Juridisk søgeværktøj

Baggrund og transport via BlaBlaCar Sagen handlede om T, en fransk statsborger, der i januar 2022 fungerede som chauffør på en tur fra Tyskland til Danmark. Transporten var formidlet via applikationen BlaBlaCar. T havde indgået aftale med passageren B om kørsel, og B medbragte en ekstra passager, A. Ved grænsekontrollen i Rødbyhavn blev bilen standset, og det viste sig, at A, der er marokkansk statsborger, ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation til indrejse i Danmark. De tidligere instansers domfældelse Ved både Retten i Nykøbing Falster og Østre Landsret blev T fundet skyldig i overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 8, nr. 1. Landsretten lagde til grund, at T ikke havde sikret sig, at A havde lovlig adkomst til Danmark, og fandt det bevist, at T havde handlet med det fornødne forsæt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). T blev idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Forsætsbegrebet og Højesterets prøvelsesret For Højesteret påstod T frifindelse under henvisning til, at landsretten havde anvendt forsætsbegrebet forkert. T argumenterede for, at de faktiske omstændigheder ikke kunne begrunde, at han havde indset muligheden for, at A indrejste ulovligt, eller at han havde accepteret denne mulighed. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og gjorde gældende, at Højesteret ikke kunne efterprøve bevisvurderingen, jf. Retsplejeloven § 933, stk. 2, men alene den juridiske anvendelse af forsætsbegrebet. Spørgsmålet om sagsbehandlingstid T gjorde subsidiært gældende, at straffen skulle bortfalde eller nedsættes som følge af en sagsbehandlingstid på over tre år i landsretten, hvilket han anså for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6.

Sagen omhandler en tvist mellem en beboer i Lejre Kommune og kommunen vedrørende anvendelsen af ejendommen matr.nr. [M1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 18 for Nørre Hvalsø landsby, hvor den er placeret i område B, som ifølge lokalplanens § 3.2 er udlagt til offentlige formål. Klageren ønskede denne status ændret, så ejendommen ikke længere var låst til offentlig anvendelse, hvilket ville muliggøre et salg af arealet til andre formål i tråd med de omkringliggende ejendomme. Forløbet omkring anmodningen og kommunens afslag Klageren indsendte den 18. november 2019 en anmodning til Lejre Kommune om at få ændret lokalplanen. Allerede dagen efter, den 19. november 2019, svarede kommunen per e-mail, at de ikke så sig i stand til at imødekomme ønsket: "Vi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for, på kort sigt, at ændre udpegningen af matr.nr. [M1] til offentlige formål. [...] Vi kan således ikke imødekomme jeres anmodning på nuværende tidspunkt." Beboeren klagede herefter over denne beslutning og gjorde gældende, at kommunen ikke kan opretholde udlægget til offentlige formål på ubestemt tid. Klageren henviste til, at kommunen burde benytte hjemler i Planloven § 33 eller Planloven § 45 til at ændre eller ophæve lokalplanen, således at ejendommen kunne overtages af kommunen eller sælges frit. Tidslinje over sagens vigtigste datoer Klagerens juridiske argumenter og overtagelseskrav Klageren anførte i sin klage, at det var nødvendigt at bringe Planloven § 48 i spil. Argumentet var, at hvis kommunen fastholder ejendommen til offentlige formål uden reelt at udnytte den dertil, bør ejeren have mulighed for at kræve ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Ved at ændre planen ville man ifølge klageren kunne sikre en udnyttelse af arealet, der stemmer overens med den faktiske brug af naboejendommene. Nævnets vurdering af kompetence og planlægningspligt Planklagenævnet har i sin vurdering fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt kommunens e-mail af 19. november 2019 overhovedet udgør en "afgørelse", der kan påklages. Nævnet gennemgik reglerne for, hvornår en kommune har pligt til at udarbejde en lokalplan. Efter Planloven § 13, stk. 1 er det som udgangspunkt op til kommunens eget skøn, om man vil tilvejebringe en lokalplan. Selvom der findes en planlægningspligt i Planloven § 13, stk. 2 og Planloven § 13, stk. 3, fandt nævnet ikke, at disse var relevante, da sagen ikke handlede om et konkret byggeprojekt, der var i overensstemmelse med kommuneplanen, men derimod om et ønske om at fjerne en eksisterende planlægning.

Sagen omhandler en klage over Hvidovre Kommunes afgørelse af 23. september 2025, hvor kommunen meddelte afslag på dispensation fra lokalplan nr. 237 til en overskridelse af den maksimale bygningshøjde på en ejendom beliggende i et boligområde mellem Hvidovrevej og Vigerslevparken. Ejeren af ejendommen ønskede at ombygge tagetagen på et enfamiliehus, hvilket ville resultere i en bygningshøjde på 8,8 meter over terræn. Lokalplanens krav og det ansøgte projekt Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 237, som i § 5.3 fastlægger de præcise rammer for bebyggelsens omfang. Bestemmelsen dikterer følgende: Bygningshøjden må maksimalt være 8,5 m over terræn. Skorstene, antenner og mobilantennemaster er ikke omfattet af højdebegrænsningen. Det ansøgte projekt indebar en forøgelse af højden til 8,8 meter, hvilket er en overskridelse på 30 cm i forhold til lokalplanens maksimale ramme. Kommunen vurderede, at denne overskridelse ikke var nødvendig, men snarere et resultat af specifikke arkitektoniske og funktionelle valg foretaget af bygherren. Parternes argumenter og klagepunkter Klageren gjorde gældende, at kommunens afgørelse byggede på en udokumenteret antagelse om, at projektet ville medføre en væsentlig visuel påvirkning af omgivelserne. Desuden blev det anført, at kommunen tog fejl i antagelsen om, at en tilsvarende funktionel og energimæssig løsning kunne opnås inden for lokalplanens rammer. Klageren mente herunder, at kommunen havde tilsidesat officialprincippet og ikke foretaget en reel individuel vurdering, men i stedet havde "sat skøn under regel". Kommunen fastholdt derimod deres afslag med henvisning til: Bygningens samlede fremtoning og den visuelle påvirkning af boligområdet. At fravigelsen ville skabe en uønsket præcedensdannelse i området. At overskridelsen ikke var teknisk nødvendig. Planklagenævnets prøvelse af officialprincippet og det konkrete skøn Planklagenævnet tog først stilling til, om projektet var umiddelbart tilladt jf. Planloven § 18. Nævnet konstaterede hurtigt, at da højden på 8,8 meter oversteg grænsen i lokalplanens § 5.3, krævede forholdet dispensation efter Planloven § 19. I forhold til officialprincippet vurderede nævnet, at kommunen havde det fornødne grundlag for at træffe afgørelsen, da de var i besiddelse af både ansøgnings- og tegningsmateriale. Nævnet understregede, at kommunen har et vidtgående skøn i forhold til, hvilke oplysninger der er nødvendige, og at der ikke var grundlag for at antage, at yderligere oplysninger om konstruktionsmetoder ville have ændret udfaldet. Vedrørende spørgsmålet om "skøn under regel", fandt nævnet, at kommunen faktisk havde foretaget en konkret vurdering. Nævnet bemærkede: Planklagenævnet finder på denne baggrund, at kommunen har foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke er i strid med forbuddet mod ”skøn under regel”, at kommunen har en restriktiv praksis. Nævnet fastslog ligeledes, at hensynet til at undgå præcedens samt bygningens visuelle fremtræden er saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, som kommunen lovligt kan lægge vægt på.

Sagen omhandler en investeringsstruktur, hvor en luxembourgsk investeringsfond ("Fonden") har erhvervet det danske selskab H2 via et 100 % ejet britisk holdingselskab, H1. Fonden er etableret som et SCSp (Société en Commandite Spéciale), der er skattemæssigt transparent i Luxembourg og har ca. 200 investorer, hvoraf over 85 % er hjemmehørende i lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Finansieringen af strukturen er tilrettelagt således: Fonden til H1: To variable lån, der skattemæssigt kvalificeres som Profit Participation Loans (PPL). Rentebetalingerne afhænger af H1's overskud. H1 til H2: To koncerninterne lån med en fast årlig rente på 6 %. H1 er et britisk kapitalselskab (Private Limited Company) med egen bestyrelse i Storbritannien. Selskabets formål er at agere holdingselskab for Fondens investeringer. Det er oplyst, at H1 har fuld dispositionsret over de modtagne renter fra H2, og at der ikke foreligger en juridisk eller kontraktlig forpligtelse til at sende renterne videre til Fonden eller investorerne. Der er således ikke tale om direkte back-to-back lån, da vilkårene for lånene (rente og risiko) er forskellige.

Randers Kommune traf den 24. juni 2025 en afgørelse om at nedlægge forbud mod etablering af et lager og showroom for brændeovne på ejendommen [A1] i Randers C. Forbuddet blev meddelt med hjemmel i Planloven § 12, stk. 3, da kommunen vurderede, at den ansøgte anvendelse var i strid med kommuneplanens rammebestemmelser for området. Ejendommen er beliggende i et område, der i kommuneplanen er udlagt til boligformål og institutioner, og hvor der tidligere har været drevet en dagligvarebutik (minimarked). Kommuneplanens rammer for Gl. Hadsundvej Ejendommen er omfattet af Kommuneplan 2021, specifikt rammeområde 1.02.B.15, Gl. Hadsundvej. Området er ikke reguleret af en lokalplan, hvorfor kommuneplanens rammedel er det styrende plandokument for kommunens vurdering efter Planloven § 12, stk. 3. Parternes argumenter i klagesagen Klageren, der ejer ejendommen, anførte, at kommunen manglede hjemmel til forbuddet. De væsentligste argumenter fra klager var: Ejendommen har historisk været godkendt til detailhandel og erhverv. Det ansøgte lager/showroom er en videreførelse af eksisterende lovlig brug (tidligere minimarked). Virksomheden med brændeovne ville være mindre indgribende for naboerne end en dagligvarebutik. Kommunen fastholdt derimod, at et showroom for brændeovne skal betragtes som en udvalgsvarebutik. En sådan butik har et geografisk kundegrundlag, der rækker langt ud over lokalområdets behov, i modsætning til en dagligvarebutik, der forsyner nærområdet. Kommunen vurderede derfor, at anvendelsen ikke var forenelig med områdets boligkarakter. Planklagenævnets vurdering af planlægningsmæssig relevans Nævnet skulle tage stilling til, om der var tale om en "ændret anvendelse", da forbud efter Planloven § 12, stk. 3 kun kan anvendes ved nye tiltag eller ændringer. Nævnet fastslog, at overgangen fra dagligvarebutik til udvalgsvarebutik/showroom er en planlægningsmæssig relevant ændring: "Det vil således være en planlægningsmæssig relevant ændring at ændre anvendelsen fra dagligvarebutik til udvalgsvarebutik. Det samme gælder, hvis anvendelsen ændres fra dagligvarebutik til lager/showroom uden, at det har karakter af detailhandel." Nævnet lagde vægt på, at forskellige butikstyper påvirker bymiljøet og trafikforholdene forskelligt. Da anvendelsen til showroom ikke faldt ind under rammebestemmelsernes definitioner af boliger eller institutioner til bydelens behov, bekræftede nævnet, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbuddet.

Sagen omhandler en tvist mellem ejerne af Holmens Camping og Skanderborg Kommune vedrørende et ønske om at foretage matrikulære ændringer på ejendommene [A2] og [A3] i Ry. Ejendommene anvendes i dag til både campingplads og privat beboelse for ejerne. Ejerne ønskede at foretage en række arealoverførsler mellem de eksisterende matrikler [M1], [M2] og [M3] med det formål at samle campingpladsen på én matrikel og beboelsen på en anden. Ønsket om adskillelse af campingplads og beboelse Ejerne af campingpladsen fremsendte den 22. november 2024 en anmodning om forhåndsdialog. Formålet var at opnå en klarere ejendomsmæssig adskillelse af de to funktioner. Ifølge ejerne var dette begrundet i praktisk-økonomiske hensyn, herunder muligheden for at belåne virksomheden og beboelsen hver for sig, samt at kunne sælge de to dele uafhængigt af hinanden i fremtiden. Det blev i ansøgningen understreget, at den faktiske anvendelse af arealerne ville forblive uændret i forhold til de nuværende forhold. Kommunens fortolkning af lokalplanens anvendelsesbestemmelser Skanderborg Kommune traf den 28. februar 2025 afgørelse om at give afslag på dispensation fra lokalplan nr. 60. Kommunen vurderede, at de matrikulære ændringer var i strid med lokalplanens overordnede formål og anvendelsesbestemmelser. Kommunen henviste specifikt til: Lokalplan nr. 60 § 1.1 om at fastholde områdets anvendelse til fritidsformål. Lokalplan nr. 60 § 3.9 som fastslår, at område III må anvendes til beboelse for ejeren og opholdsrum for campingpladsens gæster. Kommunen lagde vægt på, at det ville være uhensigtsmæssigt at skabe en privat ejendom uden direkte tilknytning til campingpladsen, og at dette stred imod lokalplanens hensigt om at sikre boligen som en integreret del af campingpladsdriften. Planklagenævnets skelnen mellem formål og bindende bestemmelser I sin vurdering af sagen delte Planklagenævnet analysen op i forhold til de to bestemmelser, som kommunen havde lagt til grund for sit afslag. Nævnet tog udgangspunkt i Planloven § 18, der fastslår, at forhold i overensstemmelse med lokalplanen er umiddelbart tilladte. Vedrørende § 1.1 (formålsbestemmelsen) anførte nævnet, at en lokalplans formålsbestemmelse i sig selv ikke kan håndhæves som en bindende bestemmelse over for borgerne. Formålet afgrænser de rammer, som de øvrige bestemmelser skal varetage, jf. Planloven § 15, stk. 1. Nævnet konkluderede derfor, at de matrikulære ændringer ikke kunne være i strid med denne paragraf alene. Vurderingen af arealoverførsler og faktiske anvendelse Nævnet fokuserede herefter på lokalplanens § 3.9, som regulerer anvendelsen af område III. Nævnet fandt, at denne bestemmelse udelukkende regulerer den fysiske anvendelse af arealet (beboelse og opholdsrum) og ikke de matrikulære skel eller ejendomsforholdene. "Planklagenævnet finder, at de ansøgte arealoverførsler ikke er i strid med lokalplanens § 3.9. Nævnet lægger herved vægt på, at lokalplanens § 3.9 ikke regulerer arealoverførsler, men anvendelsen af område III. Det fremgår af ansøgningen, at selve anvendelsen af arealerne vil være uforandrede." Da der ikke var tale om en ændret anvendelse, men blot en omfordeling af arealer mellem matriklerne, vurderede nævnet, at forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation.

Sagen omhandler Gladsaxe Kommunes beslutning den 10. oktober 2025 om at nedlægge et forbud efter Planloven § 14 mod ombygning af og tilbygning til en bevaringsværdig murermestervilla fra 1925 beliggende i Søborg. Konflikten opstod, da ejeren ønskede at gennemføre omfattende ændringer, herunder nedrivning af en glasveranda, opførelse af en tilbygning på 81,5 m², hævning af taget samt udskiftning af røde tegltagsten med sorte og sprossede trævinduer med træ/alu-vinduer uden sprosser. Dialogen mellem parterne og det omstridte beslutningsreferat Forløbet startede i februar 2025 med en forhåndsdialog. Der blev afholdt flere møder, hvor kommunen udtrykte betænkelighed ved projektets placering og arkitektoniske udtryk. Den 10. april 2025 blev der afholdt et møde, hvor sagsbehandleren i et referat anførte, at kommunen kunne acceptere tilbygningens fodaftryk, men samtidig stillede en række anbefalinger og krav til materialer og detaljeringsgrad. Efterfølgende involverede kommunen en stadsarkitekt, som vurderede, at projektet var for "bombastisk og dominerende" i forhold til det oprindelige hus. Da klageren fastholdt sit projekt, valgte kommunen at nedlægge et § 14-forbud med henblik på at udarbejde en ny lokalplan, der skal sikre husets bevaringsværdier. Oversigt over det ansøgte projekt og kommunens bemærkninger Klagerens argumenter om berettigede forventninger Klageren gjorde gældende, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn via referatet fra den 10. april 2025. Klageren mente, at de opstillede punkter havde karakter af vilkår i en afgørelse, og at godkendelsen af fodaftrykket betød, at projektet som helhed var accepteret. Videre anførte klageren, at kommunens faktuelle grundlag var forkert, da huset ifølge klageren ikke fremstod originalt grundet tidligere ændringer i 1950'erne.

