelse fra Næstved Kommune den 11. august 2025, hvor kommunen godkendte opførelsen af de 16 boliger på en ejendom i Brøderup-Tappernøje under vurderingen af, at projektet var i overensstemmelse med den gældende lokalplan nr. 2.B4.2 for et bolig- og butiksområde. En naboejendom har indbragt sagen for Planklagenævnet og anmodet om, at klagen tillægges opsættende virkning, så byggeriet ikke kan påbegyndes eller fortsættes, før nævnet har færdigbehandlet sagens realitet. Klageren har anført flere væsentlige kritikpunkter mod kommunens administration af lokalplanen og sagsbehandlingsreglerne. Klagerens argumenter og påståede retsbrud Klageren har gjort gældende, at kommunens afgørelse er behæftet med retlige mangler. De centrale klagepunkter omfatter: Fordeling af planramme: Klageren mener ikke, at kommunen har hjemmel til at tildele hele den samlede kapacitet for tæt-lav bebyggelse i lokalplanområdet til én enkelt grundejer. Dette vil ifølge klageren reelt afskære andre lodsejere fra at udnytte deres ejendomme til lignende formål. Lighedsgrundsætningen: Det anføres, at afgørelsen strider mod den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Manglende partshøring: Klageren mener, at kommunen var forpligtet til at foretage partshøring efter Forvaltningsloven § 19 forud for afgørelsen. I relation til anmodningen om opsættende virkning har klageren understreget, at skaden ved at tillade byggeriets opstart er betydelig og uoprettelig. Hvis de 16 rækkehuse opføres, vil planrammen for området være udtømt, hvilket permanent vil fjerne muligheden for tæt-lav bebyggelse på klagerens egen ejendom. De retlige rammer for opsættende virkning Som udgangspunkt har en klage over en afgørelse efter planloven ikke opsættende virkning, hvilket fremgår af Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 1. Planklagenævnet har dog en diskretionær beføjelse til at fravige dette udgangspunkt, hvis særlige grunde taler for det, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3 og Planloven § 60 a, stk. 3. Ved vurderingen af, om der skal gives opsættende virkning, følger nævnet en fast praksis baseret på to hovedkriterier: Nævnet understreger, at vurderingen foretages på et foreløbigt grundlag for at sikre en hurtig stillingtagen til det akutte spørgsmål om standsning af aktiviteter.

Sagen vedrører et begrænset udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet foretaget af Ringsted Forsyning A/S angående etablering af to pumpestationer i forbindelse med udvidelse af fjernvarmenettet i Benløse. Efter en indledende tildelingsbeslutning til fordel for Exodraft Energy A/S, valgte Ringsted Forsyning at tilbagekalde beslutningen grundet formodede fejl i evalueringen. Ved en fornyet evaluering blev kontrakten i stedet tildelt Priess District Heating A/S, da ordregiveren nu kapitaliserede en række forhold i Exodrafts tilbud som forbehold. Den indledende tildeling og den efterfølgende tilbagekaldelse Ringsted Forsyning tildelte oprindeligt kontrakten til Exodraft den 22. maj 2025. Blot fem dage senere blev denne beslutning trukket tilbage med henvisning til begåede fejl. Den 4. juni 2025 traf ordregiveren en ny beslutning om at tildele kontrakten til Priess. Grundlaget for den ændrede beslutning var, at ordregiveren ved en revurdering anså Exodrafts bemærkninger i tilbudsbrevet under punktet ”Kommercielle punkter” for at være forbehold. Disse punkter vedrørte afregning af ekstraarbejder, betalingsplan og manglende beskrivelse af bodsforhold. Ordregiveren valgte at kapitalisere disse forbehold samt et teknisk forbehold vedrørende pumpernes specifikationer med i alt 1.000.000 kr., som blev lagt oven i Exodrafts tilbudspris: Parternes argumenter om forbehold og kapitalisering Exodraft gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at tilbagekalde tildelingsbeslutningen i udbud underlagt forsyningsvirksomhedsdirektivet, da Udbudsloven § 170 ikke finder anvendelse. De anførte desuden, at de ”kommercielle punkter” blot var ønsker om præcisering og ikke faktiske forbehold. Vedrørende pumperne argumenterede Exodraft for, at prisen på de korrekte pumper var indregnet, selvom de tekniske specifikationer i tilbuddet ved en fejl ikke var opdateret. Subsidiært anførte Exodraft, at hvis der var tale om forbehold, var kapitaliseringen sket skønsmæssigt og i strid med principperne om saglighed, objektivitet og forsigtighed. For betalingsplanen beregnede Exodraft værdien af forbeholdet til ca. 28.000 kr. baseret på låneomkostninger, hvilket stod i skarp kontrast til ordregiverens skøn på 250.000 kr. Ringsted Forsyning fastholdt, at de udbudsretlige principper om ligebehandling og gennemsigtighed i Forsyningsvirksomhedsdirektivet artikel 36 nødvendiggjorde en tilbagekaldelse, når en fejl var konstateret. De mente, at Exodrafts formuleringer om, at vilkårene skulle ”forhandles”, udgjorde klare forbehold, som ordregiveren var forpligtet til at prissætte. Klagenævnets prøvelse af kapitaliseringsmetoden Klagenævnet for Udbud skulle tage stilling til, om ordregivers kapitalisering levede op til kravene om at dække den potentielle tillægsbetaling med en høj grad af sikkerhed. Nævnet fandt, at Ringsted Forsyning ikke havde dokumenteret grundlaget for flere af de kapitaliserede beløb. Navnlig ved betalingsplanen bemærkede nævnet, at Priess (vinderen) også havde et forbehold, som blev kapitaliseret til nøjagtig samme beløb (250.000 kr.) trods forskellige vilkår, hvilket indikerede en manglende konkret vurdering. Vedrørende bod og ekstraarbejder udtalte nævnet: "Ringsted Forsyning har under klagesagen nærmere redegjort for kapitaliseringen af forbeholdet vedrørende ”ekstraarbejder”. Det er dog ud fra, hvad Ringsted Forsyning har anført om det pågældende forbehold, klagenævnets vurdering, at rækkevidden og betydningen af forbeholdet er så uklart, at det i alle tilfælde ikke kan anses for dokumenteret..." Nævnet konstaterede derfor, at ordregiveren havde handlet i strid med Forsyningsvirksomhedsdirektivet artikel 36 ved ikke at foretage en tilstrækkelig forsigtig, saglig og objektiv prissætning af disse forbehold.

Sagen vedrører Danmarks Naturfredningsforenings og en borgergruppes klager over Region Midtjyllands genvedtagelse af Råstofplan 2020, specifikt vedrørende udlægningen af graveområde Addit Syd. Regionen havde tidligere vedtaget planen i 2021, men denne afgørelse blev i 2023 ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet på grund af mangler i habitatvurderingen, herunder utilstrækkelig behandling af potentielle påvirkninger på Natura 2000-områder. Efterfølgende har regionen gennemført en fornyet proces med opdaterede miljørapporter og konsekvensvurderinger for at imødekomme nævnets tidligere kritik. Konflikten centrerer sig om afvejningen mellem behovet for udvinding af kvartssand af høj kvalitet og beskyttelsen af betydelige natur- og landskabsværdier i det kuperede terræn nær Gudenådalen. Genvedtagelse af Råstofplan 2020 og opdaterede miljøvurderinger Efter hjemvisningen i 2023 besluttede regionsrådet at opdatere miljøvurderingen i henhold til Miljøvurderingsloven § 12. Den nye proces omfattede en otte ugers offentlig høring i foråret 2024. Regionen har i den forbindelse udarbejdet en specifik miljørapport for Addit Syd, som analyserer sandsynlige væsentlige indvirkninger på parametre som befolkningens sundhed, vandressourcer, bilag IV-arter, landskab og kulturarv. Graveområdet Addit Syd er i Horsens Kommunes Kommuneplan udpeget som bevaringsværdigt landskab og geologisk rammeområde, hvilket har krævet en grundig afvejning efter Råstofloven § 3. Påvirkning af Natura 2000-område nr. 52 og hydrologiske forhold Det centrale punkt i klagen er risikoen for påvirkning af Natura 2000-område nr. 52, der ligger ca. 890 meter fra graveområdet. Klagerne har anført, at indvinding under grundvandsspejlet vil kunne påvirke vandstanden i Væng Sø og medføre risiko for okkerudfældning. Regionen har i sin konsekvensvurdering jf. Habitatbekendtgørelsen § 6 argumenteret for, at påvirkningen vil være lokal og midlertidig. Regionen vurderer, at afstanden og de hydrologiske forhold i området, karakteriseret ved frie trykforhold og stor grundvandsdannelse, sikrer mod væsentlig påvirkning. Eventuel okkerudfældning fra pyritholdige lag kan håndteres via afværgeforanstaltninger som kalkning eller sedimentationsbassiner inden for graveområdet. Beskyttelse af bilag IV-arter og biologisk mangfoldighed Klagerne har peget på forekomsten af beskyttede arter som stor vandsalamander, markfirben og flagermus inden for eller tæt på planområdet. Regionen har anerkendt, at der findes en Naturbeskyttelsesloven § 3-beskyttet sø i området, som potentielt kan fungere som yngleområde. Nævnet har herunder vurderet overholdelsen af Habitatbekendtgørelsen § 10, som forbyder ødelæggelse af yngle- og rasteområder. Regionen har argumenteret for, at den endelige stillingtagen til bilag IV-arter bedst kan ske på projektniveau, når en konkret indvindingstilladelse ansøges efter Råstofloven § 7, da planens overordnede karakter ikke muliggør en præcis fastlæggelse af alle påvirkningsfaktorer. Afvejning af råstofinteresser og landskabelige værdier Regionen har lagt vægt på, at kvartssandet ved Addit er en ressource af sjælden kvalitet og omfang i Danmark. Virksomhederne i området har investeret i store produktionsanlæg tæt på forekomsterne, og en flytning af indvindingen ville medføre markant øget transport og CO2-udledning. På den anden side står hensynet til det unikke istidslandskab i Sdr. Vissing Bjerge. Regionen har i hvidbogen anført, at selvom indvindingen vil medføre varige landskabelige ændringer, giver det også mulighed for geologisk forskning gennem fritlægning af profiler. Klager over stisystemer og rekreative ruter, herunder Naturbeskyttelsesloven § 26a vedrørende nedlæggelse af stier, er blevet adresseret ved, at der kan stilles vilkår om omlægning i de konkrete tilladelser.

Sagen drejer sig om fortolkningen af Fællesoverenskomst 2023 for medarbejdere i forsikrings- og pensionsbranchen, specifikt vedrørende pensionsbidraget for medarbejdere, der overgår fra det traditionelle lønsystem (Lønbånd 1) til et nyt minimallønssystem (Lønbånd 2). Tvisten opstod, da Forsikringsforbundet mente, at alle medarbejdere i Lønbånd 2 var berettiget til mindst 16 % i pension, mens arbejdsgiversiden (F&P Arbejdsgiver) mente, at visse eksisterende medarbejdere skulle bevare deres tidligere bidragssats på 14,5 %. Sagens baggrund Ved overenskomstfornyelsen i 2023 (OK23) indførte parterne et nyt lønsystem bestående af to lønbånd: Lønbånd 1: Baseret på faste lønklasser og trin (videreførelse af det gamle system for lønninger op til lønklasse 32, trin 4). Lønbånd 2: Et minimallønssystem med individuel løndannelse for medarbejdere over et vist lønniveau (ca. 32.000-33.000 kr.). Konflikten centrerer sig om overenskomstens § 37, stk. 1, hvor der i andet afsnit står, at selskabet yder mindst 16 % i pension i Lønbånd 2, mens der i tredje afsnit står, at medarbejdere, der ved indførelsen var omfattet af en pensionsordning, bevarer det gældende pensionsbidrag. Spørgsmålet var, om dette tredje afsnit var en beskyttelse af dem med højere pension end 16 %, eller om det også betød, at dem med 14,5 % skulle blive på denne sats ved overgang til Lønbånd 2. Parternes påstande Hovedargumenter Forsikringsforbundet argumenterede for, at ordlyden "mindst 16 %" i § 37 er den klare hovedregel. De påpegede, at en anden fortolkning ville skabe en "lukket gruppe" af eksisterende medarbejdere med dårligere vilkår end nyansatte. De fremhævede desuden et udkast til en allonge fra april 2023, hvor arbejdsgiverne i første omgang syntes at have anerkendt de 16 %. F&P Arbejdsgiver anførte, at princippet om omkostningsneutralitet var afgørende. Hvis alle skulle stige til 16 %, ville det koste branchen 4,2 mio. kr. årligt – en omkostning, der ikke var indregnet i OK23-rammen. De forklarede, at udkastet til allongen blev trukket tilbage, fordi det beroede på en regnefejl vedrørende antallet af berørte medarbejdere. De henviste også til § 34, hvor det nævnes, at en stigning i pension kan indgå i kompensation for jobløn, hvilket indebærer, at stigningen ikke er automatisk.

Faaborg-Midtfyn Kommune traf den 21. november 2024 afgørelse om, at opførelsen af et nyt enfamiliehus på ejendommen [A1] i Faaborg er i overensstemmelse med lokalplan nr. 2021-2, som er en bevarende lokalplan for Østerbrokvarteret. En gruppe beboere i området valgte at påklage denne afgørelse, idet de mente, at det ansøgte byggeri ikke harmonerede med kvarterets historiske præg og overskred de tekniske bestemmelser for taghældning. Sagen drejer sig primært om fortolkningen af, hvorvidt et byggeri kan tillades direkte efter lokalplanen, eller om det kræver en dispensation. Lokalplanens formål og tekniske krav til tagkonstruktion Ejendommen er omfattet af en bevarende lokalplan, hvis formål blandt andet er at sikre områdets historiske forstadsmiljø og sikre, at nybyggeri tilpasses det eksisterende miljø med hensyn til placering og udformning. I lokalplanens § 7.26 er der fastsat specifikke krav til tage på nye boliger i det pågældende delområde. Bestemmelsen foreskriver, at tage skal udføres som symmetriske sadeltage uden afvalmning og med en hældning på mellem 45 og 50 grader. Klagerne anførte i deres klage to hovedpunkter: At byggeriet var i strid med lokalplanens formålsparagraf om tilpasning til det historiske miljø. At tagkonstruktionen, som indeholdt et såkaldt "kinasvaj" eller en opskalkning, ikke overholdt kravet om en taghældning på 45-50 grader. Retlige rammer for umiddelbar tilladelse og dispensation Efter Planloven § 18 er lokalplanens bestemmelser bindende. Det betyder, at hvis et projekt overholder lokalplanen, er det umiddelbart tilladt. Hvis projektet derimod fraviger planen, kræves der dispensation i medfør af Planloven § 19. Planklagenævnet præciserede i sin behandling, at formålsbestemmelser i en lokalplan, jf. Planloven § 15, stk. 1, tjener til at afgrænse de øvrige bestemmelser, men at de sjældent kan stå alene som hjemmel til at nægte et byggeri, hvis de konkrete og detaljerede bestemmelser i øvrigt er overholdt. Planklagenævnets vurdering af taghældning og opskalkning Det centrale tekniske tvistepunkt var, om en opskalkning (et let udadgående svaj ved tagfoden) skulle medregnes i taghældningen. Klagerne mente, at dette svaj gjorde taghældningen ulovlig i forhold til de fastsatte 45-50 grader. Nævnet nåede dog frem til en anden konklusion: "Planklagenævnet finder, at en taghældning ud fra en naturlig sproglig forståelse skal forstås som hældningen på selve tagfladen. Nævnet finder således, at opskalkningen i bunden af tagfladen skal betragtes som en arkitektonisk eller praktisk detalje ved tagfoden, der ikke skal indgå i beregningen af taghældningen." Da selve tagfladen var projekteret til 45 grader, og lokalplanen ikke specifikt forbød opskalkning, vurderede nævnet, at kravet i § 7.26 var opfyldt. Spørgsmål om hensigtsmæssighed og øvrige klagepunkter Klagerne fremførte desuden argumenter om, at husets størrelse og stil ikke passede ind i kvarteret. Planklagenævnet fastslog under henvisning til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, at de kun har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål. Spørgsmål om, hvorvidt et byggeri er "pænt" eller "hensigtsmæssigt" i forhold til omgivelserne, er skønsmæssige vurderinger, som ligger hos kommunen og ikke kan efterprøves af nævnet. Endelig afviste nævnet at behandle et klagepunkt vedrørende et afslag på dispensation til et vindue på nordsiden, da dette punkt ikke var en del af den påklagede afgørelse om byggetilladelse og lokalplanoverensstemmelse.

