Ulovlig forskelsbehandling pga. handicap ved afskedigelse af lærer i fleksjob

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap, idet en fleksjobansat lærer blev opsagt fra sin stilling i en kommune. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klageren, der var uddannet lærer, blev i 2003 bevilliget fleksjob grundet en psykisk sygdom, hvilket medførte skånehensyn som reduceret timetal og begrænsning i antallet af klasser og fag. I 2012 blev klageren varslet og efterfølgende afskediget med begrundelse i faldende børnetal og strukturændringer inden for skoleområdet. Klageren og to andre fleksjobansatte lærere var blandt de 11 afskedigede lærere i kommunen.

Klagerens og indklagedes argumenter

Klageren gjorde gældende, at hendes handicap og fleksjobansættelse helt eller delvist var årsagen til afskedigelsen. Hun fremhævede, at fleksjobansatte udgjorde en uforholdsmæssig stor andel af de afskedigede (27% af de afskedigede mod 2% af det samlede lærerpersonale i fleksjob). Klageren anførte desuden, at hun var blevet foreholdt, at det var vanskeligt at indordne hende i den samlede planlægning.

Indklagede bestred forskelsbehandling og henviste til, at afskedigelsen skyldtes nødvendige strukturændringer og faldende børnetal. De oplyste, at valget af afskedigede lærere skete ud fra aftalte kriterier på de enkelte skoler, og at klageren blev valgt, fordi de opgaver, hun varetog, bortfaldt, og hendes skånehensyn ikke kunne tilgodeses på den større A skole, hvor hun skulle overflyttes til. Indklagede bestred desuden, at klagerens tilstand var varig, og at fleksjobansættelsen i sig selv medførte et kompensationsbehov i handicapbegrebets forstand.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1 giver nævnet beføjelse til at træffe afgørelse i sager om forskelsbehandling. Nævnet lagde til grund, at klagerens psykiske sygdom og deraf følgende funktionsbegrænsninger udgjorde et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Dette skyldtes, at begrænsningerne var af lang varighed, og der ikke var oplysninger om, at klageren ikke længere opfyldte betingelserne for fleksjob.

Nævnet fandt, at indklagedes begrundelse for afskedigelsen – at klagerens skånehensyn ikke kunne tilgodeses ved overflytning til A skole – udgjorde faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter indklagede at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Nævnet konkluderede, at indklagede ikke havde løftet denne bevisbyrde, da de ikke konkret havde dokumenteret, hvorfor klagerens skånehensyn ikke kunne passes ind i den nye struktur, eller at en opfyldelse af disse hensyn ville være urimeligt byrdefuldt, som krævet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a.

Klageren fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 300.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn, med procesrente fra den 16. november 2012.