Afgørelse om forskelsbehandling af mænd i forhold til bloddonation

Klageren indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet vedrørende påstået forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, idet mænd, der har haft seksuel kontakt med andre mænd, ikke kan være bloddonorer.

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at det ikke havde kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet, da dette alene er omfattet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Nævnet havde derimod kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet i henhold til Ligestillingsloven § 1 a.

Vurdering af forskelsbehandling

Nævnet vurderede, at den gældende praksis, hvor mænd, der har haft seksuel kontakt med en anden mand, ikke kan donere blod, stiller disse mænd ringere end kvinder, der har haft seksuel kontakt med en anden kvinde. Dette blev anset for at være direkte forskelsbehandling på grund af køn i strid med Ligestillingsloven § 2.

Begrundelse for afgørelsen

Ligestillingsloven er dog ikke til hinder for forskelsbehandling, hvis den er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. Ligestillingsloven § 3 a. De indklagede oplyste, at reglerne om bloddonation er baseret på evidensbaserede undersøgelser, der påviser en øget risiko for smittefare ved blod fra mænd, der har haft seksuel kontakt med andre mænd. Nævnet fandt, at beskyttelsen af patienternes sikkerhed udgjorde et legitimt mål.

Hvad angår proportionaliteten, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den lægefaglige vurdering, der lå til grund for praksis. Det blev også bemærket, at sundhedsmyndighederne var i gang med at revurdere reglerne i lyset af det aktuelle lægefaglige grundlag. På baggrund heraf fik klageren ikke medhold i sin klage.