Afskedigelse af fleksjobberettiget sagsbehandler var ikke forskelsbehandling pga. handicap

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra et fleksjob. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen af klager fra hans fleksjob som sagsbehandler ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager var ansat i et fleksjob, hvor han fra 1. april 2010 arbejdede 16 timer ugentligt som sagsbehandler ved Center for Borgerservice. Hans arbejdsopgaver omfattede blandt andet folkeregister, pas/kørekort, sygesikring, underholdsbidrag, kørekortbooking og administration af fodlægeregninger. Sidstnævnte opgave blev af indklagede anset for at være klagers primære opgave i fleksjobbet, især med henblik på at imødekomme hans helbredsmæssige situation og forventede fravær.

Baggrund for afskedigelsen

Indklagede begrundede afskedigelsen, der trådte i kraft den 31. august 2011, med følgende:

• Opgaven med administration af fodlægeregninger bortfaldt pr. 1. juni 2011, da den blev overenskomstdækket og ikke længere skulle varetages kommunalt.
• Øget brugerbetjening og digitalisering medførte en reduktion af arbejdsopgaverne i Center for Borgerservice.
• Kommunen var nødsaget til at foretage budgettilpasninger, hvilket yderligere vanskeliggjorde omplacering.

Indklagede fastholdt, at der ikke var mulighed for at omplacere klager til andre opgaver inden for centeret eller andre steder i kommunen, og at afskedigelsen var baseret på manglende arbejdsopgaver, ikke økonomi eller klagers fremtidige operationer, som var kendt ved fleksjobaftalens indgåelse.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 definerer forskelsbehandling som enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap. Loven fastslår også, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ved afskedigelse, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Hvis en person påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7.

Nævnet fandt, at selvom klager måtte anses for handicappet i lovens forstand, havde han ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til direkte eller indirekte forskelsbehandling. Nævnet anså det for godtgjort, at administrationen af fodlægeregninger udgjorde en væsentlig del af klagers arbejdsopgaver, og at denne opgave bortfaldt. Sammenholdt med reduktion af andre arbejdsopgaver og budgettilpasninger fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at afskedigelsen var båret af saglige hensyn. Klager fik derfor ikke medhold i sagen.