Sagen omhandler en ejendom i Hirtshals, der siden 1943 har været anvendt som sømandshjem og hotel. Hjørring Kommune traf den 23. juni 2025 afgørelse om, at hotelvirksomhed på ejendommen ikke længere udgjorde en eksisterende lovlig anvendelse. Kommunen vurderede samtidig, at den ønskede anvendelse til hotel var i strid med en nyere lokalplan for området, som specifikt forbyder etablering af hotelvirksomhed og overnatningsfaciliteter. Lokalplanens begrænsninger og ejendommens historik Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 202-L07 for et centerområde i Hirtshals, vedtaget i april 2021. Lokalplanens Lokalplan nr. 202-L07 § 1.2 fastslår, at der ikke må etableres bolig, hotelvirksomhed eller lignende overnatningsfaciliteter i området. Da ejeren ønskede at renovere og genoptage traditionel hoteldrift, opstod der tvist om, hvorvidt den hidtidige ret til hoteldrift var bortfaldet. I henhold til Planloven § 56, stk. 4 bortfalder en ret til at udnytte en ejendom i strid med en lokalplan, hvis retten ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år. Kommunen argumenterede for, at der ikke var dokumenteret reel hoteldrift siden udgangen af 2019, mens ejeren hævdede, at der var foregået udlejning via Airbnb og til mandskab fra vikarbureauer. Manglende dokumentation for erhvervsmæssig hoteldrift Kommunen lagde i sin vurdering vægt på flere faktorer, der talte imod, at der var tale om kontinuerlig hoteldrift i planmæssig forstand. Dette omfattede manglende dokumentation for el- og varmeforbrug samt fraværet af en bemandet reception og forplejning. Ejeren forklarede, at ejendommen var i dårlig stand, og at der kun var strøm via en midlertidig ledning fra naboen. Planklagenævnet fandt dog ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet henviste til, at hotelbegrebet normalt indebærer en selvstændig erhvervsvirksomhed med modtagelse af gæster og mulighed for servering, hvilket ikke var tilfældet her. Prøvelse af kommunens begrundelse efter forvaltningsloven Klageren anførte desuden, at kommunens afgørelse led af en retlig mangel, da den ikke specifikt henviste til lokalplanens bestemmelser. Planklagenævnet konstaterede, at kommunen ganske rigtigt ikke havde opfyldt begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24, stk. 1, idet der manglede præcise henvisninger til de anvendte retsregler. "Kommunen har alene oplyst, at hoteldriften ikke er i overensstemmelse med lokalplan nr. 202-L07 og planlovens § 56, stk. 4. Begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 er således ikke opfyldt, hvilket er en retlig mangel ved afgørelsen." Nævnet vurderede dog, at manglen var konkret uvæsentlig, da det tydeligt fremgik af sagens sammenhæng, hvilke regler der var i spil, og resultatet ville ikke være blevet anderledes, hvis begrundelsen havde været formelt korrekt.

Sagen omhandler en tvist mellem CO-industri (for Teknisk Landsforbund) og DI (for Siemens Gamesa Renewable Energy A/S, SGRE) om, hvorvidt medarbejdere med stillingsbetegnelsen Installation Lead er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst. Kernen i konflikten er, om disse medarbejdere skal betragtes som almindelige tekniske funktionærer eller som arbejdsgiverens repræsentanter (arbejdsledere), der efter fagretlig praksis kan holdes uden for overenskomsten. Sagens baggrund Siemens Gamesa (tidligere Siemens Wind Power) indgik i 2010 en tiltrædelsesoverenskomst, hvor medarbejdere på "position level 50" og opefter (efter Mercer-systemet) samt ledende medarbejdere var undtaget fra Industriens Funktionæroverenskomst. Da virksomheden i 2014 blev medlem af DI, blev der indgået et tilpasningsprotokollat i 2016, som pr. 1. marts 2020 fuldt ud lod virksomheden omfatte af dækningsområdet i Industriens Funktionæroverenskomst § 1. Installation Lead-medarbejderne opererer primært i tre faser af havvindmølleprojekter: Pre-assembly: Produktion af dele på sitet. Installation: Transport og opsætning af møllerne (ofte fra skibe). Completion: Test og færdiggørelse. De involverede 13 medlemmer har forskellig baggrund som elektrikere, mekanikere og teknikere. Størstedelen af deres arbejde (ca. 90 %) foregår uden for Danmark, men sagen vedrører det arbejde, der udføres på dansk område. Parternes påstande Hovedargumenter CO-industri argumenterede for, at Installation Leads udfører klassisk funktionærarbejde uden reelt personale- eller ledelsesansvar. De fungerer som koordinatorer, der sikrer tidsplaner og dokumentation, men refererer selv til en Site Manager. Desuden mente man, at de tidligere undtagelser for Level 50-medarbejdere bortfaldt med 2016-protokollatet. DI og Siemens Gamesa gjorde gældende, at Installation Leads reelt fungerer som arbejdsledere. De leder og fordeler arbejdet for teknikerne, fører tilsyn, godkender arbejdstimer, foretager evalueringer af teknikernes kompetencer og er de øverste repræsentanter for ledelsen på installationsskibene, når Site Manageren ikke er til stede.

