Klage over forskelsbehandling afvist grundet behov for bevisførelse ved domstolene

Klageren indbragte en sag for Ligebehandlingsnævnet vedrørende påstået forskelsbehandling på grund af handicap og køn i forbindelse med sin afskedigelse. Klageren, hvis ældste barn har en immundefekt, blev afskediget under sin kærestes graviditet. Klageren gjorde gældende, at afskedigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. og Ligebehandlingsloven, og at arbejdsgiveren var bekendt med både barnets helbredstilstand og den forestående familieforøgelse.

Arbejdsgiveren bestred påstanden om forskelsbehandling og anførte, at den reelle begrundelse for afskedigelsen var samarbejdsvanskeligheder, uretmæssig brug af stillingen til private økonomiske fordele samt ustabilt fremmøde, hvilket var dokumenteret i en intern konsulentrapport. Arbejdsgiveren hævdede, at klageren ikke havde fremsat ønske om fædreorlov forud for afskedigelsen, og at barnets tilstand ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses for et handicap i lovens forstand på opsigelsestidspunktet.

Nævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen, da en afgørelse af, om klageren er blevet forskelsbehandlet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Dette kan ikke ske for nævnet, men må afgøres ved domstolene. Nævnet fandt, at der var tvivl om omfanget og karakteren af de forhold, som arbejdsgiveren angav som årsag til opsigelsen. Afvisningen skete i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 1.