Bortfald af opholdstilladelse grundet ophold i konfliktområde og sikkerhedsrisiko

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse og fastsættelse af et indrejseforbud for bestandig. Afgørelsen om bortfald blev truffet i henhold til Udlændingeloven § 21 b, stk. 1, og indrejseforbuddet i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 12.

Baggrund for afgørelsen

Nævnet lagde til grund, at klageren havde opholdt sig i Irak fra juli 2015 til maj 2017. Der var grund til at antage, at klageren under dette ophold havde deltaget i aktiviteter, der kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Dette blev vurderet ud fra flere forhold:

• Klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i Danmark i 2010, hvor klageren havde mødtes med dem og anvist en lejlighed.
• Klagerens deltagelse i en demonstration i 2012 sammen med kendte salafister, hvor der blev båret skilte med tekster som ”Jihad for Syrien”.
• Oplysninger fra december 2014 om, at klageren og hans bror havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat.
• Klagerens brors tilsvarende færden og tilknytning til et radikaliseret miljø.

Udlændingenævnet bemærkede, at mistankekravet i Udlændingeloven § 21 b – ”grund til at antage” – er et andet end det strafferetlige beviskrav. Derfor kunne en påtaleopgivelse for medvirken til terror eller det faktum, at deltagelse i en demonstration er lovlig, ikke i sig selv forhindre, at disse forhold blev inddraget i vurderingen. Nævnet henviste desuden til, at anonyme kilderapporter kan inddrages i afgørelsen, og at den konkrete kilderapport var vurderet troværdig af politiet og understøttet af faktuelle oplysninger.

Vurdering af internationale forpligtelser og dispensation

Udlændingenævnet fandt, at bortfald af opholdstilladelsen ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Nævnet lagde vægt på, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet, og at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til Irak, hvor han var statsborger og havde etableret sit familieliv. Indgrebet blev anset for proportionalt, da det var begrundet i hensyn til statens sikkerhed og den offentlige orden, som er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2. Klagerens helbredsmæssige forhold, herunder en uspecificeret kræftform og blindhed på det ene øje, ændrede ikke vurderingen, da der ikke forelå oplysninger om aktuel behandlingskrævende tilstand, og klageren selv havde valgt at etablere sig i udlandet.

Der var heller ikke grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfaldet, jf. Udlændingeloven § 21 b, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Irak, da adgangen til dispensation administreres restriktivt og typisk kræver dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Det forhold, at klageren var frikendt for terror af en irakisk domstol, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering.