Afskedigelse af døv lærer ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en døv lærers klage over angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med hendes afskedigelse fra en specialskole for hørehæmmede børn. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Baggrund for afskedigelsen

Skolen stod over for et faldende elevtal og en ændring i elevsammensætningen, hvor et stigende antal elever fik Cochlear Implants og derfor havde et større behov for talesproglig træning og korrektion frem for tegnsprog. Dette medførte et ændret kompetencebehov hos lærerstaben.

Klagerens påstand

Klageren gjorde gældende, at hendes afskedigelse var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Hun anførte, at udvælgelsen af afskedigelsestruede medarbejdere alene blandt døvelærergruppen udgjorde diskrimination. Klageren mente, at der fortsat var behov for tegnsprogsbeherskende lærere, og at hun havde kompetencer til at undervise i almindelighed samt var svømmelærer. Hun hævdede også, at indklagede ikke havde undersøgt muligheden for at iværksætte rimelige tilpasninger i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a, f.eks. ved brug af hustolk eller omrokering af arbejdsopgaver.

Indklagedes argumentation

Indklagede fastholdt, at afskedigelsen ikke var i strid med loven. Begrundelsen var faldende elevtal og et ændret behov for lærere, der kunne talekorrigere eleverne, en kompetence klageren ikke besad på lige fod med hørende lærere. Indklagede oplyste, at udvælgelsen skete ud fra den samlede lærergruppe baseret på kvalifikationer, der bedst imødekom institutionens fremadrettede behov, samt andre kriterier som omstillings- og samarbejdsevne, relationer, fravær, menneskelige hensyn og anciennitet. Det blev anført, at hustolkeordningen var til praktisk bistand og ikke kunne afhjælpe den faglige opgave med talekorrektion, og at yderligere tilpasninger ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagede havde desuden forsøgt at omplacere klageren.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Nævnet fandt, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Dette skyldtes, at klagers handicap indirekte var en del af årsagen til afskedigelsen, hvilket er i strid med principperne om direkte og indirekte forskelsbehandling som defineret i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Dette udløste en omvendt bevisbyrde, hvor indklagede skulle godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet lagde vægt på:

• At klageren ikke kunne varetage arbejdet med talekorrektion på lige fod med hørende lærere, og at denne kvalifikation var afgørende for skolens fremtidige behov.
• At personlig assistance (hustolk) ikke kunne afhjælpe den faglige opgave med talekorrektion.
• At det ville udgøre en uforholdsmæssig økonomisk byrde at have to lærere eller en talepædagog til stede i alle timer for at kompensere for klagerens manglende evne til talekorrektion.
• At indklagede havde forsøgt at omplacere klageren.

På baggrund heraf fandt nævnet, at indklagede havde godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.