Afskedigelse af socialpædagog med sclerose var ikke ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en socialpædagog med sclerose, der blev afskediget fra sin fleksjobstilling ved et daghjem for voksne udviklingshæmmede. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, da arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Klageren havde været ansat i fleksjob siden 2005 med nedsat arbejdstid og personlig assistance, men hendes behov for hjælp var steget, hvilket belastede kollegerne og daghjemmets drift.

Baggrund for afskedigelsen

Arbejdsgiveren havde allerede iværksat en række skånehensyn, herunder:

• Nedsat arbejdstid fra 25 til 20 timer om ugen.
• Fleksibel arbejdstid.
• Fritagelse fra fysisk krævende opgaver.
• Tildeling af personlig assistance i otte timer om ugen.

Arbejdsgiveren argumenterede for, at klageren ikke længere kunne varetage de væsentligste funktioner i stillingen, da 80 procent af opgaverne var fysisk pleje og omsorg. Yderligere timer til personlig assistance blev vurderet til at ændre stillingen til et skånejob, hvilket ikke var muligt inden for fleksjobordningen. Desuden var brugergruppen blevet mere plejekrævende, hvilket øgede behovet for fysisk assistance.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagerens tilstand udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Da afskedigelsen var begrundet i klagerens handicap, påhvilede det arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Dette indebar en vurdering af, om arbejdsgiveren havde opfyldt sin forpligtelse til at foretage rimelige tilpasninger, som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens vurdering af, at klageren ikke længere var egnet til stillingen som socialpædagog i fleksjob. Det blev lagt vægt på de allerede omfattende tilpasninger, herunder nedsat arbejdstid og personlig assistance, samt jobkonsulentens vurdering af, at yderligere assistance ville ændre stillingens karakter. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at betvivle arbejdsopgavernes karakter eller at yderligere tiltag ikke ville gøre klageren i stand til at varetage opgaverne. Forbuddet mod forskelsbehandling kræver ikke fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner, selv efter tilpasningsforpligtelsen er opfyldt, hvilket også fremgår af det bagvedliggende EU-direktiv. Sagen blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet i henhold til dets mandat, som fastsat i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1.

Nævnet konkluderede, at arbejdsgiveren havde truffet de rimelige og hensigtsmæssige foranstaltninger og dermed løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.