Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse pga. modtagelse af kontanthjælp

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte forlængelse af opholdstilladelsen for en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Afgørelsen blev truffet med henvisning til, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, hvilket gav grundlag for at inddrage tilladelsen, jf. Udlændingeloven § 11, stk. 2 og Udlændingeloven § 19, stk. 1.

Baggrund for afgørelsen

Klageren fik i marts 2010 opholdstilladelse som ægtefællesammenført, betinget af at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil han opnåede tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både klageren og hans ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i forskellige perioder siden henholdsvis august/september 2015 og september 2016.

Vurdering af vejledningsforpligtelse

Klagerens partsrepræsentant anførte, at bopælskommunen havde vejledt klageren om, at modtagelse af kontanthjælp ikke ville have opholdsretlige konsekvenser, og at ægtefællen ikke var blevet vejledt. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne ændre vurderingen, da Udlændingestyrelsen allerede i klagerens opholdstilladelser fra 2010 og 2013 havde vejledt ham skriftligt om betingelserne og konsekvenserne ved manglende opfyldelse. Nævnet fremhævede, at Udlændingestyrelsen var den rette myndighed til at besvare spørgsmål om opholdsretlige konsekvenser, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed.

Vurdering af særlig belastning

Udlændingenævnet fandt ikke, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 19, stk. 7, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Nævnet lagde vægt på følgende faktorer:

• Klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina og indrejste først i Danmark som 26-årig, hvorfor han kun havde opholdt sig i Danmark i cirka syv til otte år på afgørelsestidspunktet.
• Han havde ingen familiemæssig tilknytning til Danmark udover sin ægtefælle, som også var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, hvor parret mødte hinanden, og hvor klagerens forældre og brødre fortsat boede. Nævnet fandt derfor, at familielivet kunne udøves i Bosnien-Hercegovina.
• Selvom klageren havde haft arbejde i Danmark i perioder og bestået Prøve i Dansk 2 samt enkeltfag på HF og var uddannet fysiurgisk massør, fandt nævnet ikke, at han havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet eller Danmark generelt, at opholdstilladelsen skulle forlænges af den grund.
• Oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold (depression, angst, PTSD) blev ikke anset for at være af en så alvorlig karakter, at de kunne føre til en ændret vurdering, især da han havde kunnet bestride arbejde, tage en uddannelse og etablere selvstændig virksomhed.