Sagen omhandler en tvist mellem Fanø Kommune og ejeren af ejendommen [A1] på Fanø. Ejeren ønskede at udstykke sin 2.998 m² store ejendom til to selvstændige sommerhusgrunde på hver ca. 1.500 m². Fanø Kommune traf den 27. august 2025 afgørelse om at nedlægge forbud mod denne udstykning med henvisning til Planloven § 12, stk. 3. Kommunen begrundede sit afslag med, at udstykningen ville stride mod kommuneplanens rammedel, som fastsætter krav til minimumsstørrelser for grunde i sommerhusområder. Ejendommens status og kommuneplanens rammer Ejendommen er i dag ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, men er underlagt Kommuneplan 2021 for Fanø Kommune. Den ligger i et specifikt rammeområde (4.S.1), hvor der gælder særlige regler for sommerhusbebyggelse. Af kommuneplanen fremgår følgende krav til grundstørrelser: Da ejeren ønskede at oprette to grunde på 1.500 m², vurderede kommunen, at dette var i direkte modstrid med kommuneplanens intentioner om at bevare store grunde i området. Parternes argumenter og klagepunkter Ejeren af ejendommen påklagede afgørelsen til Planklagenævnet med flere principielle indsigelser. Klageren gjorde gældende, at kommunen manglede den fornødne lovhjemmel til at gribe ind over for borgeren, da en kommuneplan i sig selv ikke er direkte bindende for den enkelte lodsejer. Specifikt anførte klageren, at kommunens anvendelse af Planloven § 12, stk. 3 var retligt forkert, idet en udstykning af et areal hverken kan defineres som "opførelse af bebyggelse" eller "ændret anvendelse", som er de to forhold, paragraffen giver hjemmel til at regulere. Planklagenævnets detaljerede vurdering Nævnet tog indledningsvist stilling til sin egen kompetence efter Planloven § 58, stk. 1 og konstaterede, at spørgsmålet om hjemmel til et forbud er et rent retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve fuldt ud. Nævnet præciserede i sin afgørelse forholdet mellem kommuneplanlægning og borgernes rettigheder: "Bestemmelser i en kommuneplan er – i modsætning til bestemmelser i en lokalplan eller i en byplanvedtægt – ikke umiddelbart bindende over for borgere/bygherrer." Nævnet gennemgik herefter ordlyden af Planloven § 12, stk. 3. Bestemmelsen giver kommunen ret til at modsætte sig: Opførelse af bebyggelse Ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer Nævnet konkluderede, at en udstykning (opdeling af et matrikelnummer i flere) falder uden for disse to kategorier. Da der ikke var tale om hverken et konkret byggeprojekt eller en ændring af, hvad arealet blev brugt til, kunne kommunen ikke bruge denne paragraf. Hvis kommunen ønskede at forhindre udstykningen, skulle de i stedet have anvendt Planloven § 14, som giver mulighed for et midlertidigt forbud, mens der udarbejdes en ny lokalplan.

Sammenfatning af høringsdokument: Bekendtgørelse om tilskud til oplæring i udlandet m.v. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) har udsendt et udkast til en ny bekendtgørelse, der regulerer udbetaling af tilskud til erhvervsskoleelever og lærlinge, som tager en del af deres oplæring i udlandet. Høringen udspringer af en ændring i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og sigter mod at skabe lige muligheder samt at modernisere administrationen. Baggrund og Formål Hovedformålet med den nye bekendtgørelse er at sikre, at elever og lærlinge har lige muligheder for økonomisk støtte, uanset om de har en forudgående uddannelsesaftale med en dansk arbejdsgiver eller ej. Samtidig lanceres en ny digital selvbetjeningsløsning, der skal gøre det nemmere at få overblik over økonomien inden udrejse. Som høringsbrevet formulerer det: "Omlægningen medfører, at der i forhold til muligheden for tilskud til oplæring i udlandet, vil gælde de samme regler for elever og lærlinge, uanset om den pågældende har en dansk uddannelsesaftale eller ej." Betingelser for Oplæringsophold For at udløse tilskud skal en række strenge betingelser være opfyldt: Varighed og Afstand: Opholdet skal vare mindst 30 dage hos den samme udenlandske arbejdsgiver. Der skal være mindst 100 km fra elevens bopælsadresse til oplæringsstedet. Fysisk Tilstedeværelse: Eleven skal fysisk og faktisk flytte til landet. Oplæring udført online berettiger ikke til tilskud. Sikkerhed: Udenrigsministeriets rejsevejledning skal respekteres. Der udbetales ikke tilskud til lande i rød (fraråder alle rejser) eller orange (fraråder ikke-nødvendige rejser) kategori. Visum og Lovlighed: Eleven skal overholde opholdslandets krav til visum og arbejdstilladelser. Oversigt over Ydelser og Satser Bekendtgørelsen fastsætter rammerne for forskellige typer af økonomisk støtte: Ansøgningsprocedure og Digitalisering Alle ansøgninger skal indgives via AUB's nye digitale selvbetjeningsløsning. Ansøgningen anses først for modtaget, når både uddannelsesinstitution/arbejdsgiver og eleven har godkendt deres respektive dele og indsendt den underskrevne udenlandske kontrakt. Der kan søges op til 6 måneder før afrejse. Afbrydelser og Dispensationer Elever er forpligtede til straks at oplyse AUB, hvis opholdet afbrydes eller ændres. Et ophold anses dog ikke for afbrudt ved kortvarige rejser til Danmark grundet: Egen alvorlig sygdom, der kræver behandling i Danmark. Alvorlig sygdom eller dødsfald i nærmeste familie. I disse særlige tilfælde dækkes hjemrejsen under forudsætning af, at elevens egen rejseforsikring ikke dækker. Ikrafttrædelse Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2026 og erstatter den gældende bekendtgørelse (nr. 498 af 19. maj 2017). Der er fastsat en overgangsordning, hvor AUB frem til 1. oktober 2026 kan dispensere for visse ansøgningsfrister i den nye digitale løsning.

Baggrund for høringen Lægemiddelstyrelsen har udsendt et udkast til opdatering af Vejledning om kriterier for Lægemiddelstyrelsens vurdering af bioækvivalens med henblik på generisk substitution. Formålet med revisionen er at beskytte en særligt sårbar patientgruppe mod de potentielle risici, der kan opstå i forbindelse med automatisk apotekssubstitution af deres medicin. Specifikt om Stiripentol og Dravet syndrom Kernen i ændringen er at tilføje lægemidlet Stiripentol (ATC-kode N03AX17) til listen over lægemidler, der ikke må substitueres automatisk. Dette begrundes i Lægemiddelstyrelsens høringsbrev med lægemidlets specifikke farmakokinetiske egenskaber og den patientgruppe, der anvender det. Lægemiddelstyrelsen forklarer baggrunden således i høringsbrevet: "Stiripentol anvendes udelukkende til behandling af patienter med Dravet syndrom (Severe Myoclonic Epilepsy in Infancy; SMEI), hvor kramperne ikke kan kontrolleres med andre lægemidler. Her er tale om en population af patienter der omfatter børn og som er karakteriseret ved en lav tærskel for epileptiske anfald, hyppige anfald, og tendens til at udvikle status epilepticus." Risikoen ved at skifte mellem forskellige kopipræparater (generika) af Stiripentol er høj, da selv marginale udsving i optagelsen kan få alvorlige kliniske konsekvenser: "Selv mindre ændringer i dosis af stiripentol kan resultere i uhensigtsmæssige ændringer i plasmakoncentrationen, og stiripentol har potentiale til at forårsage betydelige lægemiddelinteraktioner." Oversigt over substitution for antiepileptika Med ændringen indskrives Stiripentol i vejledningens Tabel 1 over acceptgrænser. Den opdaterede situation for epilepsimedicin vil fremadrettet se således ud: Generelle principper for substitution Vejledningen fastslår de overordnede regler for generisk substitution, herunder at kravet til bioækvivalens (AUC og Cmax) normalt ligger inden for et konfidensinterval på 80,00-125,00 %. For lægemidler med smalt terapeutisk indeks indsnævres dette til 90,00-111,11 %. Lægemiddelstyrelsen gør endvidere opmærksom på en række situationer med stor risiko for compliance-problemer, hvor substitution generelt ikke tillades, f.eks. ved forskellige styrkeangivelser, forskellige indtagelsestidspunkter, eller skift mellem endosis- og flerdosisbeholdere. Høring og ikrafttrædelse Høringsmaterialet er sendt bredt ud til en lang række interessenter, herunder faglige organisationer (Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd m.fl.), patientforeninger (Epilepsiforeningen, Danske Patienter) samt industri og regioner. Høringsfrist: 17. april Forventet ikrafttrædelse: 1. maj

Planklagenævnet traf den 20. januar 2026 afgørelse om at afvise en klage over et påbud fra Odder Kommune, da klagefristen var overskredet. Klageren anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen med henvisning til tekniske misforståelser i forbindelse med anvendelsen af klageportalen. Sagen belyser de strenge krav til overholdelse af klagefrister og ansvaret for korrekt indgivelse af klager via digitale selvbetjeningsløsninger. Baggrund for påbuddet og den for sene klage Odder Kommune meddelte den 10. november 2025 et påbud om lovliggørelse af terrænregulering på en ejendom i Odder. Klageren modtog afgørelsen samme dag inklusiv en korrekt klagevejledning, der angav en frist på 4 uger. Klagefristen udløb således den 8. december 2025. Da klagen først blev endeligt indgivet via klageportalen den 15. december 2025, afviste Planklagenævnet oprindeligt at behandle sagen. Klagerens argumenter for genoptagelse I anmodningen om genoptagelse af 27. januar 2026 forklarede klageren, at den for sene indgivelse skyldtes en misforståelse af klageportalens system. Klageren havde forberedt klagen og var nået til en side, hvor overskriften "Kvittering" optrådte. Klageren antog herudfra, at klagen var færdigbehandlet og indsendt, og lukkede derfor sin computer. Det viste sig imidlertid, at klagen blot lå som en kladde, da klageren ikke havde klikket på knappen "Godkend", som var placeret nederst på siden. Klageren blev først opmærksom på fejlen en uge efter fristens udløb, da kommunen rettede henvendelse. Klageren gjorde gældende, at der var tale om en undskyldelig fejl baseret på portalens layout. Planklagenævnets gennemgang af klageportalen Planklagenævnet undersøgte de faktiske forhold i klageportalen for at vurdere, om systemet kunne have været vildledende. Nævnet konstaterede, at en bruger i den pågældende fase præsenteres for en opsummeringsside med følgende informationer: OPSUMMERING Hvis du har behov for at foretage ændringer, f.eks. vedhæfte flere filer, så kan du gå tilbage, inden du klikker på ”Godkend”. [...] Kvittering Når du har indgivet din klage via klageportalen, sender vi dig en e-mail med kvittering for klagen. Nævnet lagde vægt på, at der nederst i højre hjørne tydeligt findes en knap med teksten "Godkend". Nævnets vurdering af betingelserne for genoptagelse Planklagenævnet vurderede anmodningen ud fra de generelle principper for genoptagelse, som kræver enten væsentlige nye faktiske oplysninger, sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold. Nævnet fandt, at ingen af disse var opfyldt: Ingen undskyldelige omstændigheder: Nævnet vurderede, at det fremstod klart i portalen, at klagen først var indgivet efter et tryk på "Godkend". Manglende kvittering: Det fremgik af systemet, at man ville modtage en e-mail-kvittering ved korrekt indsendelse. Da klageren ikke modtog denne, burde det have vakt mistanke om, at processen ikke var fuldført. Væsentlighed: Oplysningerne om fejltagelsen i portalen blev ikke anset for at være nye faktiske oplysninger af en sådan karakter, at de kunne føre til et andet resultat i forhold til fristoverskridelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i marts 2026 at realitetsbehandle en klage over Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afslag på fristforlængelse i et påbud om passende beboelse, idet klagen blev indgivet to dage efter klagefristens udløb. Baggrund: Påbud om passende beboelse og afslag på fristforlængelse Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udstedte den 30. september 2024 et påbud om passende beboelse over for ejendommens ejer. Ejeren ansøgte herefter om fristforlængelse til at efterkomme påbuddet, men styrelsen afslog denne anmodning den 4. februar 2026. Det fremgik af afgørelsen, at en eventuel klage skulle indgives via klageportalen inden 4 uger, dvs. senest den 4. marts 2026. Klagerens argumenter for dispensation fra klagefristen Ejeren indgav klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 6. marts 2026 – to dage efter klagefristens udløb. Klager fremførte følgende begrundelser for, at klagen alligevel burde realitetsbehandles: Fristoverskridelsen skyldtes, at styrelsen ikke havde besvaret en anmodning om aktindsigt inden klagefristens udløb Klager ønskede at indgive en fuldt oplyst klage og afventede derfor aktindsigtsmaterialet Klager havde kontaktet klageportalen, som oplyste, at materiale kunne eftersendes – men klager afventede alligevel styrelsens svar Fristoverskridelsen var beskeden (kun 2 dage) og skyldtes myndighedens forhold Nævnets vurdering af klagefristoverskridelsen Nævnet konstaterede indledningsvist, at klagefristen på 4 uger følger af Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1, og at fristen utvetydigt udløb den 4. marts 2026. Da Landbrugsloven § 38a, stk. 1 ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om bortseelse fra klagefristoverskridelser, lagde nævnet den almindelige forvaltningsretlige praksis til grund: "I tilfælde, hvor der ikke er fastsat en udtrykkelig bestemmelse herom i lovgivningen, følger det af den almindelige forvaltningsretlige praksis, at en myndighed i særlige tilfælde kan se bort fra overskridelsen af en klagefrist og realitetsbehandle en for sent indgivet klage." Nævnet understregede, at dets praksis på dette område er restriktiv: "En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil som udgangspunkt blive afvist, også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag." Ved den konkrete vurdering lagde nævnet særlig vægt på følgende: Nævnet fandt herefter, at fraværet af svar på aktindsigtsanmodningen ikke udgjorde en undskyldelig omstændighed, der kunne begrunde dispensation fra klagefristen, idet klager både kunne have indgivet klagen rettidigt og eftersendt yderligere materiale efter modtagelse af aktindsigtsmaterialet.

Sagen vedrører en ejendom i Bagsværd, hvor ejeren havde opført en dobbeltcarport på 30 m² i strid med de fastlagte byggelinjer i lokalplanen. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 97, som fastsætter en byggelinje på 5 meter fra vejskel, hvor bebyggelse som udgangspunkt er forbudt. Konflikten opstod, da Gladsaxe Kommune den 11. november 2025 traf afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation, efter at have genoptaget sagen for at vurdere sin praksis på området. Ejerens argumenter for en lovliggørelse var blandt andet, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering, at der forelå usaglig forskelsbehandling sammenlignet med andre ejendomme i området, og at et krav om fysisk lovliggørelse (nedrivning eller ændring) ville være i strid med proportionalitetsprincippet. Kommunen fastholdt dog sit afslag med den begrundelse, at lokalplanens bestemmelser eksplicit begrænser muligheden for dispensation til kun at omfatte én overdækket parkeringsplads. Lokalplanens restriktive bestemmelser om parkering og bebyggelse Lokalplanen for området indeholder specifikke regler for, hvad der må opføres mellem vejskel og vejbyggelinjen. I henhold til lokalplanens § 7.1.2 må dette areal ikke anvendes til nogen form for bebyggelse. Der findes dog en snæver undtagelsesbestemmelse i § 7.1.3: "Ved eksisterende beboelsesbygninger i område 1 kan byrådet efter ansøgning tillade etablering af højst én overdækket parkeringsplads pr. ejendom placeret mellem vejskel og vejbyggelinie, såfremt carporten/garagen ikke ved sin udformning og placering virker skæmmende." Planklagenævnets vurdering af hjemmelsgrundlaget Planklagenævnet lagde i sin vurdering vægt på, at lokalplanens § 7.1.3 skal læses som en udtømmende dispensationsbestemmelse. Ved at indsætte ordet "højst én", har kommunen i lokalplanen selv begrænset sin kompetence til at dispensere fra byggelinjen. Da den opførte carport indeholder to parkeringspladser, faldt projektet uden for det område, hvor kommunen overhovedet har retlig mulighed for at give dispensation efter Planloven § 19. Nævnet afviste derfor klagerens synspunkt om, at kommunen havde en forkert retsopfattelse. Tværtimod vurderede nævnet, at kommunen korrekt havde indset, at de manglede hjemmel til at lovliggøre forholdet. Da der ikke var hjemmel til dispensation, var kommunen heller ikke forpligtet til at foretage et yderligere administrativt skøn eller en specifik arkitektonisk vurdering af carportens udseende. Afvisning af klagepunkter om lighedsgrundsætning og proportionalitet Vedrørende klagerens henvisning til syv andre ejendomme i området med lignende dobbelte parkeringsløsninger, konstaterede nævnet, at lighedsgrundsætningen ikke kan føre til en ret for borgeren til at få en ulovlig dispensation. Selvom kommunen eventuelt tidligere måtte have dispenseret i strid med planen, forpligter det ikke myndigheden til at fortsætte en ulovlig praksis. Endelig fandt nævnet ikke, at afgørelsen stred mod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Da der ikke findes en retlig vej til at lovliggøre to overdækkede pladser, og da hensynet bag byggelinjerne i lokalplanen vejer tungt, vurderes et afslag på dispensation – og dermed udsigten til fysisk lovliggørelse – ikke at være uforholdsmæssigt indgribende.

Spørger driver journalistikvirksomhed, der formidles via et online medie med over 40.000 følgere. Virksomhedens formål er at udføre faktabaseret, redaktionelt kritisk journalistisk arbejde, der belyser tvister og hjælper personer, der er kommet i klemme i systemet eller hos erhvervsdrivende. Indtægterne i virksomheden genereres primært gennem donationer og crowdfunding via platforme som 10er.dk, sociale medier og MobilePay. Spørger har opnået tilladelse fra Indsamlingsnævnet til disse indsamlinger, og midlerne er øremærket til journalistisk drift. I 2025 modtog spørger knap 7.000 donationer, hvilket resulterede i et sekscifret beløb før skat. Spørger anvender fuld tid på aktiviteten og har fremlagt en forretningsplan samt budgetter, der viser udsigt til overskud. Spørger tilrettelægger arbejdet uafhængigt af bidragsyderne og vælger selv, hvilke sager der tages under behandling, uden at donorerne kan udøve instruktionsbeføjelser eller øremærke bidrag til specifikke sager. Der er desuden en væsentlig økonomisk risiko forbundet med driften, herunder risiko for retssager og erstatningskrav som følge af den kritiske journalistik.

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har fremsendt et udkast til en ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361. Denne forordning supplerer den overordnede Dyresundhedslov (forordning (EU) 2016/429) og fastsætter reglerne for, hvordan veterinærlægemidler – herunder især vacciner – må anvendes til forebyggelse og bekæmpelse af de alvorligste dyresygdomme, de såkaldte kategori A-sygdomme. Vigtige Ændringer i Begreber En central, tværgående ændring i dokumentet er udskiftningen af begrebet "generhvervelsesperiode" med "venteperiode". Ændringen implementeres, fordi der lovmæssigt ikke findes en "sygdomsfri status" for kategori A-sygdomme i EU-systemet, når der anvendes beskyttende nødvaccination. "j) 'venteperiode': den tid, der er nødvendig for at godtgøre, at kategori A-sygdommen ikke forekommer, efter at der er gennemført beskyttende nødvaccination mod sygdommen i en vaccinationszone" Vaccinationsstrategier og Zoner Forordningen skelner klart mellem to strategier: Beskyttende nødvaccination: Anvendes som en direkte reaktion på et udbrud af en kategori A-sygdom eller ved en forhøjet risiko for indslæbning af smitte. Forebyggende vaccination: Den kompetente myndighed præciserer nu, at en plan for forebyggende vaccination kan fortsætte i en nyoprettet restriktionszone, medmindre myndighederne vurderer, at den aktuelle smitterisiko kræver en overgang til nødvaccination. Sygdomsspecifikke Opdateringer i Bilagene Dokumentets tyngdepunkt udgøres af bilagene, som tilføjer og tilretter specifikke bekæmpelsesbetingelser for en række anmeldepligtige sygdomme. Opdateringerne er baseret på de seneste praktiske erfaringer samt videnskabelige rapportering fra EFSA. Venteperioder og Restriktioner for Flytning For at myndighederne kan ophæve restriktionerne efter endt vaccination, skal specifikke venteperioder og overvågningskrav overholdes. Venteperioderne varierer stærkt afhængigt af sygdommens karakter: FMD: 3 måneder efter slagtning/aflivning af det sidste vaccinerede dyr. LSD: 8 måneder efter den sidste vaccination. CSF og ASF (vildtlevende svin): 12 måneder efter afslutningen af den sidste vaccinationskampagne i naturen, understøttet af negative fund for virus. Myndighederne kan, under meget specifikke og strenge biosikringsforhold, give dispensation til at flytte dyr til direkte slagtning eller flytte forarbejdede kød- og mælkeprodukter, der er blevet underkastet risikobegrænsende behandlinger (f.eks. varmebehandling). Administrative Konsekvenser Den danske Fødevarestyrelse og andre kompetente EU-myndigheder pålægges strenge dokumentationskrav. De skal fastlægge zoner baseret på landskabsstrukturer og epidemiologi, gennemføre hyppige besøg af embedsdyrlæger i zonerne og overvåge alle dispensationer, der gives til at flytte dyr og animalske produkter.

Sagen omhandler en låntager, der i begyndelsen af 2025 søgte om at få sat tilbagebetalingen af sit SU-lån i bero. Låntageren var på dette tidspunkt påbegyndt en uddannelse som farmakonomelev og mente, at hans status som elev under uddannelse berettigede ham til en pause i afdragene. Sagsforløb og faktiske omstændigheder Låntagerens pligt til at tilbagebetale studielånet indtrådte i januar 2025. I februar samme år kontaktede han Udbetaling Danmark for at informere om, at han var under uddannelse og modtog elevløn. Myndigheden anmodede i den forbindelse om dokumentation for uddannelsen med henblik på at vurdere, om betalingen af studiegælden automatisk kunne sættes i bero. I april 2025 fremsendte låntageren en elevkontrakt, der bekræftede hans indskrivning på farmakonomuddannelsen. Juridiske spørgsmål og parternes argumenter Det centrale spørgsmål i sagen var fortolkningen af begrebet 'uddannelsesperiode'. Spørgsmålet var, om en uddannelse til farmakonom falder ind under de kategorier, der i relation til tilbagebetaling af studielån giver ret til berosættelse. Låntageren anførte, at han som elev under uddannelse burde have ret til at udskyde sin tilbagebetaling, mens uddannelsen stod på, især da han modtog elevløn under forløbet.

Planklagenævnet har ophævet en afgørelse fra Kalundborg Kommune, der nedlagde forbud mod nedrivning af en hovedbygning på et gods. Sagen belyser de tidsmæssige grænser for kommuners anvendelse af planlovens § 14 og princippet om passivitet i forvaltningsretten. Forløbet omkring ansøgningen om nedrivning Sagen tog sin begyndelse i april 2024, hvor ejeren af ejendommen kontaktede Kalundborg Kommune med et ønske om at nedrive hovedbygningen, en svømmehal og en garage for at opføre et hotel- og feriecenter. Den 6. oktober 2024 indsendte ejeren en formel ansøgning om nedrivningstilladelse efter byggelovgivningen. Selvom Museum Vestsjælland allerede i november 2024 anbefalede en SAVE-registrering af ejendommen, og kommunen internt drøftede sagen, blev der ikke umiddelbart truffet skridt til at forhindre nedrivningen. Først i juni 2025, efter en fornyet ansøgning om landzonetilladelse, varslede kommunen, at man overvejede at nedlægge et forbud efter Planloven § 14. Denne proces kulminerede i oktober 2025, hvor Teknik- og Miljøudvalget traf afgørelse om forbuddet, på trods af administrationens anbefaling om det modsatte. Kommunens vurdering og den politiske beslutning Kommunens administration vurderede oprindeligt, at selvom bygningen havde en bevaringsværdi (SAVE 3-4), var de bærende konstruktioner i så dårlig stand, at renoveringsomkostningerne ville være uforholdsmæssigt høje. Administrationen anførte i referatet fra udvalgsmødet den 9. oktober 2025: "Det er administrationens vurdering, at uagtet den høje bevaringsværdi, er bygningen ikke et enestående eksempel på den tids byggeri og hensynet til omkostningsniveauet ved en renovering af bygningen må i dette tilfælde også være betydeligt, i og med at bygningens bærende konstruktioner er i så dårlig stand." Trods denne anbefaling valgte udvalgets flertal at nedlægge forbuddet med den begrundelse, at bygningen var arkitektonisk og historisk bevaringsværdig. Forbuddet skulle gælde indtil maj 2026, mens en ny lokalplan blev udarbejdet. Tidslinje over sagens kritiske punkter Planklagenævnets vurdering af passivitet Planklagenævnet fokuserede i sin afgørelse på, om kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbuddet som følge af passivitet. Nævnet understregede, at et § 14-forbud er en vidtgående indskrænkning af borgerens rettigheder, og at kommunen derfor kun har en "rimelig undersøgelses- og overvejelsestid". I den konkrete sag var der gået 12 måneder fra den formelle ansøgning i oktober 2024 til selve forbuddet i oktober 2025. Nævnet lagde vægt på, at kommunen allerede i april 2024 var bekendt med planerne. Nævnet fandt, at denne sagsbehandlingstid væsentligt oversteg det acceptable, og at kommunen derfor ikke længere kunne gøre brug af forbudshjemlen.

Et tysk selskab (spørger) indgik en kontrakt med en dansk kunde om etablering af et komplet teknisk anlæg i Danmark. Projektet skulle udføres i samarbejde med et koncernforbundet dansk selskab. Spørgers opgaver omfattede projektledelse, teknisk design, levering af kernekomponenter samt tilsyn med installation og idriftsættelse. Projektets tidslinje for spørgers tilstedeværelse i Danmark var planlagt som følger: Selskabet argumenterede for, at der ikke opstod fast driftssted, da deres arbejde primært var supervision og planlægning, hvilket ifølge spørger ikke udgør bygge- eller monteringsarbejde. Desuden påpegede selskabet, at der var en afbrydelse i den fysiske tilstedeværelse på ca. 5 måneder, hvorfor den samlede varighed efter deres opfattelse ikke oversteg 12 måneder.

Sagen drejer sig om et udhus på en ejendom i Skibby, hvor Frederikssund Kommune den 27. marts 2025 traf afgørelse om afslag på en lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 67. Ejendommen er beliggende i et sommerhusområde nær Venslev Strand, hvor lokalplanen fastsætter specifikke krav til bygningers placering i forhold til vejskel for at bevare områdets karakter og landskabelige værdier. Konflikten opstod, da ejerne i 2019 opførte et nyt udhus på samme placering som et tidligere nedrevet udhus, men uden at overholde de gældende byggelinjer. Udhusets historik og spørgsmålet om genopførelse Ejeren argumenterede for, at der var tale om et eksisterende lovligt forhold, da der havde ligget et udhus på præcis samme placering siden før lokalplanens vedtagelse i 1992. Det oprindelige udhus blev fjernet i perioden 2018-2019, da det var angrebet af råd, svamp og havde hul i taget, hvorefter det nye udhus blev opført i 2019. Klageren mente, at dette skulle betragtes som en genopførelse efter hændelig undergang. Nævnet vurderede dog, at nedrivning på grund af dårlig vedligeholdelse (råd og svamp) ikke kan sidestilles med "hændelig undergang" såsom brand eller stormskade. Da der var tale om nyopførelse, skulle det nye udhus overholde lokalplanens bestemmelser, jf. Planloven § 18. Lokalplanens krav og byggeriets placering Lokalplanen indeholder strenge krav til bebyggelsens placering for at sikre det åbne kystlandskab. De relevante bestemmelser i sagen var: Klageren anførte, at den tilstødende vej var en privat markvej uden formelt vejskel, og at lokalplanen var for upræcis. Nævnet afviste dette under henvisning til lokalplanens kortbilag, der tydeligt viser byggelinjer langs den pågældende vej, uanset om denne er udmatrikuleret eller ej. Forvaltningsretlige principper og præcedens Klageren gjorde gældende, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen ved at tillade et skur på en naboejendom. Kommunen oplyste dog, at der ikke var givet dispensation til naboejendommen, og at forholdene ikke var sammenlignelige. Derudover blev der klaget over proportionaliteten, da en nedrivning ville medføre økonomisk tab. Planklagenævnet finder imidlertid, at fysisk lovliggørelse af udhuset ikke vil medføre et sådant værdispild, at det vil kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Det er på den baggrund nævnets vurdering, at fysisk lovliggørelse ikke vil være ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen, herunder hensynet til at undgå præcedensvirkning. Kommunen lagde i sit afslag vægt på, at området ligger tæt på en landskabsfredning, og at man ønskede at undgå en uønsket præcedensvirkning, der kunne udvande lokalplanens formål.

Sagen omhandler en tvist mellem ejerne af en havelod i Skovlunde og Ballerup Kommune vedrørende overskridelse af bebyggelsesarealer fastsat i en privatretlig servitut fra 1992. Kommunen foretog et tilsyn den 2. juli 2024, hvor en landinspektør opmålte det samlede bebyggede grundareal til 93,1 m², heraf 79,2 m² til beboelse. Dette var i strid med servituttens bestemmelser, som foreskriver et maksimalt beboelsesareal på 50 m² og øvrig bebyggelse på 30 m². Kommunen udstedte den 15. april 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse med hjemmel i Planloven § 43. Uenighed om bygningers anvendelse og opmåling En central del af konflikten vedrørte en bygning benævnt "Bygning D" på 19,4 m². Klagerne argumenterede for, at denne bygning skulle betragtes som et udhus eller skur og dermed ikke medregnes i beboelsesarealet. De påpegede desuden, at kommunens opmåling afveg fra tidligere dokumenter fra 2020 og en arkitekts beregninger. Nævnet afviste dog klagernes indsigelser og lagde vægt på kommunens observationer fra tilsynet: "Kommunen har i vurderingen af, om skuret/udhuset fremstår som egnet til beboelse, henvist til, at der er monteret køkkenelementer, vask med armatur, rindende koldt vand og kloakering samt tilsluttet en vaskemaskine. Derudover har kommunen lagt vægt på, at bygningens vinduer, døre, pynte-skodder, gulve og fodlister normalt kun ses i bebyggelse egnet til beboelse." Oversigt over arealforhold og servitutgrænser Følgende tabel viser de konstaterede overskridelser i forhold til servitutten af 18. november 1992: Påstande om passivitet og berettigede forventninger Klagerne gjorde gældende, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet, da bygningerne havde stået uændret i mindst 17 år, og kommunen ikke havde ført det årlige tilsyn, som servitutten lagde op til. Planklagenævnet afviste dette med henvisning til, at kommunen først blev officielt bekendt med de faktiske forhold i april 2024 via en dispensationsansøgning. Nævnet fastslog, at Planloven § 43 ikke pålægger kommunen en løbende opsøgende tilsynspligt med privatretlige servitutter. Proportionalitet, værdispild og lighedsgrundsætning Klagerne anførte, at påbuddet ville medføre betydeligt værdispild og økonomisk tab ved nedrivning. Hertil svarede nævnet, at hensynet til at fastholde områdets karakter som grønt frirum og undgå uønsket præcedens vejede tungere end ejernes økonomiske interesser. Vedrørende lighedsgrundsætningen fandt nævnet det ikke godtgjort, at kommunen bevidst havde undladt at gribe ind over for lignende overskridelser i området, da kommunen oplyste at føre løbende tilsyn i alle foreninger.

Sagen vedrører en dansk kapitalforvalter (Spørger), der er godkendt af Finanstilsynet under FAIF-reglerne. Spørger forvalter en række infrastrukturfonde og påtænker at etablere en ny fond, Fond-X, med fokus på langsigtede gældsinvesteringer i infrastrukturprojekter. Fond-X er struktureret med en hovedfond og parallelle fonde, som alle betragtes som skattemæssigt transparente enheder i Danmark. Fondenes formål er at foretage passiv kapitalanbringelse i gældsinstrumenter med en løbetid på mellem 5 og 20 år. Ledelsen af fondene varetages af en komplementar beliggende i et andet EU-land, som er ejet af en hollandsk selvejende fond (Stichting). Komplementarens bestyrelse består af tre medlemmer, hvoraf de to er eksterne og uafhængige af Spørger. Spørger fungerer som forvalter og indstiller investeringsforslag til komplementaren, men besidder ikke selv den endelige beslutningskompetence. Investorerne i fondene er primært udenlandske institutionelle investorer, herunder pensionskasser og livsforsikringsselskaber, der binder deres kapital i op til 15 år. | Element | Beskrivelse | |:---|:---| | Investeringstype | Direkte lån, obligationer og warrants | | Investeringshorisont | 12-15 år | | Forvalter | Dansk FAIF (Spørger) | | Beslutningsorgan | Udenlandsk komplementar |

Sagen omhandler en ejendom i Hasseris, Aalborg, hvor ejeren ønskede at fastholde eller formelt anerkende indretningen af et enfamiliehus til fire selvstændige lejligheder. Aalborg Kommune traf den 1. juli 2025 afgørelse om at give afslag på dispensation fra den gældende lokalplans bestemmelser om boligtæthed. Kommunen vurderede, at projektet var i strid med lokalplanens formål og principper, da området var udlagt til en lavere boligtæthed. Lokalplanens begrænsninger og ejendommens historik Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 05-079, Klostermarken m.fl., Hasseris. Lokalplanen indeholder en specifik bestemmelse om, hvor mange boliger der må være på hver ejendom: "3.3 Boligtæthed pr. ejendom: Der må maks. opføres eller indrettes 2 boliger pr. ejendom. Dette gælder uanset om boligerne opføres/indrettes med vandrette eller lodrette lejlighedsskel." Konflikten opstod, fordi ejendommen i 2007 blev omregistreret i BBR fra at indeholde fire lejligheder til at være et enfamiliehus. Dette skete efter lokalplanens vedtagelse i marts 2006. Ejeren argumenterede dog for, at bygningen aldrig fysisk var blevet ændret, og at de fire lejligheder havde eksisteret siden opførelsen i 1934-1935. Parternes argumenter og faktiske oplysninger Kommunen fastholdt, at § 3.3 er en del af lokalplanens principper, som regulerer anvendelsen og tætheden i området. Ved at ansøge om fire lejligheder, mente kommunen, at der var tale om en ændring, der krævede dispensation, som de ikke ønskede at give for at bevare områdets karakter. Klageren anført følgende punkter til støtte for sin sag: Huset er oprindeligt opført i 1934-1935 med fire boligenheder. Bygningen har uafbrudt været indrettet med fire selvstændige boliger og en fælles trappeopgang. Omregistreringen i BBR i 2007 skete uden byggetilladelse og uden fysiske ændringer af ejendommen. Forholdet må derfor betragtes som et eksisterende lovligt forhold, der ikke kræver ny dispensation. Retsprincippet om eksisterende lovlige forhold Planklagenævnet tog i sin vurdering udgangspunkt i Planlov § 18, som fastslår, at en lokalplan kun har retsvirkning for fremtidige dispositioner. Dette betyder, at lovlig brug eller indretning, der eksisterede før en lokalplans vedtagelse, kan fortsætte uanset de nye regler. Nævnet lagde afgørende vægt på, at det var ubestridt af kommunen, at huset fysisk var indrettet til fire boliger før lokalplanens vedtagelse. Selvom ejendommen administrativt blev ændret i BBR i 2007, havde dette ingen betydning for den planretlige lovlighed af den fysiske indretning, da de fire boliger aldrig var blevet nedlagt fysisk.

Tønder Kommune udstedte den 10. juni 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse af en ulovligt opført bygning på 180 m2 på en ejendom i Højer. Sagen har sit udspring i 2021, hvor kommunen blev opmærksom på, at bygningen var opført uden de nødvendige tilladelser. Ejeren har af flere omgange forsøgt at få bygningen lovliggjort gennem ansøgninger om landzonetilladelse, senest med et forslag om at reducere arealet til 96 m2 til brug som garage, hvilket dog blev afslået af kommunen i september 2024. Forløb og historik over ansøgninger om lovliggørelse Sagen er præget af et længerevarende forsøg på at opnå retlig lovliggørelse. Den tidsmæssige rækkefølge af begivenhederne er som følger: Klagerens indsigelser mod kommunens behandling Klageren anførte i sin klage over påbuddet, at Teknik- og Miljøudvalget i kommunen havde truffet afgørelse i strid med forvaltningens indstilling, som oprindeligt havde foreslået en lovliggørelse. Klageren mente, at afslaget var baseret på et ønske om at tilfredsstille naboer snarere end saglige kriterier: "Begrundelsen for afslaget er ikke mindst hensynet til områdets beboere, herunder vægtning af de indkomne indsigelser samt, områdets karakter vejer tungere, end at en del af bygningen kan bruges som garage på det pågældende sted. Alle indsigelserne har forvaltningen afvist." Klageren argumenterede desuden for, at bygningen ikke ændrede områdets karakter væsentligt, og kritiserede udvalget for ikke at have besigtiget ejendommen ved selvsyn. Begrænsninger i Planklagenævnets kompetence Planklagenævnet har i sin vurdering lagt afgørende vægt på, at nævnet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslår, at man i forbindelse med en sag om et påbud ikke kan efterprøve en tidligere afgørelse om afslag på landzonetilladelse, hvis klagefristen for denne er udløbet. Da afslaget fra september 2024 ikke blev realitetsbehandlet af nævnet pga. manglende gebyr, står denne afgørelse ved magt. Da klagerens argumenter udelukkende vedrørte det indholdsmæssige i afslaget på landzonetilladelsen og ikke selve de formelle krav til det efterfølgende påbud (såsom adressat, varsling eller partshøring), har nævnet ingen kompetence til at behandle klagen.

Sagen omhandler en tvist mellem en tømrerelev, A, og en virksomhed, B, vedrørende ophævelsen af elevens uddannelsesaftale. Kernen i konflikten var, om virksomheden var berettiget til at opsige aftalen uden varsel og begrundelse under henvisning til prøvetiden, eller om prøvetiden allerede var udløbet som følge af et tidligere ansættelsesforhold i samme virksomhed. To særskilte uddannelsesaftaler og et mellemliggende skoleophold A og virksomheden indgik den 21. oktober 2024 den første uddannelsesaftale i form af en delaftale. A skulle uddannes som tømrer på X-linjen, og aftalen løb frem til den 5. februar 2025. Efter denne periode overgik A til et skoleophold. Ifølge elevens forklaring skyldtes opdelingen i to aftaler, at indehaveren af virksomheden ikke ønskede at udbetale løn under det specifikke skoleophold, da eleven var på X-linjen, som medførte længere skoleperioder end normalt. Under skoleopholdet modtog eleven derfor skoleoplæringsydelse. Da skoleopholdet var afsluttet, indgik parterne den 23. juni 2025 en ny uddannelsesaftale (en restaftale) med start den 27. juni 2025 og forventet afslutning den 27. marts 2026. Ophævelsen og uenigheden om prøvetiden Den 1. september 2025 valgte virksomheden at ophæve uddannelsesaftalen ensidigt. Der blev ikke angivet nogen konkret begrundelse for ophævelsen i selve meddelelsen. Ved et efterfølgende forligsmøde den 17. oktober 2025 forklarede virksomheden, at man handlede ud fra en vejledning fra erhvervsskolen. Virksomheden var af den opfattelse, at der var påbegyndt en ny prøvetid i forbindelse med restaftalens start den 27. juni 2025, og at ophævelsen den 1. september dermed lå inden for de første tre måneder af det nye ansættelsesforhold. Eleven og dennes faglige organisation, 3F Byggegruppen, anførte derimod, at ophævelsen var uberettiget, idet prøvetiden var udløbet. De argumenterede for, at ansættelsesperioderne under de to aftaler skulle ses i sammenhæng, og at A sammenlagt havde været i oplæring i virksomheden i cirka 5,5 måneder på tidspunktet for ophævelsen. Lovgrundlaget for ophævelse af uddannelsesaftaler Sagen blev vurderet i forhold til de specifikke regler i Erhvervsuddannelsesloven § 60 om opsigelse og prøvetid: "En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter. Stk. 2. De første 3 måneder af oplæringstiden betragtes dog som en prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden." Herudover fastslår Erhvervsuddannelsesloven § 61, at en aftale kun kan hæves, hvis en part væsentligt misligholder sine forpligtelser.

Middelfart Kommune traf den 29. september 2025 en afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 13, Landsbysamfund i Føns, til opsætning af solceller på en sydvendt tagflade på ejendommen [A1] i Nørre Aaby. Sagen opstod, da ejeren ønskede at montere solceller på beboelsesbygningens tag, som er orienteret direkte mod en offentlig vej. Kommunen begrundede sit afslag med lokalplanens overordnede formål om at bevare landsbymiljøet og sikre, at bebyggelsens udformning og materialevalg stemmer overens med den stedlige byggetradition. Kommunen henviste desuden til et politisk vedtaget administrationsgrundlag, hvor det fremgår, at solceller skal placeres, hvor de er mindst synlige fra vejen. Lokalplanens restriktioner for tagmaterialer Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 13, som har til formål at sikre landsbymiljøets karakter. I forhold til tagmaterialer fastsætter lokalplanens § 8.1 følgende: "Til tagmaterialer må kun anvendes røde tegltagsten, rør- eller halmtækning, grå eternitbølgeplader eller -skifer, røde eller grå cementtagsten samt sort tagpap med mindre andet godkendes af kommunalbestyrelsen. Blanke og reflekterende tagmaterialer må ikke anvendes." Klagerens argumenter og indsigelser Klageren anførte i sin klage, at lokalplanen ikke indeholder et direkte forbud mod solceller mod vejen, og at forholdet derfor burde være umiddelbart tilladt. Klageren gjorde desuden gældende, at kommunen havde anvendt "skøn under regel" ved blindt at følge et administrationsgrundlag uden at foretage en individuel vurdering af den konkrete sag. Endvidere pegede klageren på, at der allerede er opsat solceller på andre ejendomme i området, og at et afslag derfor ville være i strid med lighedsgrundsætningen. Klageren fremhævede også tekniske og økonomiske hensyn, da en placering på bagsiden af huset (mod nord) ikke ville give et optimalt energiudbytte. Planklagenævnets prøvelse Planklagenævnet tog stilling til de retlige spørgsmål i sagen, herunder om solcellerne krævede dispensation, og om forvaltningsretlige principper var overholdt.

Sagen omhandler et dansk selskab, H1, der i 20xx optog et nulkuponlån (ZCLN) hos syv udenlandske limited partnerships, benævnt Fondsenhederne. Formålet med lånet var at finansiere erhvervelsen af kapitalandele i en dansk koncern. ZCLN er karakteriseret ved ikke at bære løbende renter, men i stedet indfries til en forud fastsat overkurs, hvilket genererer en kursgevinst på indfrielsestidspunktet. Fondsenhederne er etableret i jurisdiktioner som DBO-land 1 og DBO-land 2, men behandles som skattemæssigt transparente i de relevante lande. Dette betyder, at de bagvedliggende investorer skattemæssigt anses for at eje en forholdsmæssig andel af lånet. Investorerne er opdelt i 12 grupper og omfatter både fysiske personer, pensionskasser, statslige investeringsfonde og selskaber hjemmehørende i lande, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med. Der har forudgående været en kontrolsag vedrørende et andet rentebærende lån fra de samme fondsenheder, hvor Skattestyrelsen undersøgte investorernes identitet og skattemæssige status i relation til retmæssigt ejerskab (beneficial ownership). Spørgsmålet i nærværende sag er, om tilbagebetalingen af ZCLN og den heraf følgende kursgevinst medfører begrænset skattepligt for disse investorgrupper.

Sagen omhandler en tvist mellem en grundejer i Odder og Odder Kommune vedrørende opførelsen af en 45 m² stor carport. Kommunen havde den 14. oktober 2025 givet afslag på dispensation fra lokalplan nr. 1113, idet kommunen vurderede, at carporten ville blive placeret for tæt på vejens skel. Den centrale uenighed bestod i, hvordan afstanden til en "adgangsvej" skal opmåles i henhold til lokalplanens bestemmelser. Uenighed om fortolkning af "adgangsvej" kontra "vejskel" Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1113 for et boligområde nord for Vestermarken i Odder. Kommunen begrundede sit afslag med, at carporten var planlagt opført tættere end 2,5 meter fra vejskellet. Kommunen henviste til lokalplanens § 7.12, som fastsætter, at carporte ikke må placeres tættere på "adgangsvejen" end 2,5 meter. Kommunen mente, at denne afstand skulle regnes fra det matrikulære vejskel, idet lokalplanens § 5.2 fastlægger et vejudlæg på 10 meter. Klageren anførte derimod, at en naturlig sproglig forståelse af ordet "adgangsvej" må være den fysiske vejbane eller kantstenen, og ikke et usynligt matrikulært skel. Da carporten var planlagt til at stå mindst 2,5 meter fra kantstenen, mente klageren, at byggeriet var umiddelbart tilladt og ikke krævede dispensation. Lokalplanens ordlyd og krav til præcision For at en lokalplanbestemmelse kan håndhæves som bindende over for borgerne, skal den være klart og præcist formuleret. Planklagenævnet undersøgte terminologien i lokalplanen og fandt en væsentlig forskel i sprogbrugen mellem de forskellige paragraffer: Nævnet lagde vægt på, at når lokalplanen i én paragraf eksplicit bruger ordet "vejskel", men i en anden bruger "adgangsvejen", må det antages at være et bevidst valg fra planlæggers side. Hvis hensigten med § 7.12 havde været at måle fra skellet, burde ordet "vejskel" have været anvendt konsekvent. Planklagenævnets konklusion Nævnet vurderede, at udtrykket "adgangsvejen" i denne sammenhæng skal forstås som den fysiske afgrænsning af vejen, hvilket i dette tilfælde er kantstenen. Da situationsplanen viste, at carporten overholdt afstanden på 2,5 meter til kantstenen, var projektet i overensstemmelse med lokalplanen. "Planklagenævnet finder på denne baggrund, at forholdet ikke er i strid med lokalplanens § 7.12 og derfor ikke kræver dispensation, jf. planlovens § 19." Som følge heraf ophævede nævnet kommunens afslag, da byggeriet er umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18.

Odder Kommune traf den 1. august 2025 en afgørelse om, at anvendelsen af en nyetableret træterrasse på 130 m² på en ejendom i Saksild Strand var i overensstemmelse med lokalplanen for området. En lokal virksomhed klagede over denne afgørelse, da man mente, at terrassen, som anvendes til udeservering for en iskiosk, var i strid med lokalplanens bestemmelser om områdets anvendelse til offentlige formål. Etablering af træterrasse i tilknytning til iskiosk Sagen omhandler en træterrasse på 130 m², der er opført i tilknytning til en iskiosk ved Saksild Strand. Terrassen er indrettet med skiltning fra iskiosken og anvendes som opholds- og serveringsareal for kioskens kunder. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, hvis formål blandt andet er at forbedre den offentlige adgang til stranden og skabe bedre betingelser for aktiviteter knyttet til brugen af stranden. Lokalplanens rammer for anvendelse Lokalplanen fastlægger i § 3.1, at området kun må anvendes til offentlige formål, herunder offentligt opholdsareal. Som en undtagelse hertil fastslår § 3.2, at der uanset hovedreglen må opføres eller indrettes en kiosk på et specifikt areal vist på et kortbilag. Spørgsmålet i sagen var, om træterrassen kunne rummes inden for disse bestemmelser uden at kræve dispensation efter Planloven § 19. Odder Kommunes vurdering og begrundelse Kommunen vurderede oprindeligt, at terrassen var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Kommunen lagde vægt på, at udeservering er en naturlig del af en iskiosk, og at lokalplanen ikke specifikt regulerede placeringen af opholdsarealer, kun selve kioskbygningen. Ydermere argumenterede kommunen for, at da de lovligt kunne etablere en iskiosk via kommunalfuldmagten, udgjorde det et kommunalt og dermed et "offentligt formål" i overensstemmelse med lokalplanens § 3.1. Planklagenævnets fortolkning af offentlige formål Planklagenævnet anførte, at en anvendelse til kioskdrift efter nævnets opfattelse ikke har karakter af et offentligt formål. Nævnet påpegede, at lokalplanens egen systematik understøttede dette, idet kioskdrift var nævnt som en undtagelse ("uanset ovenstående") til hovedreglen om offentlige formål. Da terrassen var forbeholdt kioskens kunder og forsynet med kioskens skiltning, kunne den ikke karakteriseres som et "offentligt opholdsareal". Planklagenævnet lægger på den baggrund til grund, at træterrassen er forbeholdt iskioskens kunder, og at terrassen dermed er en del af iskiosken. Terrassen har således ikke karakter af et offentligt opholdsareal. Da terrassen desuden var placeret uden for det areal, som lokalplanen specifikt havde udlagt til kioskformål, konstaterede nævnet, at forholdet var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Sagen omhandler en kvinde (A), der er dement og under værgemål med sin datter (Spørger 1) som værge. Spørger 1 ansøgte i juli 2023 Familieretshuset om tilladelse til at udbetale gaver fra A til sig selv, sin ægtefælle og deres to mindreårige børn svarende til de afgiftsfrie beløbsgrænser for 2023. Grundet betydelig sagsbehandlingstid hos Familieretshuset blev ansøgningen først behandlet i september 2025 sammen med en ny ansøgning for gaveåret 2025. Familieretshuset godkendte begge udbetalinger i september 2025, men betegnede gaverne som "usædvanlige", da der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for, at A tidligere havde givet gaver i denne størrelsesorden til hele personkredsen. Spørger 1 kunne dog dokumentere, at hun selv havde modtaget maksimale afgiftsfrie gaver i 2019, 2021 og 2022, mens der ikke var dokumentation for tidligere gaver til børnebørnene. Spørgerne ønskede bekræftet, at gaverne vedrørende 2023 kunne udbetales uden gaveafgift, selvom godkendelsen først forelå i 2025.

Sønderborg Kommune traf den 5. november 2025 en afgørelse om aktindsigt vedrørende lokalplaner og dispensationsforhold i kommunen. En klager indbragte herefter sagen for Planklagenævnet, men da klageren trods gentagne opfordringer og adskillige fristforlængelser ikke indsendte konkrete klagepunkter eller uddybende bemærkninger, endte sagen med en afvisning uden realitetsbehandling. Forløb med gentagne fristforlængelser og rykkere Sagen startede, da Planklagenævnet den 4. december 2025 modtog en klage over kommunens afgørelse. Klageren varslede i sin indledende skrivelse fra november, at der ville blive fremsendt uddybende bemærkninger inden den 1. januar 2026. Da disse ikke dukkede op, iværksatte nævnet en række forsøg på at få oplyst sagen: Planklagenævnets kompetence i forhold til aktindsigt Nævnet fastslog, at de som udgangspunkt har kompetence til at behandle klagen. Dette følger af det princip, at klage over aktindsigt skal ske til den myndighed, der er klageinstans for den underliggende sag. Da aktindsigten vedrørte dispensationer fra lokalplaner — hvilket er afgørelser truffet efter Planloven § 58 — er Planklagenævnet den rette instans. Denne kompetencefordeling findes i Miljøoplysningsloven § 4, stk. 6, Offentlighedsloven § 37, stk. 1 og Forvaltningsloven § 16, stk. 4. Manglende tilvejebringelse af grundlag for behandling Det juridiske grundlag for at afvise sagen findes i Lov om Planklagenævnet § 4 b, stk. 1. Bestemmelsen giver nævnet hjemmel til at fastsætte en frist for klageren til at fremskaffe det nødvendige grundlag for sagens behandling. Hvis fristen ikke overholdes, skal klagen afvises, medmindre der foreligger særlige forhold. "Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke inden udløbet af den fastsatte frist har tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen." Nævnet vurderede, at der ikke var tale om særlige forhold eller undskyldelige omstændigheder, der kunne retfærdiggøre den manglende konkretisering af klagen. Da klageren trods de mange frister aldrig anførte specifikke klagepunkter til kommunens afgørelse, var der intet grundlag for en realitetsbehandling.

Ringkøbing-Skjern Kommune traf den 18. juni 2025 en afgørelse om, at etableringen af en privat adgangsvej samt en ændret anvendelse på en ejendom i Ulfborg ikke krævede landzonetilladelse. Sagen opstod, efter en nabo klagede over den anlagte vej, som fungerer som indkørsel til et sommerhus. Naboklageren gjorde gældende, at vejen var placeret direkte op mod klagerens skel og helårsbeboelse, hvilket medførte væsentlige ulemper for både privatlivet og klagerens erhvervsudøvelse. Ejendommen er beliggende i et eksisterende sommerhusområde i Vedersø Klit og er omfattet af lokalplan nr. 04.023. Planklagenævnet skulle i denne sag tage stilling til, om projektet krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Naboklagens indhold og de påståede gener Klageren anførte i sin klage, at den nye adgangsvej skabte betydelige gener på grund af sin placering. Da vejen støder direkte op til skellet mod klagerens helårsbolig, mente klageren, at trafikken og den ændrede brug af arealet påvirkede livskvaliteten og de erhvervsmæssige aktiviteter på nabomatriklen. Udover spørgsmålet om landzonetilladelse argumenterede klageren for, at vejen var i strid med lokalplanens bestemmelser og dermed krævede en særlig godkendelse fra byrådet i medfør af Planloven § 18. Planklagenævnets vurdering af zonestatus Det centrale spørgsmål for Planklagenævnet var, om arealet overhovedet er underlagt reglerne for landzonetilladelser. Nævnet tog udgangspunkt i de generelle regler i Planloven § 35, stk. 1, som foreskriver, at der i landzone ikke uden tilladelse må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer. Ved gennemgang af sagens fakta konstaterede nævnet dog en afgørende detalje vedrørende ejendommens status: Planklagenævnet finder, at den anlagte adgangsvej og den ændrede anvendelse ikke kræver landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 1, allerede fordi ejendommen ikke ligger i landzone, men i et sommerhusområde. Efter planlovens systematik opdeles landet i byzoner, sommerhusområder og landzoner. Da ejendommen i Vedersø Klit er udlagt som sommerhusområde, finder landzonebestemmelserne ikke anvendelse på de dispositioner, der foretages inden for dette område. Forhold der ikke blev behandlet i klagesagen Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkterne vedrørende vejens eventuelle strid med lokalplan nr. 04.023. Årsagen var, at kommunens oprindelige afgørelse udelukkende forholdt sig til spørgsmålet om landzonetilladelse. Nævnets kompetence er begrænset til at efterprøve de forhold, der er truffet afgørelse om i den påklagede akt. Da kommunen ikke formelt havde taget stilling til lokalplansforholdene i afgørelsen af 18. juni 2025, kunne nævnet ikke behandle disse punkter som en del af denne sag. Nævnet bemærkede dog, at hvis kommunen senere træffer en afgørelse vedrørende lokalplanen, vil denne kunne påklages separat.

Sagen vedrører et delvist generationsskifte af selskabet H1 ApS fra en far (Spørger 1) til hans søn (Spørger 2). Overdragelsen omfattede 28,95 % af kapitalandelene i selskabet, hvilket efter gennemførelsen resulterede i et ligeligt ejerskab på 50 % til hver part. H1 ApS fungerer som holdingselskab for driftsselskabet H2 A/S, der driver et biogasanlæg. Overdragelsen blev aftalt gennemført med skattemæssig succession efter Aktieavancebeskatningsloven § 34. Parterne havde i deres anmodning opgjort handelsværdien af de overdragne andele til 8.563.848 kr. Denne værdi var baseret på en omdannelsesbalance pr. 1. januar 2025 samt en ekstern vurdering af biogasanlæggets tekniske anlæg. Købesummen blev efterfølgende reguleret med et beregnet værdinedslag for latent skat på 3.326.854 kr. i henhold til Kildeskatteloven § 33 C. Berigtigelsen af handlen skete ved udstedelse af to rente- og afdragsfrie anfordringsgældsbreve fra sønnen til faren. Ved beregningen af værdinedslaget for den latente skat havde parterne forudsat en ejertid på 27 år (indtil sønnen fylder 60 år) og en ligedeling af successionsfordelen (50/50) mellem køber og sælger.

Planklagenævnet har truffet afgørelse i en sag vedrørende Faxe Kommunes afslag på dispensation til anvendelse af træ som facademateriale på et nyt bjælkehus. Sagen tog sin begyndelse, da en ansøger ønskede at opføre en beboelsesbygning i massive træbjælker på ejendommen [A1] i Faxe Ladeplads, hvilket var i direkte strid med de gældende lokalplanbestemmelser for området. Lokalplanens krav til bebyggelsens ydre fremtræden Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 300-22, Boligområde ved Hovedgaden. For at sikre et ensartet og arkitektonisk udtryk i området fastsætter lokalplanens § 8.2 specifikke krav til materialevalg: Beboelsesbygninger skal udføres efter følgende bestemmelser: Facadematerialer: Blank mur i brændte tegl. Tagmaterialer: Brændte teglsten eller cementtagsten. Da ansøgeren ønskede at bygge et bjælkehus i træ, vurderede Faxe Kommune, at projektet krævede dispensation efter Planloven § 19, da forholdet ikke var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Kommunens afslag og vægtning af planlægningsmæssige hensyn Kommunen meddelte den 5. september 2025 afslag på dispensationen. Myndigheden lagde i sin afgørelse vægt på, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne retfærdiggøre en fravigelse af lokalplanen. Kommunen anførte desuden: Præcedensvirkning: En dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedens, der ville gøre lokalplanens bestemmelser overflødige. Borgernes forventning: Grundejere i området har købt og bygget i tillid til, at lokalplanens æstetiske retningslinjer overholdes. Bæredygtighed: Selvom bæredygtighed er et vigtigt hensyn, kan det ikke automatisk tilsidesætte eksisterende lokalplaner. Kommunen påpegede, at der findes bæredygtige alternativer inden for lokalplanens rammer, såsom genbrugsmursten. Klagerens argumenter om lighedsbehandling og miljøhensyn Klageren anførte i sin klage, at kommunen havde tilsidesat det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip ved at henvise til andre ejendomme i området, som angiveligt havde fået dispensationer. Klageren argumenterede ligeledes for, at kommunen burde have vægtet projektets lave miljøbelastning og den positive opbakning fra naboerne højere. Planklagenævnets gennemgang af sammenlignelige sager Nævnet undersøgte de af klageren fremhævede ejendomme for at vurdere, om der var tale om usaglig forskelsbehandling: Nævnet konkluderede, at ingen af de nævnte eksempler var direkte sammenlignelige med ansøgningen om et bjælkehus, hvorfor lighedsgrundsætningen ikke var krænket. Vurdering af skønsudøvelse og begrundelse Planklagenævnet præciserede, at kommunen har et vidtgående planlægningsmæssigt skøn. Nævnet fandt, at kommunen havde varetaget saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn ved at prioritere lokalplanens visuelle identitet og naboernes forventningsafstemning. Endvidere vurderede nævnet, at kommunen havde overholdt begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24, da afgørelsen tydeligt redegjorde for de hovedhensyn, der lå til grund for afslaget.

Sønderborg Kommune har indbragt en sag for Pressenævnet mod RADIO IIII vedrørende en artikel og flere radioudsendelser bragt i marts 2025. Sagen omhandler kommunens beslutning om at anbringe to tvangsfjernede søstre i pleje hos en medarbejder, der var ansat som teamleder i den selvsamme afdeling, som stod for tvangsfjernelsen af børnene. Sagens faktiske omstændigheder I artiklen og de dertilhørende radioudsendelser blev der rettet en skarp kritik mod Sønderborg Kommunes håndtering af anbringelsen. En række eksperter, herunder professorer i forvaltningsret og juridiske konsulenter, udtalte, at konstruktionen var i strid med forvaltningslovens regler om habilitet. Kritikken fokuserede navnlig på: At det er problematisk, når en kommune fører tilsyn med en plejefamilie, hvor plejemoderen er ansat i samme forvaltning. At der opstår en uhensigtsmæssig sammenblanding af personlige, kollegiale og økonomiske interesser. At sagsbehandlingen burde have været overdraget til en anden kommune for at sikre uvildighed. Parternes påstande og argumenter Sønderborg Kommune rejste kritik af RADIO IIII på flere punkter, herunder mediets brug af oplysninger og deres arbejdsmetoder. Kommunens hovedpunkter var: Kommunen anførte yderligere, at RADIO IIII havde misbrugt deres adgang til personfølsomme oplysninger opnået gennem en fuldmagt, og at mediet bevidst tegnede et skævt billede af sagen ved at udelade de hensyn, der var taget til børnenes trivsel og tilknytning til plejefamilien.

