Afskedigelse af økonomimedarbejder med Crohns sygdom ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet en kvinde med Crohns sygdom blev afskediget fra sin stilling som økonomimedarbejder. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Nævnet har ikke kompetence til at vurdere spørgsmål vedrørende sygedagpengeloven eller funktionærloven. Nævnet afviste indklagedes påstand om retsfortabende passivitet, da der havde været korrespondance mellem parterne efter opsigelsen.

Vurdering af handicap og forskelsbehandling

Det fremgår af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1 at en arbejdsgiver hverken direkte eller indirekte må udsætte en medarbejder for forskelsbehandling som følge af handicap. Begrebet "handicap" skal fortolkes i overensstemmelse med EU-domstolens afgørelser (Ring- og Skouboe Werge-sagerne), hvilket indebærer, at det omfatter en tilstand forårsaget af en lægeligt diagnosticeret sygdom, når denne medfører en langvarig begrænsning, der i samspil med barrierer kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige fod med andre. Dette er fastsat i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 3.

Nævnet lagde til grund, at klager har lidt af Crohns sygdom siden 1996 og ved ansættelsen oplyste, at sygdommen ikke påvirkede hendes arbejde. Klager blev opsagt efter 120 dages sygefravær. Klager gjorde gældende, at hendes sygdom var omfattet af handicapbegrebet, og at indklagede havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a ved ikke at undersøge mulige tilpasninger eller afholde en sygesamtale. Indklagede bestred, at klager led af et handicap i lovens forstand, og at de havde kendskab til en længerevarende funktionsnedsættelse, idet lægeerklæringerne forventede kortvarige sygemeldinger.

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at klager havde dokumenteret, at hun på opsigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.