Sagen omhandler en overtrædelse af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i den grønlandske kriminallov. Hændelsen fandt sted i januar 2024, hvor tiltalte gennemførte både vaginalt og analt samleje med forurettede, på trods af at hun verbalt og fysisk havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede det. Hændelsesforløb og bevisførelse Retten lagde ved bevisvurderingen vægt på følgende omstændigheder: Forurettede skubbede tiltaltes hænder væk, da han rørte ved hendes bryster og baller. Tiltalte gennemførte vaginalt samleje og forsøgte analt samleje, hvilket forurettede forsøgte at undvige ved at flytte sig. Tiltalte vendte forurettede om på maven og gennemførte analt samleje, selvom hun sagde nej, hvorefter han igen gennemførte vaginalt samleje. Forurettede forklarede samstemmende i alle instanser, at hun fra starten havde sagt, hun ikke havde lyst. Juridiske problemstillinger i Højesteret For Højesteret fokuserede sagen primært på to punkter: Spørgsmålet om forsæt: Tiltalte anførte, at Landsretten ikke eksplicit havde vurderet, om han havde forsæt til at gennemføre samlejet uden samtykke. Han mente, at Landsretten fejlagtigt havde domfældt ham alene på baggrund af den objektive mangel på samtykke. Udmåling af foranstaltning: Tiltalte argumenterede for en formildelse til 4 måneder, eventuelt betinget med samfundstjeneste, med henvisning til tidligere praksis for tilsnigesamleje og forarbejderne til den nye lovgivning. Anklagemyndighedens synspunkter Anklagemyndigheden fastholdt, at tiltalte måtte have indset, at der ikke forelå samtykke, da forurettede havde sagt direkte nej og i øvrigt havde udvist modstand. De argumenterede for, at en anbringelse på minimum 6 måneder var passende under hensyn til krænkelsernes karakter.

Sagen omhandlede en tiltalt, T, der var fundet skyldig i overtrædelse af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i den grønlandske Kriminalloven § 77, stk. 1. Tiltalte havde i januar 2024 gennemført både vaginalt og analt samleje med en kvinde, F, uden hendes samtykke. Sagen rejste principielle spørgsmål om forståelsen af forsætskravet og udmålingen af foranstaltninger efter indførelsen af den nye voldtægtsbestemmelse. Sagens faktiske omstændigheder og bevisførelse Kredsretten og landsretten lagde til grund, at forurettede under hele hændelsesforløbet havde udvist modstand eller passivitet, der indikerede manglende lyst. Navnlig blev det fastslået at: F skubbede T’s hænder væk, da han rørte hendes bryster og balder. T gennemførte vaginalt samleje, mens F forsøgte at flytte sig. T vendte F om på maven og gennemførte vaginalt og derefter analt samleje. F sagde udtrykkeligt "nej" i forbindelse med det anale samleje, hvorefter T stoppede kortvarigt for derefter igen at gennemføre vaginalt samleje. T forklarede selv, at han troede, F forud for mødet havde skrevet, at de ikke skulle have sex. Spørgsmålet om subjektiv tilregnelse (forsæt) Tiltalte ankede til Højesteret med påstand om frifindelse, idet han gjorde gældende, at Grønlands Landsret ikke udtrykkeligt havde taget stilling til, om han havde forsæt til at gennemføre samleje uden samtykke. Anklagemyndigheden argumenterede for, at forsættet fremgik implicit af landsrettens bevisvurdering, herunder det forhold at F havde sagt fra. Udmåling af foranstaltning efter Kriminalloven Sagen vedrørte også fastsættelsen af foranstaltningen efter den nye samtykkebaserede bestemmelse. Forsvaret argumenterede for, at niveauet burde ligge på 4 måneders anstalt, svarende til tidligere praksis for tilsnigesamleje. Højesteret skulle vurdere forholdet i lyset af: Kriminalloven § 121, stk. 1 om hensyn til lovovertrædelsens grovhed. Forarbejderne til lovændringen i 2023, som angav at det eksisterende foranstaltningsniveau skulle videreføres, men med stor variation afhængig af sagens karakter.

Sagen omhandler en tiltalt mand, der var ansat ved politiet, som blev anklaget for voldtægt af en kvinde, han gennem tre år havde haft et seksuelt forhold til. Episoden fandt sted den 19. januar 2024 på forurettedes bopæl i Grønland. Forud for hændelsen havde forurettede udtrykkeligt tilkendegivet over for tiltalte, at hun ikke ønskede at have samleje den pågældende aften, da hun led af angst. Hændelsesforløbet og manglende samtykke Under mødet i forurettedes hjem lagde tiltalte sig i sengen hos hende. Retten lagde til grund, at: Forurettede udviste tydelig fysisk modstand ved at skubbe tiltaltes hænder væk. Hun forsøgte at flytte sig for at undgå seksuel kontakt. Tiltalte anvendte sin fysiske overlegenhed ved at lægge sig oven på hende og låse hendes hænder og hoved med sine arme. Tiltalte gennemførte både vaginalt og analt samleje, på trods af at forurettede sagde nej og forholdt sig passiv under de seksuelle aktiviteter. Tiltaltes forklaring og personlige forhold Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han opfattede situationen som værende baseret på gensidighed, idet forurettede ikke kæmpede imod på en måde, han tolkede som en definitiv afvisning af det vaginale samleje. Han erkendte dog, at hun havde lavet benægtende lyde ved forsøg på analt samleje. Tiltalte var på gerningstidspunktet politibetjent, men blev suspenderet som følge af sagen og overgik senere til en læreplads i en privat virksomhed. Retslig behandling gennem instanserne Sagen blev behandlet i tre instanser med følgende resultater: Anklagemyndigheden procederede for en stadfæstelse af kredsrettens dom, mens forsvareren argumenterede for frifindelse, primært med henvisning til manglende forsæt, eller subsidiært en mildere og betinget foranstaltning.

Indledning og Baggrund Fødevarestyrelsen har sendt et udkast til en ny EU-forordning i høring. Forslaget har til formål at ændre Kommissionens forordning (EU) 2023/915, som regulerer maksimalgrænseværdier for visse forurenende stoffer i fødevarer, specifikt med fokus på tungmetallet bly. Fødevarestyrelsen bemærker direkte i deres høringsbrev: "Forslaget er fremsat for at tilpasse EU-lovgivning til Codex Alimentarius grænseværdier." Indplaceringen af krydderier og krydderurter i de forskellige kategorier følger desuden pesticidafgrødebilaget i forordning (EU) 2018/62. Sundhedsmæssige og Miljømæssige Overvejelser Bly er et naturligt forekommende miljøforurenende stof, hvis tilstedeværelse i miljøet historisk er blevet øget på grund af brugen i vandrør, maling og benzin. Fødevarer udgør den primære kilde til menneskers eksponering for bly. Ifølge dokumenterne bygger ændringerne på risikovurderinger fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som i 2010 fastslog alvorlige helbredsmæssige konsekvenser ved blyeksponering: Hos børn: Risiko for udviklingsmæssig neurotoksicitet (skader på hjernens og nervesystemets udvikling). Hos voksne: Risiko for kardiovaskulære problemer og nefrotoksicitet (nyreskader). Justeringer af Grænseværdier På baggrund af nye data om forekomsten af bly i fødevarer (occurrence data) har den internationale Codex Alimentarius Kommission fastsat nye grænseværdier. EU vælger nu at implementere disse. Selvom målet generelt er at reducere blyeksponeringen, medfører de nye data, at grænseværdien for visse krydderier hæves en smule. EU-Kommissionen argumenterer for, at dette er sundhedsmæssigt forsvarligt: "As spices are only consumed in small amounts, such limited increase of the EU ML is appropriate, as it will not have a significant impact on the consumer exposure." Oversigt over væsentlige ændringer Nedenstående tabel opsummerer de vigtigste gældende og foreslåede grænseværdier (Maximum Levels - ML) angivet i mg/kg: Overgangsordning for at Forhindre Madspild For at sikre en smidig overgang og forhindre unødigt spild af fødevarer, indføres der en pragmatisk overgangsordning for produkter, der allerede er produceret og bragt i omsætning: "Taking into account that certain foodstuffs covered by this Regulation have a long shelf life and, in order to prevent food waste, foods that were lawfully placed on the market before the date of entry into force of this Regulation should be allowed to remain on the market until their date of minimum durability or use-by date." Administrative Detaljer Høringsfrist: Kommentarer skal sendes til Fødevarestyrelsen senest den 20. marts 2026. Ikrafttrædelse: Den nye EU-forordning vil træde i kraft på den tyvende dag efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Lovforslagets overordnede formål og baggrund Lovforslag L 128 (fremsat den 26. februar 2026 af Social- og Boligministeren) har til hovedformål at beskytte unge mod negativ social kontrol og tvangsægteskaber. Initiativet udspringer af regeringens udspil "Et frit liv i Danmark" og fokuserer på at fjerne muligheden for, at familier kan udøve kontrol over primært unge kvinder ved at gifte dem ind i slægten. Lovforslaget adresserer desuden den sundhedsfaglige bekymring for børn født af genetisk nærtbeslægtede. "Formålet med lovforslaget er primært at bidrage til, at unge mænd og kvinder her i landet ikke udsættes for negativ social kontrol ved at blive presset ind i ægteskaber, de ikke ønsker. Lovforslaget har samtidigt til formål at begrænse de øgede sundhedsmæssige risici for arvelige sygdomme, der kan være for børn af genetisk beslægtede." Af bemærkningerne fremgår det, at risikoen for misdannelser eller tidlig død for børn af tredjegradsslægtninge (f.eks. fætter og kusine) er ca. 5 pct., hvilket er højere end den generelle risiko. For andengradsslægtninge (f.eks. farbror og niece) er risikoen helt oppe på 10-15 pct. Ændringer i Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning Forbud mod indgåelse af ægteskab i Danmark Hvor det efter gældende ret kun er forbudt at indgå ægteskab i ret op- og nedstigende linje samt mellem søskende, udvides forbuddet markant til også at omfatte: Personer, der er genetisk beslægtede som farbror, morbror, faster eller moster og nevø eller niece. Personer, der er genetisk beslægtede som fætter og kusine. Der er tale om et absolut forbud uden dispensationsmulighed. Forbuddet gælder genetisk slægtskab, hvilket betyder, at personer med udelukkende retligt slægtskab (f.eks. ved donation) ikke omfattes. Forbud mod anerkendelse af udenlandske ægteskaber For at forhindre omgåelse indføres et forbud mod at anerkende udenlandske ægteskaber indgået mellem de nævnte persongrupper. Dog indføres der undtagelser på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser. Ændringer i Straffeloven Lovforslaget kriminaliserer religiøse vielser uden borgerlig gyldighed (f.eks. 'nikah-forhold') mellem de forbudte parter for at forhindre et 'parallelt' ægteskabssystem. Strafferammer for religiøse vielser Udlændingeloven og Ukrainesærloven (Ophold og Familiesammenføring) For at forhindre omgåelse af ægteskabsforbuddene via samlivsforhold indføres stramninger i adgangen til opholdstilladelse i form af udvidelse af den såkaldte formodningsregel. Formodningsreglen udvides Hvis ansøgende par er nærtbeslægtede, gælder en formodning for, at forholdet ikke er indgået efter eget ønske, og der meddeles som udgangspunkt afslag. Lovforslaget udvider denne regel til at gælde: Medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere og studerende. Ægtefæller/samlevere til udlandsdanskere. Personer fordrevet fra Ukraine, der søger ophold til familiemedlemmer efter Ukrainesærloven. "Er ægteskabet indgået eller er samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde [...] taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske." Skærpelse af vandelskrav Personer dømt (med mindst 60 dages ubetinget fængsel) for overtrædelse af de nye straffelovsbestemmelser om ulovlige religiøse vielser vil fremover miste adgangen til tidsubegrænset opholdstilladelse. Herudover introduceres en 10-årig karensperiode for at opnå ægtefællesammenføring. For religiøse forkyndere med opholdstilladelse kan selv en betinget dom eller bødestraf føre til udvisning eller inddragelse af opholdstilladelsen. Ikrafttrædelse og Overgangsbestemmelser Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2026. Ægteskaber, der er indgået i Danmark før denne dato, berøres ikke og omstødes ikke. Udenlandske ægteskaber, som danske myndigheder allerede har anerkendt inden 1. juli 2026, vil forblive gyldige i Danmark. Ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse indgivet før den 26. februar 2026 (lovforslagets fremsættelsesdato) vil blive behandlet efter de gældende gamle regler.

Overordnet formål og baggrund Lovforslag L 129 har til formål at styrke retssikkerheden og sikre en fagligt bæredygtig sagsbehandling for udsatte børn, unge og deres familier. Baggrunden er, at Social- og Boligministeriet har erfaret, at enkelte mindre kommuner over længere tid har haft alvorlige udfordringer med den juridiske og socialfaglige kvalitet i børnesagerne. Trods gentagen kritik fra Ankestyrelsen og Folketingets Ombudsmand har nogle kommuner vist manglende evne til at rette op på fejlene, ofte som følge af at et lille befolkningsgrundlag gør det svært at fastholde højt specialiserede faglige miljøer. For at løse dette problem indføres der en ny beføjelse i barnets lov: "Social- og boligministeren kan [...] give 2 kommunalbestyrelser i en gruppe af kommuner [...] pålæg om, at de pågældende kommunalbestyrelsers samarbejde efter lov om forpligtende kommunale samarbejder også skal omfatte de opgaver, som er nævnt i § 154 c, stk. 1" Denne beføjelse giver ministeren mulighed for at tvinge en udsat kommune til at uddelegere sagsbehandlingen på børneområdet til en større og mere fagligt robust kommune. Reglerne gælder specifikt for de 7 grupper af kommuner, der allerede indgår i de såkaldte forpligtende kommunale samarbejder (etableret under strukturreformen i 2007, f.eks. samarbejderne mellem ø-kommuner og større fastlandskommuner). Kriterier for et pålagt samarbejde Da det er et vidtgående indgreb i det kommunale selvstyre at tvangspålægge en opgaveuddelegering, opstiller lovforslaget (i en ny § 154 a) strenge betingelser. Kommunerne skal for det første have undladt selv at ansøge frivilligt om udvidelsen. For det andet skal mindst to af følgende tre kriterier være opfyldt i en periode på minimum 2 år for den kommune, der pålægges at delegere opgaverne: Hvilke opgaver omfattes af delegationen? Når et samarbejde pålægges, overføres udførelsen af en samlet portefølje af børnefaglige opgaver (defineret i den nye § 154 c) for at sikre helhed i familiernes sagsforløb. Dette inkluderer: Barnets lov: Modtagelse og vurdering af underretninger (inden 24 timer), afholdelse af netværkssamråd, udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser, valg af indsatser, anbringelser med samtykke, valg af anbringelsessted, og godkendelse af netværksplejefamilier. Voksenansvarsloven: Afgørelser om indgreb i selvbestemmelsesretten (fx nedsættelse af lommepenge, tilbageholdelse, brug af personlige alarmsystemer). Ungdomskriminalitetsloven: Gennemførelse af Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser, udarbejdelse af ungefaglige undersøgelser og tilsyn. Udlændingeloven: Anbringelse af og indsatser for uledsagede mindreårige udlændinge. Børne- og ungeudvalgets rolle Lovforslaget indfører en vigtig undtagelse vedrørende afgørelser af særligt indgribende karakter (fx tvangsanbringelser efter barnets lov § 47). Da disse afgørelser efter loven skal træffes af kommunens Børne- og ungeudvalg, kan kompetencen ikke delegeres. I disse sager vil arbejdsdelingen være således: Den bemyndigede kommune (den der overtager sagsbehandlingen): Gennemfører hele den børnefaglige undersøgelse og udarbejder selve indstillingen. De fungerer som sekretariat for udvalget. Den delegerende kommune (den oprindelige kommune): Det er stadig denne kommunes eget Børne- og ungeudvalg, der afholder mødet og træffer den endelige, bindende afgørelse. Ansvarsfordeling og økonomi Selvom sagsbehandlingen flyttes, bevarer den oprindelige (delegerende) kommune det fulde politiske, juridiske og økonomiske ansvar. Samarbejdet sker som en pligtmæssig delegation. Datadeling og personaleforhold For at den overtagende kommune kan sagsbehandle effektivt, udvides reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder (§§ 154 b og 154 e). Dette indebærer: Oplysningsudveksling: Den bemyndigede kommune får adgang til at indhente nødvendige (også følsomme) oplysninger fra den delegerende kommunes øvrige forvaltninger, uden at der kræves særskilt samtykke fra borgeren. De betragtes i denne forstand som samme forvaltning. Virksomhedsoverdragelse: Medarbejdere i den udsatte kommune, der udelukkende eller overvejende arbejder med børneområdet, overføres til ansættelse i den bemyndigede kommune under trygge vilkår sikret via virksomhedsoverdragelsesloven og aftaler om tjenestemænd. Rettelse af fejlhenvisninger Endelig indeholder lovforslaget (§ 2) en mindre rettelse af fejlhenvisninger i lov om forpligtende kommunale samarbejder. Da barnets lov blev vedtaget (med lov nr. 753 af 13. juni 2023), forsvandt henvisningerne til regler om visse handicapkompenserende ydelser, hvilket rettes, så bl.a. bestemmelserne om hjælpemidler (§ 90) og driftsorienteret tilsyn (§ 157) igen fremgår korrekt af loven. Ikrafttrædelse og ophør Lovforslaget fremsættes med forventet ikrafttrædelse den 1. juli 2026. Et pålagt samarbejde er som udgangspunkt varigt. Det kan dog opløses af ministeren, hvis den delegerende kommune søger om det og via handling og dokumentation kan bevise, at de nu har opbygget en tilstrækkelig faglig bæredygtighed til atter at løfte børneområdet forsvarligt (ny § 154 d).