Baggrund og Formål Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udsendt et udkast til en revideret bekendtgørelse vedrørende udenlandske dyrlægers adgang til at praktisere i Danmark. Formålet med revideringen er at skabe juridisk klarhed over styrelsens hjemmel til at indhente nødvendig dokumentation fra dyrlæger fra andre EU- og EØS-lande. "Formålet med revidering af bekendtgørelsen er at tydeliggøre styrelsens hjemmel til at kræve 'certificate of good standing' (hæderlighedsbevis) fra dyrlæger fra andre EU-lande mv., der ønsker at blive autoriseret eller at udøve midlertidig og lejlighedsvis virksomhed som dyrlæge i Danmark." Midlertidig og Lejlighedsvis Udøvelse (§ 7) For dyrlæger, der anmelder, at de ønsker at praktisere midlertidigt i Danmark, tydeliggøres det i udkastets § 7 (den gældende bekendtgørelses § 8), hvilke specifikke dokumenter der kræves. Udover bevis for nationalitet og erhvervsmæssige kvalifikationer, stilles der nu et eksplicit krav om dokumentation for, at dyrlægen har ret til at udøve sit erhverv uden begrænsninger. Permanent Autorisation (§ 9) Tilsvarende præciseringer foretages i § 9 (tidligere § 11) for dyrlæger, der ansøger om permanent autorisation til at etablere sig i Danmark. Hvor tidligere udgaver af bekendtgørelsen har haft en mere diffus henvisning til anerkendelsesdirektivets bilag VII, indskrives de præcise dokumentationskrav nu direkte i lovteksten. Dette skal gøre det mere gennemskueligt for ansøgeren, hvad Fødevarestyrelsen kræver. Formkrav til Dokumentation For at sikre en ensartet og høj faglig standard, opstiller bekendtgørelsen faste betingelser for det krævede 'certificate of good standing': EU-ret og Konsekvenser Bekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i dansk ret. Derudover indeholder udkastet ændringer af rent teknisk karakter, såsom fjernelse af overflødige kapitler og paragraffer. Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) har haft udkastet i præhøring og vurderer i den forbindelse: "OBR vurderer, at bekendtgørelsesudkastet ikke medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet og har dermed ikke yderligere kommentarer." Ikrafttrædelse Det foreslås, at de nye regler træder i kraft den 1. april 2026. I den forbindelse vil den gældende lovgivning på området (Bekendtgørelse nr. 1423 af 3. december 2015) blive ophævet, dog med undtagelse for ansøgninger, der er indgivet før de nye reglers ikrafttræden.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 26. august 2025 på en byggeplads, hvor der var ved at blive opført en ny boligkarré. Under besøget observerede den tilsynsførende en ansat, der betjente en teleskoplæsser af mærket Manitou. Maskinen var udstyret med pallegafler, og den tilsynsførende konstaterede, at der var placeret en byrde i form af en palle på gaflerne. Der opstod tvist om, hvorvidt føreren af teleskoplæsseren var lovmæssigt kvalificeret til at betjene maskinen i den givne situation. Virksomheden anførte i deres klage, at uddannelseskravet til teleskoplæsser alene finder anvendelse, når maskinen bruges til løft af byrder med udskifteligt løfteudstyr. De argumenterede for følgende: Ved kørsel uden byrder er der intet krav om teleskoplæssercertifikat. I sådanne tilfælde er det tilstrækkeligt, at føreren er instrueret og kvalificeret til opgaven. Virksomheden bestred grundlaget for et strakspåbud i situationer, hvor maskinen udelukkende anvendes til kørsel uden byrder. Spørgsmålet i sagen var således, om de faktiske omstændigheder ved brugen af maskinen udløste kravet om en formel arbejdsmiljøfaglig uddannelse for føreren.

Sagen omhandler en arbejdssituation på en trailer, hvor en ansat udførte opgaver i højden uden tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger. Ved et tilsynsbesøg blev det konstateret, at en medarbejder befandt sig på taget af en trailer for at fjerne surringer fra teltpæle, der var opbevaret deroppe. Faktiske omstændigheder på arbejdsstedet Arbejdet foregik i en højde af 2,5 meter over jorden. Under tilsynet blev følgende observationer gjort: Den ansatte stod ca. 0,5 meter fra trailerens kant uden rækværk eller anden faldsikring. Adgangsvejen til trailerens tag bestod af en trappestige med platform. Stigens øverste platform var placeret ca. en meter under trailerens tag, hvilket krævede, at den ansatte skulle klatre det sidste stykke. Stigen var placeret på et ujævnt underlag bestående af brosten. Juridiske spørgsmål og parternes synspunkter Det centrale spørgsmål i sagen var, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at risikoen for nedstyrtning var effektivt forebygget. Virksomheden har under sagen anført, at anvendelse af traditionelt faldsikringsudstyr ikke var en brugbar løsning i den specifikke arbejdssituation. Der blev rejst tvivl om, hvorvidt både adgangsvejen og selve arbejdet på taget overholdt de generelle krav til sikkerhed, herunder om der var truffet de nødvendige foranstaltninger for at forhindre faldulykker under opstigning, nedstigning og ophold på traileren.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg udført af Arbejdstilsynet på en adresse, hvor der blev udført indvendigt malerarbejde. Under besøget traf den tilsynsførende virksomhedsejeren og en person, som ejeren oplyste var indlejet til at udføre malerarbejdet. Arbejdet havde på tidspunktet for tilsynet varet i seks dage og forventedes at fortsætte i yderligere tre dage. Uenighed om ansættelsesforhold og ansvar Der opstod under sagsbehandlingen uenighed om, hvorvidt den pågældende person var at betragte som en indlejet ansat eller som en uafhængig underentreprenør. Virksomhedsejeren anførte følgende argumenter: Den pågældende person var registreret som selvstændig i RUT-registret. Vedkommende udførte arbejdet som underentreprenør og var derfor selv ansvarlig for egne arbejdsforhold. Der forelå ikke en skriftlig ansættelsesaftale. Faktiske forhold på arbejdsstedet Arbejdstilsynet konstaterede, at der ikke var etableret velfærdsforanstaltninger til rådighed for den person, der udførte malerarbejdet. De manglende faciliteter omfattede: Adgang til et aflåseligt toilet. Et passende spiserum med adgang til drikkevand. Håndvask med både rindende koldt og varmt vand. Mulighed for omklædning. Det var ubestridt, at virksomhedsejeren havde aftalen med kunden, leverede materialer og værktøj, samt at ejeren og den indlejede person arbejdede sammen uden en fast aftalt opgavefordeling.

Sagen omhandler et tilsynsbesøg foretaget af Arbejdstilsynet den 24. september 2025 på en byggeplads, hvor en virksomheds ansatte udførte arbejde med at bukke armeringsjern i en eksisterende hal. Under besøget blev der konstateret forhold, som rejste tvivl om de ansattes sikkerhed i relation til asbest. Faktiske omstændigheder i hallen I umiddelbar nærhed af medarbejdernes arbejdsstation og langs adgangsvejen var der placeret en åben bigbag mærket med ordet "asbest". Denne pose indeholdt en stak bølgeplader, som delvist var knækkede. Tilsynet bemærkede desuden, at: Gulvet i området fremstod støvet og beskidt. Der var åbne porte i begge ender af lokalet, hvilket skabte gennemtræk. Asbestmaterialerne havde ifølge oplysninger på stedet stået i lokalet i længere tid. Virksomhedens bemærkninger og argumenter Virksomheden har anført, at pallen med asbestmateriale ved en fejl var blevet placeret indendørs og ikke var en del af den planlagte logistik. De gjorde gældende, at materialet var forsvarligt emballeret i en godkendt asbestpose, og at pallen blev fjernet af en vognmand umiddelbart efter tilsynsbesøget. Vedrørende støvet på gulvet argumenterede virksomheden for, at der var tale om almindeligt sand og jord, som blev slæbt ind via medarbejdernes sko, og ikke asbeststøv. Juridiske spørgsmål Det centrale juridiske spørgsmål i sagen er, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at de ansatte i videst muligt omfang var sikret mod eksponering for asbeststøv, herunder om der var pligt til at foretage støvprøver for at afklare risikoen.

Denne sag vedrører Aarhus Kommunes afgørelse om lovliggørende byggetilladelse til et nyt enfamiliehus på en ejendom i Egå. Sagen opstod efter en længere proces, hvor ejeren først fik tilladelse til en tilbygning med kælder, men efterfølgende nedrev det eksisterende hus og opførte et helt nyt byggeri. Naboerne klagede over flere forhold, herunder overskridelse af bygningshøjden, etablering af kælder i strid med lokalplanen samt indbliksgener. Mangelfuld beregning af bygningshøjde fra naturligt terræn Planklagenævnet fandt en væsentlig retlig mangel i kommunens vurdering af bygningshøjden. I henhold til Planloven § 18 skal byggeri overholde lokalplanens bestemmelser, og lokalplanens § 8.3 fastsætter en maksimalhøjde på 8,5 m for den pågældende ejendom. Kommunen havde lagt en landinspektørs måling til grund, som tog udgangspunkt i koten for overkant af gulv (kote 7,56) fremfor det naturlige terræn. Da hverken lokalplanen eller planloven definerer "naturligt terræn", henvises der til praksis fra bygningsreglementet, hvor det forstås som det oprindelige terræn. Nævnet udtalte: Bygningshøjden skal således måles fra det naturlige terræn, og ikke fra overkant af gulv. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der er naturligt terræn, herunder om det svarer til koten for overkant af gulv. Da denne beregningsfejl kunne føre til et andet resultat, blev denne del af afgørelsen ophævet. Berettigede forventninger forhindrer håndhævelse af kælderforbud Selvom lokalplanens § 8.1 udtrykkeligt forbyder etablering af kældre, vurderede Planklagenævnet, at kommunen var afskåret fra at håndhæve dette forbud. Dette skyldes princippet om berettigede forventninger. Kommunen havde i oktober 2021 givet en byggetilladelse til en tilbygning, hvoraf det fremgik, at en del af arealet lå i kælderen. Selvom det påhviler ejeren at sikre lovlighed, jf. Byggeloven § 16, skabte kommunens tidligere positive tilkendegivelse en retsstilling, som ejeren kunne støtte ret på. Nævnet lagde vægt på, at det var uden betydning, om kommunen oprindeligt begik en fejl ved ikke at dispensere fra lokalplanen, da ejeren i god tro havde handlet på tilladelsen. Vurdering af tagform og naboernes partsstatus Klagerne anførte, at husets tagform stred mod lokalplanens § 9.7, som tillader sadeltage, ensidige taghældninger eller flade tage. Nævnet gennemgik tegningsmaterialet og konstaterede, at taget bestod af to skrå flader, der mødtes i en ryg, hvilket definerer et sadeltag. Da lokalplanen ikke stillede krav om symmetri, var tagformen umiddelbart tilladt. Forud for sagens realitetsbehandling vurderede nævnet, om naboerne var klageberettigede parter efter Planloven § 60. Nævnet fandt, at pga. byggeriets store vinduespartier og en tagterrasse med direkte indblik til klagernes opholdsarealer ca. 16 meter væk, havde naboerne en så væsentlig og individuel interesse, at de var parter i sagen. Dette betød også, at deres klage var indgivet rettidigt, da klagefristen først løb fra det tidspunkt, de modtog en korrekt klagevejledning. Afvisning af inhabilitet og usaglige hensyn Klagerne gjorde gældende, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn (frygt for erstatningsansvar) og var inhabil pga. de mange fejl i forløbet. Nævnet afviste dette med henvisning til Forvaltningsloven § 3. Da kommunen foretog en retlig vurdering af rettigheder og lokalplanoverholdelse snarere end en fri skønsmæssig vurdering, fandtes der ikke grundlag for at statuere myndighedsinhabilitet eller usaglighed.

Københavns Kommune traf i september 2025 beslutning om at nedlægge forbud mod opførelse af en tilbygning samt ændringer af sekundær bebyggelse på en ejendom i Valby for at sikre områdets arkitektoniske værdier via en kommende lokalplan. Sagen opstod, efter ejerne af ejendommen havde indsendt en revideret ansøgning om byggeri, som kommunen vurderede kunne stride mod hensigterne i en planlagt bevarende lokalplan for kvarterets karakteristiske dobbelthuse. Kommunens begrundelse for anvendelse af planlovens § 14 Kommunen begrundede forbuddet med, at det pågældende dobbelthus er en vigtig del af en helhed af ensartede huse i en af Valbys tidligere byggeforeninger. Ejendommen er registreret med en SAVE-værdi på 5, hvilket indikerer middel bevaringsværdi. Kommunen vurderede, at både hovedhuset og den sekundære bebyggelse har betydning for kvarterets samlede udtryk, og man ønskede derfor at fastsætte præcise bestemmelser i en lokalplan for at regulere: Bebyggelsesprocent og placering af tilbygninger. Dimensioner og udformning af garager, udhuse og overdækninger. Bevaring af eksisterende arkitektoniske træk. "Bevaringsværdien omfatter selve dobbelthuset, men også i hvilken grad bygningen tåler udvidelse og ændring af den sekundære bebyggelse som garage, udhuse og overdækninger mv." Vurdering af tidsforløb og spørgsmålet om passivitet Klagerne argumenterede for, at kommunen havde fortabt retten til at nedlægge forbuddet på grund af passivitet, idet der var gået over 13 måneder fra den første ansøgning i august 2024. Planklagenævnet gennemgik sagens tidslinje for at vurdere, om undersøgelses- og overvejelsestiden var rimelig: Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været passiv. Selvom den samlede proces var lang, lagde nævnet vægt på, at kommunen løbende havde behandlet sagen, og at den konkrete undersøgelsestid op til forbuddet lå inden for det acceptable. Desuden blev det bemærket, at gyldighedsperioden for forbuddet var fastsat kort, hvilket begrænsede indgrebet over for borgeren jf. Planloven § 14. Planlægningsmæssige hensyn og forbuddets klarhed Klagerne anførte, at deres projekt ville forbedre ejendommens udseende ved at fjerne forfaldne bygninger og opføre nye i matchende materialer. Planklagenævnet understregede dog, at kommunen har et meget vidtgående skøn i forhold til planlægningsmæssige prioriteringer. Det er sagligt at ønske at beskytte et bevaringsværdigt miljø, hvilket understøttes af muligheden for at fastsætte bevarende bestemmelser i en lokalplan efter Planloven § 15, stk. 2. Nævnet afviste ligeledes klagen over manglende klarhed i forbuddet. Afgørelsen specificerede præcis, hvilke bygninger (tilbygning, garage, depot og halvtage) forbuddet omfattede, og ejerne var derfor ikke i tvivl om, hvilke arbejder der ikke måtte påbegyndes. Forhold uden for Planklagenævnets kompetence En række klagepunkter vedrørte det tidligere afslag på byggetilladelse fra december 2024 samt tekniske detaljer om bygningernes dårlige stand og råd. Da disse forhold vedrører byggelovgivningen og ikke planloven, har Planklagenævnet videresendt disse dele af klagen til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 2.

Tårnby Kommune gav den 10. april 2025 påbud om fysisk lovliggørelse af bebyggelse samt et fast hegn på en kolonihavelod i Kastrup, hvilket Planklagenævnet har behandlet efter en klage fra ejeren. Sagen omhandler primært spørgsmålet om, hvorvidt renoveringsarbejder på et eksisterende kolonihavehus havde karakter af vedligeholdelse eller nybyggeri, samt om kommunen havde overholdt forvaltningsretlige principper ved udstedelsen af påbuddet. Lokalplanens rammer og sagens baggrund Ejendommen er omfattet af en lokalplan fra 2021, der fastlægger strikse rammer for bebyggelse i området. Formålet er at bevare karakteren af kolonihaveområde og sikre, at bebyggelsen ikke bliver for tæt. De væsentligste bestemmelser i lokalplanen inkluderer: Arealbegrænsning: Et kolonihavehus må maksimalt være 60 m², og det samlede bebyggede areal på lodden må ikke overstige 80 m². Afstandskrav: Ingen del af bebyggelsen må placeres nærmere lodgrænsen end 2,5 meter. Hegn: Al hegning skal etableres som levende hegn. Konflikten opstod, da ejeren i januar 2025 kontaktede kommunen angående udskiftning af facaden på sit hus grundet råd. Kommunen vurderede dog, at der var tale om omfattende arbejder, der havde karakter af nybyggeri, som derfor skulle overholde den nuværende lokalplans krav. Vurdering af bygningsændringer og eksisterende forhold Planklagenævnet foretog en differentieret vurdering af de forskellige bygningsdele på lodden for at afgøre, om de kunne betragtes som eksisterende lovlige forhold, jf. Planloven § 18: Nævnet fandt, at udskiftning af tagmateriale på bygning 2 ikke i sig selv medførte, at hele bygningen mistede sin status som et eksisterende lovligt forhold. Derimod blev arbejdet på bygning 3 anset for at være så omfattende, at der var tale om nybyggeri, som dermed skulle overholde lokalplanens krav om både areal og afstand til skel. Hjemmel, proportionalitet og myndighedspassivitet Kommunen begrundede påbuddet med, at kolonihavehuset samlet set udgjorde ca. 80 m², hvilket oversteg grænsen på 60 m², samt at bygning 3 kun var placeret 0,2 meter fra lodgrænsen. Klageren argumenterede for, at påbuddet var uproportionalt, og at kommunen havde udvist passivitet. Nævnet afviste påstanden om myndighedspassivitet, da kommunen først blev bekendt med forholdene i januar 2025 og reagerede hurtigt herefter, jf. Planloven § 51. I forhold til hegnet udtalte nævnet: "Planklagenævnet finder, at kommunens påbud om lovliggørelse af hegnet ikke er i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lægger herved vægt på, at der i den konkrete sag er tilstrækkeligt tungtvejende planmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelser om, at hegn skal være levende hegn." Nævnet fandt dog en væsentlig mangel i kommunens påbud vedrørende selve huset. Da kommunen havde krævet en samlet fjernelse af tilbygninger (inklusive bygning 2, som var lovlig), var påbuddet behæftet med en fejl, der førte til ophævelse af denne del af afgørelsen.

Esbjerg Kommune udstedte den 13. oktober 2025 et påbud om fysisk lovliggørelse af et hegn mod vej på en ejendom i Esbjerg V. Sagen opstod, efter kommunen havde konstateret, at der var opført et fast hegn bag en eksisterende hæk i skellet mod vej, hvilket var i strid med de gældende regler for området. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet med indsigelser om blandt andet påbuddets klarhed og overholdelsen af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Lokalplanens rammer og sagens forhistorie Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 07-040-003, Guldager Landområde, Boliger vest for Sønderrisvej. Forud for selve påbuddet havde Esbjerg Kommune den 27. august 2024 meddelt afslag på en anmodning om lovliggørende dispensation til det faste hegn. Da denne afgørelse ikke blev påklaget inden for fristen, stod afslaget ved magt, og kommunen overgik herefter til håndhævelse af de fysiske forhold. Afgrænsning af klagenævnets prøvelse Planklagenævnet fastslog indledningsvist, at de i overensstemmelse med Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kun kan tage stilling til retlige spørgsmål. Da klagefristen for kommunens tidligere afslag på dispensation var overskredet, kunne nævnet ikke efterprøve, om hegnet rent faktisk var i strid med lokalplanen eller om dispensation burde være givet. Fokus for nævnet var derfor udelukkende på lovligheden af selve påbuddet fra oktober 2025. Vurdering af påbuddets klarhed og præcision Klageren anførte, at påbuddet manglede den fornødne klarhed, da det angiveligt ikke præciserede, hvilke dele af hegnet der skulle fjernes. Planklagenævnet understregede vigtigheden af præcis formulering i påbud, da manglende efterlevelse er strafbelagt jf. Planloven § 64, stk. 1, nr. 4. Nævnet fandt dog, at påbuddet var tilstrækkeligt klart, idet det eksplicit nævnte: At der var tale om det faste hegn bag den eksisterende hæk i skel. At konsekvensen var, at dette specifikke hegn skulle fjernes helt. Overholdelse af proportionalitetsprincippet Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde vurderet, om formålet kunne opnås med mindre indgribende midler. Nævnet vurderede sagen ud fra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip og konstaterede følgende: Nævnet fandt, at kommunen havde opfyldt sin pligt til at undersøge retlig lovliggørelse først. Da dispensation var afvist, var fysisk lovliggørelse det eneste resterende middel. Nævnet lagde vægt på, at hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af præcedens i området udgjorde tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at kræve hegnet fjernet, uanset de byrder det pålagde ejeren.

Miljø- og Fødevareklagenævnet omgør Ringsted Kommunes dispensation til opførelse af fasanvolierer inden for skovbyggelinjen og meddeler i stedet afslag. Sagen drejer sig om, hvorvidt otte hønsegårde på i alt 14.400 m² kan placeres op til 10 m fra et Natura 2000-skovbryn på en landbrugsejendom i det åbne land. Ejendommen og den ansøgte placering Ejendommen, matr.nr. [Matrikelnummer1], er en landbrugsejendom på 11,8 ha beliggende i det åbne land i Ringsted Kommune. Ejendommens nordvestlige del grænser direkte op til fredskovspligtige arealer, der udgør Natura 2000-område nr. 158, Allindelille Fredskov (habitatområde H139). Området er særligt udpeget for at beskytte skovnaturtypen bøgeskov på kalk samt lysåbne partier med kalkoverdrev. Ejendommen er i kommuneplan 2026 for Ringsted Kommune udpeget som en del af et større sammenhængende landskab inden for landskabstypen "Det kuperede skovlandskab", der er kendetegnet ved småbakket terræn, markante skovbryn og særlige visuelle kvaliteter. Den ansøgte placering af fasanvoliererne befinder sig i sin helhed inden for skovbyggelinjen og ønskes lagt langs ejendommens nordvestlige og sydvestlige afgrænsning, altså langs og tæt på skovbrynet. Eksisterende bygninger på ejendommen – stuehus og landbrugsbygninger – er samlet ved ejendommens skel mod nordøst og ligger henholdsvis 120 m og 150 m fra den ansøgte placering. Det ansøgte projekt Ansøgningen af 29. april 2024 omhandler otte hønsegårde til fasanopdræt placeret i en sammenhængende vinkel: De to delvolierer benyttes på skift: den ene fra februar til juni (nær skoven), den anden fra august til februar (ca. 75 m fra skoven). Nettene fjernes i perioden uden brug, så arealet kan gensås med græs. På ejendommens sydøstlige del og uden for skovbyggelinjen ligger desuden et planlagt anlæg til kyllinger, som ikke er en del af klagesagen. Ringsted Kommunes dispensation og begrundelse Ringsted Kommune meddelte den 20. december 2024 dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1, jf. § 65, stk. 1. Kommunen vurderede, at voliererne ikke ville have væsentlig negativ indvirkning på skovbrynet, bl.a. med følgende begrundelser: Voliererne består af en luftig konstruktion med pæle og sort net, som falder godt ind i landskabet Kun overdækningerne adskiller sig som faste tagelementer Terrænet (fra kote 59 til kote 74,5) afskærmer volierernes fulde omfang fra vejen Et vilkår om afskærmende beplantningsbælte mod vejen reducerer den visuelle påvirkning Risikoen for fasaners flugt til Natura 2000-skoven mindskes ved daglige tilsyn og stormsikring Den ansøgte placering adskiller høns og kyllinger for at reducere smitterisiko Kommunen havde desuden meddelt miljøtilladelse efter husdyrbrugloven den 19. december 2024, hvori det vurderes, at voliererne er erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift. Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening Danmarks Naturfredningsforening, Ringsted, indgav den 23. januar 2025 klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet med bl.a. følgende argumenter: Det ansøgte udgør et meget stort byggeri inden for skovbyggelinjen og et væsentligt fremmedelement i det beskyttede landskab Placeringen er under 10 m fra skovbrynet til et af Danmarks mest unikke naturområder med bilag IV-arter og rødlistede arter, der alene findes i dette område Det ansøgte er ikke erhvervsmæssigt nødvendigt, da ejendommen ikke aktuelt har en etableret bedrift Hønsegårdene er placeret uden tilknytning til eksisterende bebyggelse Der er alternative placeringsmuligheder uden for skovbyggelinjen – bl.a. på den sydøstlige del af ejendommen – og smittefare mellem høns og kyllinger kan håndteres som beskrevet i vejledning fra Danmarks Jægerforbund Det omhandlede areal er ifølge kommuneplanen udpeget som større sammenhængende landskab, der som udgangspunkt skal friholdes for markant byggeri, der ikke er driftsmæssigt nødvendigt Ansøgers modargumenter Ansøger anførte via konsulent den 14. maj 2025 bl.a., at: Voliererne er at betragte som folde og ikke bygningsanlæg, hvorfor der ikke stilles afstandskrav efter byggelovgivningen Volierer og overdækning er ikke faste anlæg og udgør ikke et fremmedelement i landskabet Det ikke er muligt at placere både hønsegårde og kyllingeanlæg på ejendommens sydøstlige del grundet afstandskrav til nabo og vej Skovejer har ikke haft bemærkninger til projektet Miljøtilladelsen efter husdyrbrugloven ikke er påklaget Nævnets retlige vurdering Fasanvoliererne som "bebyggelse" i lovens forstand Nævnet fastslår indledningsvis, at de ansøgte volierer udgør bebyggelse i naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1's forstand. Nævnet lægger vægt på: "karakteren af det ansøgte, der bl.a. indebærer opsætning af stolper op til 6 m højde og etablering af 40 m² overdækning i hver hønsegård" Nævnet præciserer, at begrebet bebyggelse ikke kun omfatter bygninger, men også andre faste konstruktioner og anlæg som f.eks. master og terrasser, jf. Miljøstyrelsens vejledning om bygge- og beskyttelseslinjer (december 2022, afsnit 4.2.2.1). Det er uden betydning, om det ansøgte forudsætter byggetilladelse, eller om det efter anden lovgivning anses som folde. Undtagelsen for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrug Nævnet vurderer, at undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 4 – der fritager byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt og opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer – ikke finder anvendelse. Afgørende herfor er alene, at den ansøgte placering med 120–150 m afstand til de eksisterende bygninger er uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at tage stilling til, om det ansøgte i øvrigt er erhvervsmæssigt nødvendigt. Dispensationsvurderingen Nævnet finder, at de konkrete landskabelige hensyn ikke kan begrunde dispensation: "det ansøgte vil medføre en væsentlig negativ indvirkning på skovbrynet og oplevelsen af skoven i strid med hensynene bag skovbyggelinjen" Nævnet lægger navnlig vægt på: Omfanget: Otte hønsegårde à 30 × 60 m med overdækning, samlet areal på 14.400 m² og samlet længde på 120 m langs skovbrynet Nærheden: Placering i op til 10 m afstand fra skovbrynet Konteksten: Placering på en mark uden tilknytning til eksisterende bebyggelse i et område, hvor skovbrynet fremstår forholdsvis upåvirket Nævnet afviser følgende forhold som afgørende modargumenter: At voliererne har en vis transparens (stolper og net) At de er delvis skærmet af terrænet og ikke fuldt synlig fra vejen At der er stillet vilkår om skærmende beplantning At de enkelte hønsegårde ikke anvendes hele året rundt At hensynet til at undgå smittespredning nødvendiggør den konkrete placering Endelig tillægger nævnet hensynet til at undgå uhensigtsmæssig præcedens i fremtidige lignende sager om bebyggelse inden for skovbyggelinjen selvstændig vægt.

En svineproducent fik den 2. december 2025 udstedt et Gult kort antibiotika af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (tidligere Fødevarestyrelsen) efter gentagne og markante overskridelser af grænseværdien for antibiotikaforbrug til pattegrise, søer, gylte og orner. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår antibiotikabehandling i forbindelse med medicinsk sanering mod sygdom kan undtages fra Gult kort-ordningens beregning af antibiotikaforbrug. Overskridelse af grænseværdier konstateret ved VetStat-udtræk Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri konstaterede den 9. oktober 2025 ved udtræk fra VetStat, at antibiotikaforbruget i klagers svinebesætning overskred de fastsatte grænseværdier. Forbruget til aldersgruppen pattegrise, søer, gylte og orner var registreret som følger: Styrelsen sendte høringsbrev den 9. oktober 2025, hvortil klager svarede den 23. oktober 2025, at overskridelsen skyldtes en medicinsk sanering mod Mycoplasma lungesyge. Ordinering af Vetmulin over tre måneder Den 29. oktober 2025 sendte styrelsen et supplerende høringsbrev, da den ved et nyt VetStat-udtræk havde konstateret en markant ordineringshistorik for præparatet Vetmulin: 28. juli 2025: 500 ml Vetmulin inj., 25 liter Vetmulin opl. og 3 kg Vetmulin granulat 7. august 2025: 5 liter Vetmulin opl. og 500 ml Vetmulin inj. 11. august 2025: 8 kg Vetmulin granulat 9. september 2025: 3 kg Vetmulin granulat 18. september 2025: 1 kg Vetmulin granulat Styrelsen bemærkede, at der var tale om store mængder Vetmulin ordineret adskillige gange over tre måneder, og at dette klart oversteg, hvad der normalt ses ved saneringer, hvor der kortvarigt ordineres store mængder antibiotika i én måned. Klagers forklaring og argumentation Klager forklarede i høringssvar af 7. november 2025, at en anden besætning med Mycoplasmasmittede søer havde solgt sine dyr til klager i perioden fra den 7. juli til den 19. september 2025. Da dyrene blev leveret løbende over mere end to måneder, og klager medicinerede dem ved ankomst, blev medicinen ligeledes købt over en tilsvarende periode. Klager fremsatte en række argumenter til støtte for, at der var tale om en saglig og forsvarlig fremgangsmåde: Besætningen var effektivt saneret for Mycoplasma lungesyge Det er bedst og mest sikkert at fjerne alle dyr under 10 måneder fra ejendommen og alene have søer tilbage under medicineringen Hvis dyr under 10 måneder ikke fjernes, reduceres saneringens effektivitet, og antibiotikaforbruget vil stige yderligere Pattegrise skal injektionsbehandles tre gange med en uges mellemrum; smågrise skal medicineres i flere uger Transport af højdrægtige søer er ulovligt, hvilket var årsagen til, at dyrene ikke kunne indsættes og behandles samlet Den valgte saneringsmodel sikrede størst mulig sandsynlighed for succes og mindst mulig anvendelse af antibiotika Klager anførte, at der ville være givet dispensation, hvis al medicin var udskrevet og brugt på én gang Klager vedhæftede en saneringsplan og bemærkede, at definitionen på "kortvarigt" er relativ. Styrelsens begrundelse for Gult kort Stylesen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri traf den 2. december 2025 afgørelse om påbud og forbud med følgende begrundelse: "Et højt medicinforbrug, der strækker sig over tre måneder, kan ikke kategoriseres som kortvarigt." Styrelsen henviste til definitionen af medicinsk sanering i vejledningens afsnit 2.5.3, hvorefter der skal være tale om antibiotikabehandling i et veldefineret tidsrum, som medfører et kortvarigt, men højt, antibiotikaforbrug. Styrelsen vurderede, at den gennemførte behandling ikke opfyldte dette krav, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde undladelse af Gult kort. Styrelsen anførte desuden, at dens praksis er restriktiv, og at udgangspunktet ifølge vejledningens afsnit 2.6 er, at også mindre overskridelser medfører Gult kort. Nævnets retlige vurdering Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde VetStat-registreringerne til grund som uomtvistede og konstaterede, at grænseværdien på 3,20 ADD pr. 100 dyr pr. dag i Bekendtgørelse om grænseværdier for antibiotikaforbrug og dødelighed i kvæg- og svinebesætninger § 8, nr. 3 var overskredet i begge opgørelsesperioder. Nævnet bemærkede, at grænseværdierne netop er fastsat under hensyntagen til, at der skal kunne foretages behandlinger ved sygdomsudbrud, idet antibiotikaforbruget beregnes som et gennemsnit over 9 måneder. Det afgørende spørgsmål var herefter, om antibiotikabehandlingen udgjorde en medicinsk sanering, der kunne begrunde, at ordineringerne ikke indgik i beregningen. Nævnet vurderede, at den gennemførte behandling ikke opfyldte kravene til medicinsk sanering: "Behandlingen, ud fra tidspunktet for antibiotikaordineringerne, har strakt sig over tre måneder. Nævnet vurderer som følge heraf [...] at der ikke er tale om antibiotikabehandling i et veldefineret tidsrum." Nævnet fandt endvidere, at det forhold, at behandlingen var gennemført på den mest antibiotikabesparende måde, og at det praktisk ikke havde været muligt at indsætte og behandle alle søerne samtidigt, ikke kunne føre til et andet resultat. Disse omstændigheder ændrede ikke på den juridiske konstatering, at behandlingen ikke opfyldte definitionen på medicinsk sanering. Nævnet konkluderede på den baggrund, at der ikke forelå en tilstrækkelig kvalificeret indsigelse, der kunne begrunde, at styrelsen undlod at udstede Gult kort antibiotika i medfør af Bekendtgørelse om særlige foranstaltninger til nedbringelse af antibiotikaforbruget i svinebesætninger § 2, stk. 1.

