Afskedigelse af jordemoder ikke i strid med forskelsbehandlingsloven (handicap)

En jordemoder klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet hun blev afskediget, fordi hun kun kunne påtage sig dagvagter grundet sin søns helbredsmæssige forhold. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at afskedigelsen var i strid med lovgivningen.

Sagens baggrund og forløb

Klageren blev ansat som jordemoder i 2008 med skiftende vagter. Hendes søn blev i 2011 henvist til udredning for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Klageren anmodede om fritagelse fra aften- og nattevagter på grund af sønnens pasningsbehov. Efter en sygemelding i 2014 og en lægeerklæring om, at klageren kun kunne varetage dagvagter, indledte arbejdsgiveren en afskedigelsessag. Arbejdsgiveren begrundede afskedigelsen med klagerens sygefravær og manglende mulighed for at genoptage arbejdet i fuldt omfang med blandede vagter, da det ikke var foreneligt med driften at fritage hende for aften- og nattevagter.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Nævnet fastslog, at en tidligere forhandling og godtgørelse efter funktionærloven ikke afskar klageren fra at rejse krav om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven, da aftalen ikke eksplicit dækkede dette.

Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer med eget handicap, hvilket er fastslået af EU-Domstolen i Coleman-sagen. Dette betyder, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle en ansat, der yder hovedparten af plejen til et barn med handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Det er klagerens bevisbyrde at dokumentere, at sønnen på tidspunktet for opsigelsen led af en sygdom, der medførte et handicap i lovens forstand. På trods af opfordringer har klageren kun fremlagt første side af en udredningserklæring fra 2011 og har ikke yderligere dokumenteret sønnens mulige handicap.

Nævnet konkluderede derfor, at klageren ikke havde dokumenteret, at hendes søn havde et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.'s forstand. Klageren fik derfor ikke medhold i klagen.