Lovforslagets overordnede formål og baggrund Lovforslag L 130 har til formål at reducere digitale forstyrrelser blandt børn og unge for derved at styrke trivslen, fagligheden og fællesskabet. Forslaget udmønter en bred politisk aftale fra september 2025, som bygger på anbefalinger fra Trivselskommissionen. Bekymringen bunder i undersøgelser, der viser, at mere end halvdelen af alle elever i 6. og 8. klasse bliver distraheret af skærme i undervisningen. "Lovforslagets formål er at skabe mere plads til faglighed, fordybelse og fællesskaber til gavn for eleverne. Trivsel i skole- og fritidstilbud skal fremmes ved at reducere de digitale forstyrrelser." For at imødekomme denne udfordring introducerer lovforslaget to primære indgreb: En obligatorisk mobilfri politik på skoler og i udvalgte fritidstilbud samt et lovkrav om implementering af indholdsfiltrering på uddannelsesinstitutionernes internetnetværk. Obligatorisk mobilfri politik Med lovforslaget bliver det obligatorisk at indføre politikker, der regulerer elevernes adgang til og brug af private elektroniske enheder, såsom mobiltelefoner, smartwatches, tablets og spillekonsoller. Folkeskoler og grundskoler: Skal gøres mobilfrie i undervisningen og pauserne. Fritidstilbud (SFO og fritidshjem): Politikken skal som minimum dække børn fra skolestart til og med 3. klassetrin. Ansvar: Det er skolebestyrelserne og forældrebestyrelserne (eller lederen, hvis der ikke findes en bestyrelse), der lokalt skal formulere og vedtage den præcise politik for at sikre, at den tilpasses lokale forhold. Vigtige lovfæstede undtagelser Selvom skolerne generelt skal være mobilfrie, tager lovforslaget et væsentligt hensyn til elever med særlige behov: "Der er blandt aftalepartierne enighed om, at mobiltelefoner og andre elektroniske enheder med adgang til internettet fortsat skal kunne anvendes i tilfælde af sundhedsmæssige hensyn, f.eks. ved måling af blodsukker hos personer med diabetes, og til understøttelse af deltagelsesmuligheder for elever med funktionsnedsættelse, f.eks. ordblindhed." Derudover kan bestyrelserne indskrive lokale undtagelser ved eksempelvis lejrskoler, ekskursioner, transport mellem to matrikelafdelinger, eller når brugen af enhederne indgår som et direkte pædagogisk redskab i undervisningen (f.eks. til undervisning i digital dannelse). Krav om indholdsfiltrering på skolernes netværk For at forhindre digital distraktion via skolens infrastruktur, pålægges kommunalbestyrelser og uddannelsesinstitutioner at installere indholdsfiltrering (ofte omtalt som firewalls). Netværksblokeringen skal begrænse adgangen til hjemmesider og tjenester uden undervisningsmæssig relevans. Dette omfatter typisk kategorier som: Sociale medier Streaming-tjenester Spil (herunder computespil og pengespil) Pornografi Shopping og online indkøb Det er op til den lokale skole og kommune at vurdere den tekniske løsning, samt løbende at definere og opdatere, hvilke specifikke hjemmesider der udgør ikke-relevant indhold. Omfattede uddannelsesinstitutioner og love Lovforslaget ændrer en lang række love og rammer bredt i det danske uddannelsessystem: Økonomiske og administrative konsekvenser Implementeringen af indholdsfiltrering kræver indkøb og opsætning af tekniske it-løsninger, hvilket vil medføre øgede udgifter for stat og kommuner. Staten dækker omkostningerne for de selvejende statslige institutioner (f.eks. gymnasier og efterskoler) via taxametertilskud, mens kommunerne dækker folkeskolerne. Der pålægges ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne eller for det private erhvervsliv. Ikrafttrædelse Loven træder i kraft den 1. august 2026, hvilket sikrer, at både de obligatoriske mobilfrie politikker og netværksfiltreringen er gældende fra starten af skoleåret 2026/2027. Børne- og undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte et særskilt ikrafttrædelsestidspunkt for FGU-institutioner for at sikre teknisk parathed i samarbejde med Statens IT.

Lovforslagets overordnede formål Lovforslag L 133 består af fire uafhængige elementer, der alle har til formål at modernisere sundhedsvæsenet, frigøre ressourcer og sikre en mere patientsikker og hensigtsmæssig behandling. Forslaget ændrer primært sundhedsloven samt lov om autorisation af sundhedspersoner. Lovforslagets 4 hovedelementer 1. Anvendelse af beskyttelseshandsker på inhabile patienter Lovforslaget indfører en ny bestemmelse (§ 27 g i sundhedsloven), der giver sundhedspersonale lovhjemmel til at anvende beskyttelseshandsker på midlertidigt eller varigt inhabile patienter i somatisk behandling. Behovet er opstået, da patienter (f.eks. med intensiv delirium efter operation eller medførte hjerneskader) utilsigtet kan bringe sig selv i livsfare ved at trække livsvigtige slanger eller sonder ud. "Ved anvendelse af beskyttelseshandsker forstås anvendelse af særlige handsker, der, efter en sundhedsfaglig helhedsvurdering, påsættes patienten for at forhindre, at patienten utilsigtet udsætter sig selv for skade eller påvirker behandlingens resultat, herunder ved at forsøge at fjerne anlagte sonder." Beslutning: En læge skal træffe beslutningen ud fra en sundhedsfaglig helhedsvurdering. Samtykke: Indgrebet kræver samtykke fra enten patienten (hvis givet forudgående), pårørende, værge, fremtidsfuldmægtig eller ved tilslutning fra en uvildig sundhedsperson. Retssikkerhed: Indgrebet anses som et indgreb i selvbestemmelsesretten og skal journaliseres i patientjournalen samt indberettes til regionen og Sundhedsdatastyrelsen for at sikre kontrol og overvågning. 2. Lempelse af krav til forudgående information Lovforslaget moderniserer § 16 i sundhedsloven. I dag er der et striks krav om, at patienter altid skal modtage mundtlig information forud for en behandling. Dette gøres nu mere fleksibelt. Baggrund: Udgangspunktet om mundtlig information er ifølge lovforslaget utidssvarende i simple forløb, f.eks. hvor et sygehus sender et træningsprogram for en mild fodlidelse hjem til borgeren. Konsekvens: Det bliver muligt at fravige kravet om mundtlig information ved ukomplicerede forløb, hvor skriftlig/digital information er patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt. Patientrettigheder: Patienten har fortsat krav på mundtlig information, hvis vedkommende efterspørger det. 3. Sundhedspersoners ordination af medicin med tilskud Lovforslaget synkroniserer retten til at udskrive tilskudsberettiget medicin med selve ordinationsretten. I dag er det primært læger og tandlæger, der kan bevilge f.eks. terminaltilskud eller ansøge Lægemiddelstyrelsen om enkelttilskud. Med ændringen kan andre faggrupper, f.eks. sygeplejersker og jordemødre (som for nyligt har fået et forbeholdt virksomhedsområde til at ordinere bestemte lægemidler), også ordinere medicinen med tilskud og ansøge om enkelttilskud. Dette vil aflaste lægerne. 4. Ændret autorisationsproces for kliniske tandteknikere Kravet om, at kliniske tandteknikere skal have virket som assistent i 1 år efter endt uddannelse for at opnå autorisation, fjernes for fremtidige dimittender. Årsag: Uddannelsen er ændret fra en 2-årig erhvervsakademiuddannelse til en 3,5-årig professionsbachelor, der allerede indeholder 1,5 års klinisk praktik (90 ECTS). Der indføres en overgangsordning for studerende på den gamle ordning frem til udgangen af 2029. Oversigt over lovændringer Økonomiske og administrative konsekvenser For det offentlige: Lovforslaget medfører minimale it-udgifter for Sundhedsdatastyrelsen og regionerne til opsætning af indberetningssystemer for brug af beskyttelseshandsker. Lempelsen af informationskravet og ændringerne af medicintilskud forventes at frigøre ressourcer og skabe tidsbesparelser for regionerne, da unødige konsultationer fjernes. For borgerne: Patienter vil opleve tidsbesparelser, da de ved ukomplicerede behandlingsforløb ikke behøver at møde op på sygehuset udelukkende for at modtage mundtlig information. Lovforslaget medfører ingen økonomiske eller administrative byrder for borgere eller erhvervsliv.

Overordnet formål og baggrund Lovforslag L 131 udmønter dele af den politiske aftale fra maj 2025 om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne (EUD). Hovedformålet med lovforslaget er at reducere det høje frafald på erhvervsuddannelserne, skabe stærkere faglige og sociale miljøer, forbedre elevernes trivsel i oplæringsvirksomhederne samt gøre uddannelserne mere fleksible for elever med særlige behov. Baggrunden er en ambition om at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft. I dag falder omkring fire ud af ti elever fra i løbet af deres erhvervsuddannelse, og lovforslaget adresserer dette ved at gribe ind over for både strukturelle barrierer, udfordringer med læringsmiljøet og manglende støtte til den enkelte elev. Centrale ændringer og bestemmelser 1. Mulighed for erhvervsuddannelse på udstrakt tid (eudfleks) En af de mest markante nyskabelser er indførelsen af eudfleks. Ordningen retter sig mod elever og lærlinge med funktionsnedsættelser eller tilsvarende svære vanskeligheder (f.eks. psykiske diagnoser eller alvorlig sygdom). Forlængelse: Skolerne får pligt til at tilbyde disse elever at udstrække grundforløbet, skoleundervisningen på hovedforløbet og skoleoplæringen med op til 50 % ekstra tid. Økonomisk ligestilling: For at sikre at eleverne ikke stilles økonomisk dårligere, oprettes et særligt lærepladsløntillæg. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) vil administrere og udbetale dette tillæg, så eleven får en indkomst svarende til 37 timer om ugen, selvom de arbejder færre timer hos arbejdsgiveren. 2. Skærpet beskyttelse mod krænkelser og diskrimination Lovforslaget indfører nultolerance over for krænkelser på erhvervsuddannelserne. Tidligere har sager om seksuel chikane haft en særstatus, som nu bredes ud: Udvidet ret til at hæve aftaler: Elever, der har været udsat for diskrimination, mobning, eller andre typer krænkelser, får nu de samme materielle og processuelle rettigheder som ved seksuel chikane. Dette betyder f.eks., at Tvistighedsnævnet kan se bort fra den normale frist på 1 måned for at hæve en uddannelsesaftale. Ret til skoleoplæring: Elever, der har en verserende sag om krænkelser, får ret til at fortsætte deres uddannelse i skoleoplæring, mens sagen behandles. Krav til skolerne: "§ 30 b. Skolen fastsætter en strategi eller politik for bekæmpelse og håndtering af forskelsbehandling, chikane, seksuel chikane og andre typer krænkelser." 3. Styrket trivsel i oplæringen og skolebesøg Ansvaret for elevens trivsel og overgange mellem skole og virksomhed forankres entydigt hos skolen. Pligt til virksomhedsbesøg: Skolen forpligtes til aktivt at facilitere samarbejdet med oplæringsvirksomheden. Som noget nyt indføres en direkte pligt for skolerne til at besøge udvalgte elever ude på lærepladsen. "Som led i skolens ansvar, jf. stk. 5, skal skolen besøge udvalgte elever, herunder frafaldstruede elever, i deres oplæringsvirksomheder." SPS i oplæringen: Skolens ansvar for Specialpædagogisk Bistand (SPS) tydeliggøres. Skolen skal sikre, at bevilget støtte følger eleven under hele uddannelsen, og skolen får pligt til at tilbyde at formidle en samtale om elevens støttebehov med arbejdsgiveren. 4. Nyt udbudslandskab og fjernelse af udlægningsadgang For at modvirke spredning af uddannelser på for mange små enheder og dermed sikre faglige miljøer af høj kvalitet strammes reglerne for uddannelsesudbud: Forbud mod udlægning: Den hidtidige praksis, hvor en godkendt skole kunne 'udlægge' undervisning til en anden institution uden egen godkendelse, afskaffes. Fremover kræver udlægning dokumentation af særlige forhold og en godkendelse fra ministeriet. Inddragelse af godkendelser: Uddannelsesudbud, der har været uden aktivitet i 3 år, vil som udgangspunkt automatisk blive tilbagekaldt. Ministeren får desuden hjemmel til at tilbagekalde udbud og skoleoplæringscentre på udvalgte uddannelser for at samle dem på færre lokationer i en kommende udbudsrunde (forventet virkning fra 2028). 5. Lempet adgang til Grundforløb+ (GF+) Adgangsbegrænsningerne til det afklarende forløb GF+ fjernes i vid udstrækning. Fremover er det kun elever, der har direkte adgang til grundforløbets 1. del, eller som allerede har påbegyndt et GF+ forløb, der afskæres. Dette åbner for, at voksne og unge, der trænger til opkvalificering, nemmere kan starte. Oversigt over væsentlige rettighedsændringer for elever Økonomiske og administrative konsekvenser Lovforslaget medfører statsfinansielle merudgifter til de nye ordninger. Særligt ordningen omkring eudfleks vil kræve midler, og der afsættes en fast økonomisk ramme til taxametertilskud. Desuden forventes der merudgifter for erhvervslivet på ca. 2,6 mio. kr. årligt fra 2027 primært drevet af øgede bidrag til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) på grund af udgifter til skoleoplæringsydelse. Ikrafttrædelse Loven træder som udgangspunkt i kraft den 1. juli 2026. Visse ændringer vedrørende den nye dimensioneringsmodel bemyndiges dog ministeren til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for, idet denne model forventes gældende fra 1. januar 2028.

Vælg underkategori

Afslag på berosættelse af SU-tilbagebetaling under farmakonomuddannelse da uddannelsen ikke anses som erhvervsuddannelse

Command Palette

Afslag på berosættelse af SU-tilbagebetaling under farmakonomuddannelse da uddannelsen ikke anses som erhvervsuddannelse

Fastholdelse af straks-påbud om asbestanalyse og sikring mod støvudsættelse på byggeplads

Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads

Ansvar for velfærdsfaciliteter ved indlejet arbejdskraft på byggeplads

Påbud om faldsikring ved afsurring af teltpæle på trailertag i 2,5 meters højde

RADIO IIII frifundet af Pressenævnet for dækning af inhabilitet i Sønderborg Kommunes børnesager

E-sportsspiller fik ikke medhold i krav om sletning af navn fra HLTV.org

Høring over revideret bekendtgørelse om EU- og EØS-borgeres adgang til at udøve virksomhed som dyrlæge i Danmark

Fortrydelsesret og misbrug af rettigheder i forbrugeraftaler indgået med bistand fra en arkitekt

Beregning af maksimale tilbageholdelsesperioder og krav om obligatorisk domstolsprøvelse ved udsendelse af tredjelandsstatsborgere

Dom om afvisning af appel i sag om manglende forfremmelse af EU-tjenestemand og rækkevidden af prøvelsesretten

Adgang til sociale ydelser for tredjelandsstatsborgere: Ligebehandling og ikke-bidragspligtige ydelser

Skattefritagelse for royalties efter direktiv 2003/49/EF: Retroaktiv virkning og nationale tidsfrister

Klassificering af loyalitetspoint som vouchere i momsmæssig henseende: Sagen om Lyko Operations AB

Nationale afgifter for frekvensrettigheder til digitalt tv må gerne forfølge finansielle mål for statskassen under visse betingelser

Betingelser for gentagne forlængelser af sagsbehandlingsfrister for asylansøgninger

Alderdiskrimination og lønanciennitet: Lovligheden af lofter for medregning af erhvervserfaring opnået før det 18. år

Overførsel af asylansøgere ved ensidig suspendering af modtagelse i den ansvarlige medlemsstat (Dublin III-forordningen)

Moms og reduceret sats for hotelophold: Adskillelse af tillægsydelser som morgenmad og parkering fra hovedydelsen

Landbrugsstøtte og finansielle korrektioner: Rumæniens appel forkastet i sag om mangelfuld kontrol af braklagte arealer og afgrødevariation

Sociale tildelingskriterier i offentlige udbud: Løntillæg og kollektive forhandlinger (AESTE-sagen)

Momspligt ved handel med virtuel valuta i onlinespil: Afvisning af momsfritagelse og kvalificering som elektronisk tjenesteydelse (Sag C-472/24)

Portugal idømt millionbøde for manglende overholdelse af habitatdirektivet og mangelfuld beskyttelse af Natura 2000-områder

Høring over udkast til bekendtgørelse om ansøgningspuljen til midlertidig støtte til natcaféer for udsatte borgere

B havde vundet ejendomshævd over jernbaneareal før lovændring i 1988

Krav om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning ved overgang til fleksjob (mod bedre vidende)

Udkast til ændringer af 12 bekendtgørelser på Erhvervsstyrelsens område som følge af implementeringen af EU's IMERA-lovpakke

EU fremsætter forslag om ændring af myndighedernes årlige kontrolplaner for at inkludere test af vildtlevende vildt og udvide importkontrollen for fiskerivarer

EU-Domstolens afvisning af appel i sag om EF-design: Manglende godtgørelse af spørgsmålets principielle betydning

Pressenævnet udtaler kritik af EjendomsWatch for navngivelse af ejendomsudvikler under navneforbud

Pressenævnet frifinder Der Nordschleswiger i sag om kritisk analyse af UC SYD's ledelseskultur

Navneforbud og god presseskik: Kritik af Nordjyske for identifikation af sigtet erhvervsmand

Vognmand Andreas R. Søborg A/S mod Odsherred Kommune: Erstatningskrav afvist trods udbudsretlig overtrædelse

Midlertidigt forbud og påbud i rettighedstvist om kursusplatformen KompetenceUniverset

Afslag på opsættende virkning vedrørende opførelse af 16 rækkehuse i Næstved Kommune

Ringsted Forsynings tilbagekaldelse af tildelingsbeslutning og kapitalisering af forbehold i udbud om pumpestationer

Vurdering af Råstofplan 2020 og miljøvurdering for graveområdet Addit Syd

Fortolkning af pensionsbidrag ved overgang til nyt lønsystem i forsikringsoverenskomsten

Planklagenævnets stadfæstelse af byggetilladelse til enfamiliehus i bevarende lokalplanområde i Faaborg

Planklagenævnets afgørelse om hoteldrift i Hirtshals og fortolkning af eksisterende lovlig anvendelse

Installation Leads ved Siemens Gamesa undtaget fra Industriens Funktionæroverenskomst pga. arbejdslederstatus

Højesterets stadfæstelse af 6 måneders anstalt for voldtægt uden samtykke efter grønlandsk kriminallov

Stadfæstelse af 6 måneders anstaltsanbringelse for samtykkebaseret voldtægt i Grønland

Højesteret stadfæster seks måneders anstaltsanbringelse for voldtægt uden samtykke i Grønland

Høring over EU-forslag til ændring af grænseværdier for bly i krydderier, krydderurter og sukker

Lovforslag om forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab og religiøse vielser mellem fætre og kusiner for at bekæmpe negativ social kontrol

Forslag til lov om mulighed for at pålægge forpligtende kommunale samarbejder på børneområdet

Lovforslag om indførelse af obligatoriske mobilfrie politikker og netværksfiltrering på skoler og uddannelsesinstitutioner

Forslag til ændring af sundhedsloven der indfører mulighed for brug af beskyttelseshandsker på inhabile patienter samt moderniserer regler for patientinformation, medicintilskud og autorisation af kliniske tandteknikere.

Lovforslag om markant styrkelse af erhvervsuddannelserne gennem nye udbudsrammer, udvidet elevstøtte og skærpet beskyttelse mod krænkelser