Afvisning af klage og stadfæstelse af udvisning grundet overskredet udrejsefrist

Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse. Klagen blev afvist, da den var indgivet efter klagefristens udløb, jf. Udlændingeloven § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks i april 2016, men klagen blev først modtaget i juni 2017, hvilket var mere end otte uger efter modtagelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at dispensere fra klagefristen, idet det blev understreget, at borgere har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med modtagne breve i e-boks, uanset om de har adgang til den. Udlændingestyrelsen havde desuden via e-mail opfordret udlændingen til at tjekke e-boks og kontakte kommunen for hjælp.

Stadfæstelse af udvisning

Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år. Dette skyldtes, at udlændingen ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist efter nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen, og derfor opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, jf. Udlændingeloven § 25 b, stk. 2. Det forhold, at udlændingen angiveligt ikke havde adgang til sin e-boks, ændrede ikke vurderingen, da afgørelsen med udrejsefristen var fundet på udlændingens bopæl.

Vurdering af særlig belastning

Nævnet fandt desuden, at der ikke forelå omstændigheder, der gjorde, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Der var ikke oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne begrunde dette. Selvom udlændingens ægtefælle led af behandlingskrævende sygdom, fandt nævnet, at der ikke var noget til hinder for, at ægtefællen kunne indrejse og udøve familielivet i udlændingens hjemland, Libanon, hvor de var gift, og hvor ægtefællen tidligere havde besøgt udlændingen. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i.