Klage afvist: Manglende retlig interesse for vidne til dødsfald i medieomtale

Pressenævnet har behandlet en klage fra en klager vedrørende flere artikler bragt i Politiken i december 2014 samt januar og februar 2015. Artiklerne omhandlede en person, der afgik ved døden ved Amagerbro metrostation, og klageren mente, at god presseskik var tilsidesat.

Denne specifikke kendelse fokuserer udelukkende på spørgsmålet om, hvorvidt klageren havde retlig interesse og dermed var klageberettiget. Det bemærkes, at en anden person, som klageren var fuldmagtshaver for, også havde klaget over de samme artikler, og dennes klage blev realitetsbehandlet af nævnet.

Artiklerne beskrev blandt andet forløbet omkring dødsfaldet, politiets efterforskning, og at der blev fundet stoffer i den afdødes blod. Det fremgik også, at politiet angiveligt spurgte, om den bevidstløse mand var grønlænder, og at akutberedskabet ikke sendte en ambulance trods flere opkald.

Klageren anførte, at hun tilfældigt var til stede og ydede førstehjælp ved dødsfaldet, men ønskede ikke offentlig omtale. Hun kontaktede Politiken for at gøre indsigelser mod artiklerne og ønskede, at de slet ikke blev publiceret. Hun fik dog ikke mulighed for at gennemlæse artiklerne inden publicering. Klageren henviste til de vejledende regler for god presseskik, som foreskriver hensyn til ofre for ulykker, vidner og pårørende, samt at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre almen interesse begrunder det.

Pressenævnet udtaler, at det er en betingelse for at klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Dette indebærer, at en person skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i emnet. Da klageren ikke var direkte eller indirekte omtalt eller afbildet i de påklagede artikler, fandt nævnet ikke grundlag for at behandle klagen. Det forhold, at hun var vidne til dødsfaldet, ændrede ikke herpå. Klagerens klage blev derfor afvist i henhold til Medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.