Afskedigelse under orlov til pasning af sygt barn ikke i strid med lov

Klager indbragte en sag for Ligebehandlingsnævnet om påstået forskelsbehandling på grund af køn eller handicap, idet hun blev opsagt under bevilliget orlov til pasning af sit syge barn. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen hverken var i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven.

Klager blev ansat som researcher i august 2006 og arbejdede fra november 2007 også med outplacement. I februar 2008 blev klager sygemeldt grundet graviditet og fødte i juli 2008. Kort efter fødslen viste det sig, at sønnen var født med huller i hjertet, hvilket førte til, at klager i december 2008 søgte og fik bevilliget orlov til pasning af alvorligt sygt barn i henhold til serviceloven, med fuld lønkompensation fra kommunen. Indklagede godkendte orloven i marts 2009. I slutningen af juni 2009 blev klager opsagt med virkning fra den 31. december 2009, begrundet i den aktuelle markedssituation og nedlæggelse af stillingen.

Klagers påstande

Klager påstod, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven, subsidiært forskelsbehandlingsloven, og krævede godtgørelse. Klager anførte, at afskedigelsen skyldtes orloven til pasning af barn med nedsat funktionsevne, ikke markedssituationen. Klager fremhævede, at:

• Indklagede var bekendt med, at plejetilladelsen først udløb efter barnets anden hjerteoperation, uden kendt slutdato.
• Orloven var fuldt dækket af kommunen, så der var ingen lønbesparelse for indklagede.
• Statistik fra Danmarks Statistik viste, at langt flere kvinder end mænd afholder orlov efter servicelovens regler, hvilket indikerer indirekte kønsdiskrimination.
• Klagers barn led af en varig funktionsnedsættelse, der faldt inden for handicapbegrebet i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.
• Klager var beskyttet mod forskelsbehandling som følge af sit handicappede barn, jf. EU-domstolens Coleman-sag.

Indklagedes påstande

Indklagede påstod sagen afvist, da den omhandlede principielle spørgsmål om handicapbegrebet og krævede mundtlig bevisførelse. Subsidiært påstod indklagede frifindelse. Indklagede anførte, at:

• Markedet for rekruttering var faldende, hvilket nødvendiggjorde nedlæggelse af stillinger, herunder klagers.
• Klagerens arbejde med outplacement var begrænset og assisterende, og hun havde ikke de nødvendige kvalifikationer til at varetage de større forløb.
• Klagerens barn led på opsigelsestidspunktet af en sygdom, der kunne kureres, og ikke et varigt handicap i lovens forstand.
• Beslutningen om opsigelse blev truffet ud fra en forventning om, at barnet ville blive rask, og klager ville vende tilbage til arbejdet.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet afviste indklagedes påstand om afvisning, da sagen kunne belyses skriftligt, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 9, stk. 1. Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn og handicap på arbejdsmarkedet, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Nævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling på grund af køn, idet det overvejende er kvinder, der afholder orlov til pasning af sygt barn. Dog fandt nævnet, at indklagede havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Nævnet lagde vægt på, at indklagede havde en forventning om, at klager ville vende tilbage senest i januar 2010, og at klager allerede i april 2009 blev informeret om, at hendes stilling sandsynligvis ville bortfalde grundet manglende arbejdsopgaver inden for rekruttering. Det blev godtgjort, at det var nødvendigt at nedlægge klagerens stilling.

Vedrørende påstanden om forskelsbehandling på grund af handicap, fandt nævnet ikke grundlag for at betegne sønnens sygdom og dens følger som et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 forstand. Nævnet lagde vægt på, at den eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed på opsigelsestidspunktet kunne anses for et handicap i lovens forstand.

På baggrund heraf fik klager ikke medhold i sin klage.