Afgørelse om påstået forskelsbehandling pga. national oprindelse ved lønindplacering

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med lønvilkår for kabinepersonale. Klager, der er af svensk oprindelse, blev tilbudt ansættelse hos indklagede i Danmark, efter hendes tidligere arbejdssted i Sverige blev nedlagt i 2004. Ved overgangen blev klager og hendes svenske kolleger indplaceret på en nyoprettet dansk løntrappe, som medførte dårligere løn end den, der var gældende for det kabinepersonale, der i forvejen var tilknyttet indklagede i Danmark med tilsvarende anciennitet. Klager gjorde gældende, at dette udgjorde forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Klager ønskede godtgørelse herfor.

Indklagede bestred forskelsbehandlingen og gjorde gældende, at et eventuelt krav var forældet og/eller bortfaldet som følge af passivitet. Indklagede anførte desuden, at sagen faldt uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence, da den forudsatte bevisførelse i form af vidneforklaringer, og fordi nævnet ikke kan tilkende differenceløn, men kun godtgørelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 2.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1. Nævnet fandt, at klagers eventuelle krav ikke var forældet i sin helhed, men kun den del, der lå mere end fem år tilbage i forhold til klagens indbringelse, jf. Forældelsesloven § 4. Nævnet fandt heller ikke, at klager havde mistet retten til at gøre sit krav gældende som følge af retsfortabende passivitet, da klager og hendes kolleger løbende havde gjort indklagede opmærksom på deres utilfredshed.

Nævnet afviste indklagedes påstand om, at sagen skulle afvises på grund af behov for mundtlig bevisførelse, da nævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst på skriftligt grundlag. Ved vurderingen af den påståede forskelsbehandling lagde nævnet vægt på, at der var tale om en særlig situation, hvor et større antal medarbejdere fra en svensk afdeling skulle integreres i en dansk afdeling med forskellige løn- og ansættelsesvilkår. Den nye løntrappe, som klager blev indplaceret på, gjaldt ikke kun for de overførte medarbejdere, men også for fremtidigt nyansat personale.

Ligebehandlingsnævnet konkluderede, at det ikke var klagers nationale oprindelse, der lå til grund for den nye løntrappe, men derimod den særlige integrationssituation. Klager havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin svenske oprindelse. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.