Afgørelse om afvisning af klage vedrørende forskelsbehandling på grund af køn og alder

Klagen omhandlede påstået forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at klageren fik afslag på en "jobgaranti" under sin chaufføruddannelse. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klageren var blevet forskelsbehandlet, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i henhold til Ligebehandlingsloven og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Deres kompetence er fastlagt i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3 og stk. 3. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder også for uddannelsesvirksomheder, der udbyder erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse, hvilket indklagede falder ind under, da der er tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse. Dette fremgår af Ligebehandlingsloven § 3, stk. 2 og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 2. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Dette princip om delt bevisbyrde er fastsat i Ligebehandlingsloven § 16 a og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7 a.

Sagens baggrund og parternes anbringender

Klageren, en kvinde født i 1995, deltog i et chaufføruddannelsesforløb hos indklagede. Hun hævdede, at hun fik mundtligt afslag på en "jobgaranti" under en samtale med indklagedes uddannelseskonsulent. Ifølge klageren begrundede konsulenten afslaget med, at indklagede ikke kunne give hende garantien, fordi hun var "pige/kvinde under 40 år". Klageren mente, at indklagede diskriminerede ved at acceptere vognmænds præferencer for ikke at ansætte unge kvinder, angiveligt på grund af krav om separate omklædningsrum og toiletter. Hun bemærkede, at ingen af de to kvinder på hendes hold blev bevilget en jobgaranti.

Indklagede, en landsdækkende sammenslutning af uddannelsescentre, bestred påstanden om forskelsbehandling. De forklarede, at "jobgarantien" er et produkt, der tilbydes efter en individuel afklaring af borgerens evne til at varetage et job i transportbranchen og det aktuelle behov på arbejdsmarkedet. De afviste at skelne på baggrund af køn, alder eller andre diskriminationsgrunde. Indklagede oplyste, at de i marts 2017 havde seks kvinder i jobgaranti (26-44 år), hvoraf fire var på lastbilforløb. De fremhævede, at cirka 20-25 procent af kvindelige lastbilkursister tilbydes jobgaranti, og at cirka 80 procent af alle afklaringssamtaler resulterer i et afslag på jobgaranti, uanset køn eller alder.

Nævnets vurdering og afvisning

Nævnet fandt, at klagerens påstand om, at indklagede henviste til hendes køn og alder ved afslaget, blev bestridt af indklagede. For at afgøre sagen var det nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder for at afklare, om indklagede havde efterlevet en instruks fra en vognmand om at besætte en stilling med en mandlig profil eller en kvinde med en bestemt alder. Da sådan bevisførelse ikke kan finde sted ved nævnet, men må ske ved domstolene, kunne nævnet ikke behandle klagen. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. Nævnet havde desuden ikke kompetence til at vurdere markedsføringen af produktet som en "garanti".