Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klage om afvisning fra stripklub

Sagen omhandler en klage over påstået kønsdiskrimination, idet klager og hendes veninder blev nægtet adgang til en stripklub. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klagen, da en afgørelse om, hvorvidt der er sket forskelsbehandling på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket falder uden for nævnets kompetence i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1. Klager oplyste, at dørmanden nægtede dem adgang med begrundelsen, at "piger ikke var tilladt adgang", og mente, at alle, der overholder klubbens retningslinjer, burde have adgang. Den indklagede oplyste derimod, at begge køn har adgang, og at afvisninger kun sker ved beruselse. Nævnet bemærkede, at Ligestillingsloven § 2, stk. 1 forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Da der var uenighed om årsagen til afvisningen, fandt nævnet, at dette kun kunne afklares gennem mundtlig bevisførelse, som skal ske ved domstolene. På baggrund heraf kunne Ligebehandlingsnævnet ikke behandle sagen, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 1.