Afslag på erstatning for fysioterapi: Manglende krav under straffesag

En skadevolder blev dømt for at have revet ansøger i håret og slået hende i hovedet. Under retssagen nedlagde bistandsadvokaten påstand om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for et par sko, og tog forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén.

Senere fremsatte ansøger krav om godtgørelse for varigt mén, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter i form af udgifter til fysioterapeut.

Afslag på erstatning for fysioterapi

Nævnet meddelte ansøger afslag på erstatning for udgifter til fysioterapeut med henvisning til Offererstatningsloven § 10, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, som i medfør af Offererstatningsloven § 10, stk. 2, kunne begrunde, at der blev set bort fra, at kravet ikke var fremsat eller forbeholdt under retssagen. Dette skyldtes, at ansøger allerede under retssagen modtog fysioterapi og derfor burde have indset muligheden for et sådant erstatningskrav.

Dispensation for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab

For så vidt angår ansøgningen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, besluttede nævnet at dispensere fra kravet i Offererstatningsloven § 10, stk. 1. Begrundelsen var, at ansøger, henset til skadens karakter, ikke på tidspunktet for retssagen havde rimelig grund til at forvente, at der ville opstå krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Nævnet fandt derfor, at der kunne ses bort fra, at disse krav ikke var fremsat eller forbeholdt under retssagen.