Offererstatning til mand for seksuelle overgreb begået i barndommen

Sagen omhandler en ansøgning om offererstatning for seksuelle overgreb begået mod ansøgeren i barndommen. Ansøgeren var som barn anbragt i en aflastningsfamilie, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb af en anden dreng. Disse overgreb fandt sted over en periode på tre år, men blev først anmeldt til politiet af ansøgeren selv, efter han var fyldt 18 år.

Nævnet valgte at give dispensation fra kravet om rettidig politianmeldelse, jf. den dagældende bestemmelse i Offererstatningsloven § 10, stk. 2, nu Offererstatningsloven § 10, stk. 3. Begrundelsen var, at plejeforældrene og ansøgers mor ikke havde opfattet hændelserne som overgreb, og at moren ikke med rimelighed kunne forventes at varetage sønnens interesser. Nævnet fandt, at anmeldelsen to måneder efter ansøgerens 18-års fødselsdag var rettidig.

Nævnet fandt, at sagen var omfattet af Offererstatningsloven § 1, på trods af modstridende forklaringer, idet ansøgers forklaring var detaljeret og understøttet af tidligere udtalelser til mor, skolepsykolog, skole og kommune om tvang og trusler. Ansøgeren blev tilkendt 100.000 kr. i tortgodtgørelse, idet nævnet lagde vægt på antallet og karakteren af overgrebene, perioden overgrebene fandt sted i, samt aldersforskellen mellem de to drenge.