Afslag på forlængelse af opholdstilladelse til religiøs forkynder uden vielseskompetence

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en indisk statsborger, der ansøgte om forlængelse som religiøs forkynder. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse fra 2003 til 2006, men fik afslag på yderligere forlængelse i 2008, en afgørelse der ikke blev påklaget. En ny ansøgning i 2013, hvor ansøgeren skulle virke som hjælpepræst, førte igen til afslag.

Udlændingestyrelsens praksis og ansøgerens situation

Udlændingestyrelsen oplyste, at praksis for forlængelse af opholdstilladelse ud over tre år for religiøse forkyndere efter Udlændingeloven § 9 f, stk. 1 kræver, at ansøgeren er meddelt vielseskompetence. Religiøse forkyndere uden vielseskompetence kan ikke få forlænget deres opholdstilladelse ud over tre år. Missionærer kan heller ikke få forlænget opholdstilladelsen ud over tre år, da de ikke kan meddeles vielseskompetence. Dog kan personer, der virker inden for et religiøst ordenssamfund, få forlænget opholdstilladelsen ud over tre år efter Udlændingeloven § 9 f, stk. 3, uanset vielseskompetence. Dette gælder typisk for munke og nonner.

Advokaten argumenterede for, at ansøgeren ikke kunne opnå vielseskompetence grundet sin trosretning (tamilsk hinduisme, som er ikke-missionerende), og at ansøgeren derfor burde sidestilles med en person, der virker inden for et religiøst ordenssamfund. Det blev også anført, at praksis med en kumulativ treårsgrænse for personer uden vielsesmyndighed udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen korrekt var behandlet efter Udlændingelovens § 9 f, stk. 1. Nævnet afviste, at ansøgeren var omfattet af Udlændingelovens § 9 f, stk. 3, da denne bestemmelse er for nonner og munke, der virker internt i et religiøst ordenssamfund, ikke som forkyndere eller missionærer. Ansøgerens rolle som "hjælpepræst" med ceremonielle opgaver blev anset for et eksternt virke med henblik på forkyndelse. Da ansøgeren ikke havde vielseskompetence under sin tidligere opholdstilladelse, kunne han ikke på ny meddeles opholdstilladelse efter den gældende praksis.

Udlændingenævnet fandt desuden, at praksis ikke udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9. Begrundelsen var, at der er et sagligt formål bag den særlige adgang til forlængelse for personer med vielseskompetence, da visse trossamfund er afhængige af forkyndere med denne kompetence.