Kommune handlede ikke i strid med forskelsbehandlingsloven ved arbejdstidsnedsættelse

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap by association, idet klagers arbejdstid blev nedsat fra 34 til 24 timer om ugen på en årsnorm. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med lovgivningen, at vilkårene for klagers ansættelse blev ændret.

Baggrund for sagen

Klager, der var ansat som pædagog i en kommunal fritidsinstitution, fik i 2017 sin arbejdstid nedsat. Denne ændring skete efter, at klagers bopælskommune nedsatte hendes bevilling af tabt arbejdsfortjeneste, som hun modtog på grund af sin datters kroniske sygdom, argininoravsyreuri (ASL). Klager gjorde gældende, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling "by association" i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Nævnet lagde vægt på EU-Domstolens praksis, herunder Coleman-sagen (C-303/2006), som fastslår, at beskyttelsen mod forskelsbehandling også omfatter en arbejdsgivers direkte forskelsbehandling af en ansat som følge af et handicap hos den ansattes barn, for hvem den ansatte yder hovedparten af plejen.

For at der kan være tale om et handicap i lovens forstand, skal der være tale om langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, der i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Konklusion

På baggrund af de lægelige oplysninger vurderede nævnet, at klagers datter på tidspunktet for vilkårsændringen ikke havde sådanne begrænsninger i sin funktionsevne, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet lagde især vægt på, at datteren var velbehandlet, udviklede sig normalt og alderssvarende, og at sygdommen ikke forhindrede hende i en normal skolegang. Derfor fik klager ikke medhold i sin klage. Sagen blev behandlet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 9, stk. 1.