Stadfæstelse af administrativ udvisning af polsk statsborger grundet ulovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med et indrejseforbud på to år, jf. Udlændingeloven § 25b, stk. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 1. Afgørelsen var begrundet i ulovligt ophold i Danmark. Klageren havde opholdt sig i Danmark siden september 2013 og blev anholdt i september 2014, sigtet for ulovligt ophold, da han ikke havde været i beskæftigelse eller jobsøgende. Han ændrede senere sin forklaring og anførte, at han havde været jobsøgende, men uden held på grund af manglende fast bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning med indrejseforbud var opfyldt, da klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, idet han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4. Som EU-statsborger havde han alene ret til ophold i op til tre måneder fra indrejsen, jf. Udlændingeloven § 2, stk. 1. Nævnet vurderede, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014.

Nævnet lagde vægt på klagerens modstridende forklaringer til politiet om jobsøgning og hans erkendelse af ulovligt ophold. En EU-statsborger har ret til ophold som arbejdssøgende i op til seks måneder fra indrejsen, og derefter kun så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Endelig fandt Udlændingenævnet ikke, at udvisningen ville virke særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1.