Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse pga. samlivsophævelse og vold

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser. Nævnet fandt, at ansøgeren ikke havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017, hvilket fremgik af Det Centrale Personregister (CPR). Selvom samlivet var genetableret på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, da samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse. Som følge af den oprindelige samlivsophævelse var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne derfor nægtes forlænget, da der var grundlag for at inddrage den, jf. Udlændingeloven § 11, stk. 2 og Udlændingeloven § 19, stk. 1, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 1.

Vurdering af vold i ægteskabet

Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Nævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da det ikke var godtgjort, jf. Udlændingeloven § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Nævnet lagde vægt på, at det var ægtefællen, der havde ophævet samlivet og anmodet om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet. Den seneste samlivsophævelse i december 2017, hvor ansøgeren tog ophold på et krisecenter grundet dokumenteret vold, ændrede ikke vurderingen, da opholdstilladelsen allerede kunne nægtes forlænget på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse.

Vurdering af særligt belastende omstændigheder

Udlændingenævnet fandt ikke, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. Udlændingeloven § 19, stk. 7, 1. pkt. og Udlændingeloven § 26, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to til tre år og ikke havde opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Hendes beskæftigelse og danskkundskaber blev ikke anset for at give en særlig tilknytning, og hun havde fortsat stor tilknytning til sit hjemland. For så vidt angik ansøgerens særbarn, hvis opholdstilladelse var betinget af moderens fastboende status, blev den ligeledes nægtet forlænget. Nævnet fandt heller ikke, at nægtelse af forlængelse af særbarnets opholdstilladelse ville virke særligt belastende, da barnet grundet sit korte ophold i Danmark ikke havde opnået en fast tilknytning. Praksis tilsiger, at børn typisk først efter seks til syv års lovligt ophold med dansk institution/skole opnår en sådan tilknytning. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge opholdstilladelserne.