Afgørelse om forskelsbehandling ifm. tilbagevenden fra barsel og efterfølgende afskedigelse

Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle den del af klagen, der vedrørte spørgsmålet om klagerens ret til at vende tilbage til tilsvarende arbejde efter barselsorlov, da en afgørelse heraf ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske ved nævnet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med tilbagevenden efter barselsorlov og efterfølgende afskedigelse. Klageren havde været ansat siden 1999 og var på barselsorlov fra maj 2007 til maj 2008 og igen fra februar 2009 til marts 2010. Hun blev opsagt den 16. juni 2010 til fratræden den 30. december 2010 som led i en større afskedigelsesrunde. Klageren mente, at både ændringen af hendes stillingsindhold under barselsorloven og afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven. Indklagede afviste dette og henviste til organisatoriske tilpasninger. Klageren påstod, at der var tale om omvendt bevisbyrde, da opsigelsen var relateret til hendes barselsorlov. Indklagede afviste dette, da afskedigelsen skete knap fire måneder efter klagerens tilbagevenden fra orlov.

Klagerens tilbagevenden efter orlov

Ifølge ligebehandlingsloven har en lønmodtager, der har udnyttet retten til fravær efter Bekendtgørelse af lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven) § 7, stk. 1, ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige. Klageren og indklagede havde modstridende opfattelser af, hvorvidt den stilling, klageren fik efter sin tilbagevenden fra barselsorlov i marts 2010, kunne anses for at være en stilling med mindre gunstige arbejdsvilkår end hendes tidligere stilling som Service Level Manager. Nævnet fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt klageren vendte tilbage til et arbejde af tilsvarende karakter, eller om der var tale om en ændring, der kunne sidestilles med en afskedigelse, ikke kunne afgøres på det foreliggende grundlag. En afklaring af dette spørgsmål ville kræve en egentlig bevisførelse, som ikke kan foretages for Ligebehandlingsnævnet.

Afskedigelsen af klageren

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har været fraværende efter barselsloven. Hvis en afskedigelse finder sted under fravær efter barselsloven, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold (omvendt bevisbyrde). Klageren blev afskediget den 16. juni 2010, cirka 3,5 måneder efter sin tilbagevenden fra barselsorlov den 1. marts 2010. Nævnet fandt ikke, at der var oplysninger i sagen, der tydede på, at indklagede havde truffet beslutningen om at afskedige klageren, inden hun vendte tilbage fra barselsorlov. Derfor fandt nævnet ikke grundlag for at behandle sagen efter bestemmelsen om omvendt bevisbyrde. Dette betød, at klageren skulle påvise faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at indklagede havde udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelsen. Som sagen forelå oplyst, herunder at klageren blev opsagt i en større afskedigelsesrunde, hvor 35 stillinger blev nedlagt i afdelingen på grund af manglende omsætning, fandt nævnet ikke, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling som følge af barselsorlov. Klagen blev derfor ikke taget til følge.