Stadfæstelse af hjemsendelse af islandsk statsborger efter modtagelse af vedvarende sociale ydelser

Sagen omhandler en islandsk statsborger, der indrejste i Danmark i august 2012. I september 2014 indberettede bopælskommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik siden april 2014. Det centrale juridiske spørgsmål var, om disse ydelser skulle betragtes som vedvarende, og om klagerens ophold i Danmark var af en sådan varighed og karakter, at det udelukkede hjemsendelse. Klagerens personlige og helbredsmæssige forhold: Klageren oplyste, at hun led af en bipolær affektiv sindslidelse, hvilket var årsagen til hendes sygemelding og behovet for sociale ydelser. Hun anførte i klagen, at hun efter et længere behandlingsforløb følte sig bedre og var motiveret for at søge arbejde. Barnets situation og tilknytning: Der blev i sagen lagt vægt på, at klagerens barn var velintegreret i Danmark med skolegang, venner og fritidsaktiviteter. Klageren argumenterede for, at både hun og barnet havde opnået en stærk social tilknytning til landet, og at de ønskede at blive i deres vante rammer. Modsat dette stod hensynet til reglerne om selvforsørgelse for nordiske statsborgere.

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdsret var bortfaldet, og at hun skulle hjemsendes i medfør af Udlændingeloven § 18. Begrundelse for ydelsernes karakter: Nævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser, da hun havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder (fra april 2014 til juli 2015). Det blev lagt til grund, at hun i denne periode ikke havde været i stand til at forsørge sig selv. Vurdering af opholdets varighed: Da klageren på tidspunktet for den oprindelige afgørelse i juli 2015 kun havde opholdt sig lovligt i Danmark i ca. to år og 11,5 måneder, var hun ikke omfattet af den treårige beskyttelse mod hjemsendelse i Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenester eller lov om aktiv socialpolitik. Nævnet præciserede, at det er opholdstiden på afgørelsestidspunktet, der er afgørende. Individuelle hensyn: Nævnet vurderede, at klagerens psykiske lidelse ikke kunne forhindre hjemsendelse, da der ikke var tale om en akut livstruende tilstand, og da behandling er tilgængelig i Island. Barnets integration og familiens glæde ved at bo i Danmark kunne heller ikke føre til et andet resultat, idet de fortsat har familiemæssig tilknytning til Island. Endelig konstateredes det, at klageren ikke var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed.