Afgørelse om opsigelse efter krampeanfald - ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandlede en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet klager blev opsagt kort efter at have fået et krampeanfald på arbejdet, som medførte et brud på skulderen. Klager mente, at opsigelsen var i strid med lovgivningen om forskelsbehandling, da indklagede var bekendt med hans formodede epilepsi.

Sagens baggrund

Klager blev ansat som sælger og fik kort efter ansættelsen et krampeanfald på arbejdspladsen, hvilket førte til et brud på skulderen. Efter en periode med sygemelding og delvist arbejde sygemeldte klager sig igen. Indklagede opsagde herefter ansættelsesforholdet, med den begrundelse at der manglede den nødvendige kommunikation fra klagers side under sygemeldingen.

Klagerens påstand

Klager gjorde gældende, at opsigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, da den skyldtes hans formodede epilepsi, som han mente udgjorde et handicap. Klager henviste til EU-domstolens fortolkning af handicapbegrebet, som omfatter begrænsninger af lang varighed, der hindrer fuld deltagelse i arbejdslivet.

Indklagedes forsvar

Indklagede afviste, at klager var handicappet i lovens forstand på opsigelsestidspunktet, idet der ikke var tale om en varig eller langvarig funktionsnedsættelse. De fastholdt, at opsigelsen skyldtes manglende kommunikation under sygemeldingen, og ikke klagers helbredstilstand.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at begrebet "handicap" i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. skal fortolkes i overensstemmelse med EU-domstolens afgørelser (C-335/2011 og C-337/2011). Dette indebærer, at en tilstand skal medføre en begrænsning af lang varighed, som kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Nævnet bemærkede, at en efterfølgende undersøgelse konkluderede, at klager ikke led af epilepsi, og der ikke var stillet en anden diagnose. På baggrund heraf fandt nævnet, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i lovens forstand.

Konklusion

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage, da opsigelsen ikke blev anset for at være i strid med forskelsbehandlingsloven.