Afskedigelse af hørehæmmet lærer ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en klage over angivelig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse af en hørehæmmet lærer. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Klageren, en hørehæmmet lærer ansat på en specialskole for hørehæmmede børn, blev afskediget som følge af et faldende elevtal og et ændret undervisningsbehov. Skolen oplevede en stigning i elever med Cochlear Implants, der krævede talesproglig træning og korrektion, mens behovet for tegnsprog faldt. Indklagede begrundede afskedigelsen med, at klageren ikke kunne varetage talekorrektion på det krævede niveau, hvilket indirekte relaterede sig til hendes handicap.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling. Nævnet vurderede dog, at indklagede havde godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Dette skyldtes flere faktorer:

• Klageren havde ikke mulighed for at varetage arbejdet med talekorrektion på lige fod med hørende lærere, en kvalifikation der var stigende behov for.
• Indklagede havde allerede truffet foranstaltninger i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a, herunder anvendelse af personlig assistance i form af tegnsprogstolke til møder og kurser.
• Det blev anset for en uforholdsmæssig økonomisk byrde at skulle have to lærere eller en talepædagog til stede i alle timer, hvor klageren underviste, for at afhjælpe hendes manglende evne til talekorrektion.
• Indklagede havde forsøgt at omplacere klageren til andre stillinger i regionen uden held.

Nævnet fandt, at indklagedes vurdering af, at personlig assistance ikke kunne afhjælpe klagers handicap i forhold til talekorrektion, var berettiget. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.