Betaling for seng og mad til partner på fødegang udgør ikke forskelsbehandling

Klagen omhandler påstået kønsdiskrimination, idet klageren skulle betale for seng og mad under sit ophold på fødegangen med sin kone. Ligebehandlingsnævnet fandt, at dette ikke var i strid med Ligestillingsloven.

Klageren argumenterede for, at det at blive forældre er et fælles projekt, og at faderens tilstedeværelse er afgørende for både mor og barn, især ved kejsersnit, hvor faderen varetager praktiske opgaver. Han mente, at betalingen udgjorde forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede fastholdt, at betalingsprocessen ikke var kønsbaseret, da den samme betaling kræves uanset partnerens køn. De fremhævede, at forskellig behandling baseret på biologiske kønsforskelle ikke strider mod ligestillingsloven, og at partneren frit kan opholde sig på barselsgangen uden udgifter, hvis de fravælger seng og mad.

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at Ligestillingsloven § 2 forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet konkluderede, at den fødende kvinde modtager vederlagsfrie ydelser som indlæggelsen nødvendiggør, mens partneren – uanset køn – kan tilkøbe mad og seng. Denne forskel er ikke kønsbegrundet, og klageren fik derfor ikke medhold. Sagen blev behandlet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 om nævnets kompetence, og afgørelsen bygger desuden på Ligestillingsloven § 1 a om lovens anvendelsesområde samt Ligestillingsloven § 3 a om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling.