Ligebehandlingsnævnet afviser klage fra organisation uden fuldmagt i etnisk diskriminationssag

Ligebehandlingsnævnet afviste en klage fra en organisation, der arbejder mod racediskrimination, da klagen ikke var indbragt på vegne af eller til støtte for en konkret klagende person med dennes tilladelse.

Baggrund for klagen

Organisationen klagede over en campingpladsejer på baggrund af en avisartikel fra maj 2010. Artiklen citerede ejeren for at nægte "sigøjnere" adgang til campingpladsen, angiveligt på grund af tidligere dårlige erfaringer med en gruppe "sigøjnerlignende asfaltarbejdere", der havde forårsaget problemer.

Parternes argumenter

Klageren påstod, at der var tale om systematisk og direkte forskelsbehandling på grund af etnicitet. Organisationen henviste til, at loven om etnisk ligebehandling arbejder med delt bevisbyrde og argumenterede for en udvidet klageadgang for organisationer, der bekæmper forskelsbehandling. De mente, at en begrænsning af klageadgangen ville stride mod bagvedliggende EU-direktiver og traktater.

Indklagede afviste anklagen om forskelsbehandling. Ejeren forklarede, at avisartiklen refererede til en specifik situation i sommeren 2009, hvor en gruppe blev afvist på grund af deres opførsel og ikke deres nationalitet. Indklagede understregede, at afvisningen skyldtes adfærd og ikke etnicitet.

Nævnets afgørelse og begrundelse

Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle klagen, da organisationen ikke repræsenterede en konkret krænket person. Nævnet fortolkede klageadgangen som begrænset til den, der selv mener sig krænket. Denne fortolkning er bekræftet af forarbejderne til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 5, stk. 2, som fastslår, at nævnet kun behandler skriftlige klager indgivet af den, der mener sig forskelsbehandlet, dog med mulighed for fagorganisationer at indgive klager på vegne af de personer, de repræsenterer.

Nævnet fandt, at denne begrænsning i klageadgangen ikke er i strid med direktivet om rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til race og etnisk oprindelse. Direktivet præciserer i artikel 7, stk. 2, at organisationer kan indtræde som part enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes godkendelse. Selvom direktivet ikke forhindrer medlemsstater i at give uafhængige organer selvstændig klageadgang, har den danske lovgiver ikke fundet grundlag for at indføre en sådan. Organisationen må derfor fortsat begrænse sig til at indgive klager på vegne af eller til støtte for en klager med dennes godkendelse.