Afgørelse om manglende forlængelse af tidsbegrænset ansættelse efter graviditetsmeddelelse

En tandlæge klagede over påstået forskelsbehandling på grund af køn, idet hendes tidsbegrænsede ansættelse ikke blev forlænget efter, at hun meddelte sin graviditet. Klageren, der var ansat fra januar 2011 til januar 2013, mente, at graviditeten var den eneste årsag til den manglende forlængelse, og at hun tidligere havde fået indtryk af, at en forlængelse var en formalitet. Hun henviste til en ændring i en kalenderaftale fra "MUS" til "Samtale" kort efter meddelelsen om graviditeten, samt en kommentar fra indklagede om, at det ikke kunne lade sig gøre at overtage patienter fra en anden gravid tandlæge, da klageren nu også var gravid.

Indklagede afviste, at beslutningen skyldtes graviditeten, og henviste i stedet til virksomhedens forhold, herunder en faldende omsætning og en nyansat tandlæges effektivitet. Indklagede anførte desuden, at klageren havde en lavere omsætning og havde modtaget en faglig tilrettevisning, samt at der var fundet ufærdigbehandlet caries under hendes fyldninger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet fandt, at den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om graviditet og meddelelsen om manglende forlængelse ikke i sig selv var tilstrækkelig til at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling. Da afgørelsen af sagen krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for nævnet, kunne Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen. Dette er i overensstemmelse med nævnets kompetence, som fastsat i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 10.