Sagen opstod, da Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 6. september 2022 gennemførte en syning ved aflæsning af dyr. I forbindelse med kontrollen konstaterede styrelsen visse forhold vedrørende en gris. Samme dag sendte styrelsen et partshøringsbrev til virksomhedens ejer (klager) om de konstaterede kontrolfund. Klagers indvending mod kontrolfundene Allerede den 14. september 2022 – blot otte dage efter kontrollen og inden styrelsen havde afsluttet sin sagsbehandling – indgav virksomhedens ejer klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager fremførte tre centrale argumenter: Det var ikke påvist, at grisen stammede fra klagers besætning, da øremærket ikke kunne aflæses på fotodokumentationen fra kontrollen Det var usandsynligt, at grisen var blevet overset ved tidligere gennemgang Grisen kunne stamme fra en af de øvrige leverandører, der havde leveret dyr til den pågældende samlestalden Situationen på klagetidspunktet Da sagen blev oversendt til nævnet, oplyste Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, at der på tidspunktet for klagens indgivelse endnu ikke var truffet nogen afgørelse på baggrund af kontrolfundene. Styrelsen havde desuden orienteret klager om, at klagen ville blive behandlet som et partshøringssvar, og at der ville blive truffet afgørelse i sagen efter udløbet af partshøringsfristen. Nævnets kompetenceanalyse Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede indledningsvist spørgsmålet om sin egen kompetence, som nævnet i medfør af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 3 selv afgør. Nævnet er klagemyndighed for administrative afgørelser, i det omfang det er fastsat i den øvrige lovgivning, jf. samme lovs § 1, stk. 1. Det følger af Dyrevelfærdsloven § 52, stk. 3, at afgørelser truffet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat. Nævnet understregede den centrale forvaltningsretlige sondring: "Ved administrative afgørelser forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand. En afgørelse i forvaltningsretlig forstand er en retsakt, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde." Kontrolrapportens karakter – ikke en afgørelse Nævnet lagde til grund, at klagen reelt vedrørte indholdet af kontrolrapporten for den udførte kontrol den 6. september 2022. Nævnet vurderede, at kontrolrapportens indhold – herunder de konstaterede forhold vedrørende grisen – ikke udgør en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, idet: Kontrolrapporten ikke fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde En kontrolrapport alene er en rapport over en udført kontrol og den opfølgende sagsbehandling Der på klagetidspunktet ikke var meddelt klager nogen sanktion på baggrund af de konstaterede forhold Da der hverken var truffet en afgørelse eller klaget over en afgørelse, som kan indbringes for nævnet, afviste nævnet at realitetsbehandle klagen. Klager havde med andre ord klaget for tidligt – inden sagsbehandlingen var afsluttet og inden en eventuel afgørelse med retsvirkninger var meddelt.

Nyborg Kommune traf den 6. oktober 2025 afgørelse om påbud om fysisk lovliggørelse ved nedtagning af skiltning på en ejendom beliggende i Nyborg. Sagen tog sin begyndelse, da kommunen konstaterede, at der var opsat skiltning i strid med den gældende lokalplan for området. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 6, som i sin § 7.1 fastsætter et totalforbud mod skiltning: Ingen form for skiltning og reklamering må finde sted. Forud for påbuddet havde kommunen den 16. september 2025 meddelt afslag på en anmodning om lovliggørende dispensation. Dette afslag blev begrundet med, at skiltet var af unødig størrelse, og at der ikke var væsentlige samfundsmæssige hensyn, der talte for dets bibeholdelse, da der var tale om en privat institution. Denne afgørelse blev ikke påklaget inden for klagefristen, hvorfor Planklagenævnet i den nuværende sag udelukkende kunne tage stilling til selve påbuddet om fysisk lovliggørelse og ikke til spørgsmålet om dispensation eller lokalplanens fortolkning. Parternes argumenter og klagepunkter Klageren anførte i sin klage til nævnet, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde overvejet det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Klageren mente, at kommunen burde have undersøgt muligheden for retlig lovliggørelse eller en mindre indgribende løsning før udstedelsen af påbuddet. Desuden blev det gjort gældende, at: Forholdet var af underordnet betydning jf. Planloven § 51, stk. 3, da skiltet står på egen grund og ikke generer naboer eller trafik. Der findes andre institutioner i området med større og mere dominerende skilte. Kommunen havde overtrådt officialprincippet ved at fejlbedømme institutionens karakter. Planklagenævnets prøvelse og rækkevidde Nævnet præciserede indledningsvist sin kompetence efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som begrænser prøvelsen til retlige spørgsmål. Da afgørelsen om afslag på dispensation fra 16. september 2025 stod ved magt, kunne nævnet ikke efterprøve de argumenter, der reelt vedrørte dispensationsspørgsmålet eller om skiltet var i strid med lokalplanen. I forhold til proportionalitetsprincippet fastslog nævnet, at en kommune ikke har pligt til på ny at vurdere retlig lovliggørelse i en påbudssag, hvis den allerede har taget stilling til dette i en forudgående dispensationssag. Da kommunen netop havde givet afslag på dispensation få uger før påbuddet, var dette krav opfyldt. Vedrørende Planloven § 51, stk. 3 bemærkede nævnet følgende om kommunens tilsynspligt: Bestemmelsen indebærer kun, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der kun er tale om et forhold af underordnet betydning. Den indebærer ikke, at kommunen ikke har ret til at håndhæve lokalplanen. Nævnet fandt, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende planmæssige interesser i at opretholde skiltningsforbuddet i lokalplanen. Hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af præcedensvirkning (at andre også ville kunne kræve lignende skilte) vejede tungere end klagerens ønske om at beholde skiltet. Påbuddet blev derfor anset for at være i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.

Randers Kommune traf den 5. marts 2025 afgørelse om, at etableringen af et fælles udhus på 21 m² på ejendommen [A1] i Randers SØ var i overensstemmelse med den gældende lokalplan. En nabo klagede over denne afgørelse, da naboen mente, at udhuset ikke var placeret i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt i lokalplanen. Lokalplanens krav til placering og bebyggelse Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 746 for tæt-lav boliger på Dybdalvej i Assentoft. I lokalplanens § 7.11 er der fastsat specifikke bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering: "Der må opføres et fælles skur til opbevaring af haveredskaber og lign. på det fælles opholdsareal med en placering som vist i princippet på kortbilag 2." Kortbilag 2 illustrerer placeringen af et eventuelt fællesskur i det sydøstlige hjørne af lokalplanområdet, placeret op ad et bevaringsværdigt læbælte. Den faktiske placering af det ansøgte udhus var imidlertid mindst 20 meter vest for denne indtegnede placering og placeret langs en adgangssti til området i stedet for ved læbæltet. Retsgrundlaget for lokalplanens bindende virkning Planklagenævnet har i sagen taget stilling til, om forholdet er umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, eller om det kræver en dispensation efter Planloven § 19. Nævnet præciserede de generelle principper for fortolkning af lokalplaner: Bindende virkning: Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne. Nye forhold, der stemmer overens med planen, er umiddelbart tilladte. Kortbilag: Kortbilag har kun bindende virkning, hvis der henvises direkte til dem i lokalplanens bestemmelser. Ved uoverensstemmelse har teksten forrang. "I princippet": Når en placering er angivet "i princippet", kræves der ikke fuldstændig overensstemmelse med kortet, men større afvigelser kræver dispensation. Planklagenævnets vurdering af afvigelsen Planklagenævnet fandt, at den valgte placering af fællesskuret afveg i en sådan grad fra lokalplanens kortbilag, at det ikke kunne rummes inden for udtrykket "i princippet". Nævnet lagde særlig vægt på to faktorer: For det første den fysiske afstand på mindst 20 meter fra den oprindeligt planlagte placering, og for det andet det forhold, at udhuset nu blev placeret ved en adgangssti frem for ved det oprindelige læbælte. Da projektet dermed var i strid med lokalplanens § 7.11, kunne kommunen ikke give byggetilladelse uden først at have behandlet sagen som en dispensationssag efter Planloven § 19, hvilket også ville indebære en stillingtagen til, om der skulle foretages nabohøring.

Sagens baggrund Vejle Kommune vedtog den 25. juni 2025 endeligt kommuneplantillæg nr. 47 til kommuneplan 2021 og lokalplan nr. 1415 for et vindmølle- og solcelleanlæg ved Ammitsbølvej. Projektet muliggør opstilling af fem vindmøller med en totalhøjde på 150 meter, 36 ha solceller samt etablering af batterier til energilagring. En gruppe beboere klagede over planvedtagelsen og miljøvurderingen med henvisning til bl.a. påvirkning af flagermus, fugle, landskabelige forhold og uklarheder i plangrundlaget. Påvirkning af bilag IV-arter (flagermus) Klagerne anførte, at kommunen ikke havde foretaget en selvstændig vurdering af bilag IV-arter, og at miljørapportens undersøgelser af flagermus var utilstrækkelige. Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at planerne ikke vil medføre ødelæggelse eller beskadigelse af yngle- og rasteområder. Nævnet lagde vægt på, at kommunens vurdering var baseret på to års konkrete undersøgelser udført i overensstemmelse med gældende vejledninger. Nævnet fandt, at det fastsatte vilkår om driftsstop ved vindhastigheder på 8 m/s samt bevarelse af et østligt læhegn som ledelinje var tilstrækkelige afværgeforanstaltninger. Planklagenævnet finder, at miljørapporten indeholder tilstrækkelige oplysninger om påvirkningen af flagermus. Påvirkning af fugle Klagerne gjorde gældende, at miljørapporten ikke detaljeret beskrev støjpåvirkninger på fugle, og at duehøgens redested (700 m fra projektområdet) ikke overholdt anbefalede afstandskrav. Nævnet fandt, at kommunen havde inddraget tilstrækkelige data fra DOF-basen og feltundersøgelser. Da der ikke eksisterer lovbestemte minimumsafstande for duehøg, og da arten har en høj undvigerespons, kunne klagepunktet ikke føre til medhold. Landskabelig påvirkning Det blev klaget over, at visualiseringer i miljørapporten ikke tog højde for nedtagning af højspændingsledninger. Nævnet vurderede, at miljørapporten indeholdt en tilstrækkelig beskrivelse af landskabspåvirkningen gennem visualiseringer fra forskellige fotostandpunkter. Selvom fjernelse af ledninger kan ændre det visuelle indtryk, fandt nævnet ikke, at det udgjorde en væsentlig mangel, da den landskabelige påvirkning under alle omstændigheder var tilstrækkeligt belyst. Forholdet mellem kommuneplan og lokalplan Klagerne anførte, at lokalplanen stred mod kommuneplanens retningslinjer for vindmølleplacering (afstande og harmoniforhold). Nævnet konstaterede en uoverensstemmelse i forhold til den indbyrdes afstand (2,3 gange rotordiameteren mod de anbefalede 3-5 gange). Nævnet fandt dog, at dette ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel, da kommunen havde foretaget en konkret vurdering og redegjort for afvigelsen, hvilket ligger inden for kommunens planlægningsmæssige skøn.

Forslag til bekendtgørelse om ansøgningspuljen til særlige sociale formål med fokus på borgernær brobygning

Command Palette

Forslag til bekendtgørelse om ansøgningspuljen til særlige sociale formål med fokus på borgernær brobygning

Frifindelse for bistand til ulovlig indrejse: Højesterets vurdering af forsætskravet ved BlaBlaCar-transport

Planklagenævnet afviser klage over Lejre Kommunes afslag på at ændre lokalplan

Stadfæstelse af afslag på dispensation til overskridelse af bygningshøjde i Hvidovre

Skattefrihed for renter betalt til britisk holdingselskab

Planklagenævnet stadfæster forbud mod lager og showroom til brændeovne i Randers

Planklagenævnet ophæver afslag på arealoverførsel ved Holmens Camping i Ry

Gladsaxe Kommunes forbud mod ombygning og tilbygning til enfamiliehus stadfæstet

Planklagenævnet ophæver Fanø Kommunes ulovlige forbud mod udstykning af sommerhusgrund

Ny bekendtgørelse harmoniserer og digitaliserer reglerne for udbetaling af tilskud til elevers oplæring i udlandet via Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag

Forslag til ændring af vejledning om generisk substitution med henblik på at undtage epilepsimedicinen Stiripentol

Planklagenævnet afviser genoptagelse efter misforståelse af klageportalens godkendelsesprocedure

Afvisning af for sent indgivet klage over afslag på fristforlængelse i påbud om passende beboelse

Afslag på lovliggørende dispensation til dobbeltcarport i Bagsværd stadfæstet

Journalistik baseret på donationer og crowdfunding som selvstændig erhvervsvirksomhed

Høring over ændring af EU-regler for brug af veterinærlægemidler og vacciner til forebyggelse og bekæmpelse af listeopførte dyresygdomme

Afslag på berosættelse af SU-tilbagebetaling under farmakonomuddannelse da uddannelsen ikke anses som erhvervsuddannelse

Ophævelse af nedrivningsforbud på grund af kommunal passivitet

Fast driftssted for tysk selskab ved anlægsarbejde

Planklagenævnet opretholder afslag på dispensation til udhus i Skibby

Planklagenævnet stadfæster påbud om lovliggørelse af bebyggelse i kolonihave

Udenlandske investorers skattepligt ved investering i infrastrukturfond

Planklagenævnet ophæver afslag på 4 lejligheder i Hasseris grundet eksisterende lovligt forhold

Planklagenævnet afviser klage over påbud om lovliggørelse af bygning i landzone

Tømrerelev tilkendt 40.000 kr. efter uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale

Planklagenævnet fastholder afslag på dispensation til solceller på tag i Føns

Skattefrihed for kursgevinst ved indfrielse af nulkuponlån via transparente enheder

Odder Kommune fejlfortolkede afstandskrav til carport: Planklagenævnet ophæver afslag

Planklagenævnet ophæver afgørelse om lovligheden af en 130 m² træterrasse til iskiosk i Saksild Strand

Gaveafgift og beskatningstidspunkt for gaver fra person under værgemål

Planklagenævnet afviser klage over aktindsigt pga. manglende begrundelse

Planklagenævnet stadfæster: Vejanlæg i sommerhusområde kræver ikke landzonetilladelse

Generationsskifte med succession i biogaskoncern og værdiansættelse

Planklagenævnet stadfæster afslag på dispensation til bjælkehus i Faxe Ladeplads

RADIO IIII frifundet af Pressenævnet for dækning af inhabilitet i Sønderborg Kommunes børnesager

Høring over revideret bekendtgørelse om EU- og EØS-borgeres adgang til at udøve virksomhed som dyrlæge i Danmark

Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads

Påbud om faldsikring ved afsurring af teltpæle på trailertag i 2,5 meters højde

Ansvar for velfærdsfaciliteter ved indlejet arbejdskraft på byggeplads

Fastholdelse af straks-påbud om asbestanalyse og sikring mod støvudsættelse på byggeplads

Delvis ophævelse af byggetilladelse i Egå: Fejl i højdemåling og berettigede forventninger til kælder

Stadfæstelse af § 14-forbud mod tilbygning og sekundær bebyggelse i bevaringsværdigt kvarter i Valby

Delvis ophævelse af påbud om lovliggørelse af kolonihavebebyggelse og hegn i Tårnby Kommune

Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om fjernelse af ulovligt opført hegn mod vej i Esbjerg

Fasanvolierer inden for skovbyggelinjen ved Natura 2000-område får afslag – dispensation omgjort af Miljø- og Fødevareklagenævnet

Svinebesætning får opretholdt Gult kort for overskridelse af antibiotikaforbrug – Mycoplasma-sanering over tre måneder anerkendes ikke som medicinsk sanering

Afvisning af klage over kontrolfund ved dyresyn – ingen forvaltningsretlig afgørelse forelå

Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om nedtagning af ulovlig skiltning i Nyborg Kommune

Planklagenævnet ophæver afgørelse om fælles udhus: Placering afveg for meget fra lokalplanens principper

Planklagenævnets afgørelse om vindmølle- og solcelleanlæg ved Ammitsbølvej