Afgørelse om afvisning af klage om opsigelse under graviditet

Sagen omhandler en klage over forskelsbehandling på grund af køn, idet en gravid kvinde blev opsagt fra sin stilling som salgschef. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om afskedigelsen var i strid med Ligebehandlingsloven, ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Dette er i overensstemmelse med nævnets kompetence, som fastsat i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet.

Sagsforløb

Klageren blev ansat i september 2009 og opsagt den 15. juni 2010 med henvisning til samarbejdsvanskeligheder. Opsigelsen blev afleveret efter, at klageren samme dag havde meddelt sin chef, at hun var gravid og sygemeldt. Indklagede fastholdt, at beslutningen om opsigelse blev truffet den 14. juni 2010, altså før de modtog meddelelse om graviditeten, og bestred klagerens påstand om mundtlig orientering den 11. juni 2010. Klageren bestred desuden, at der forud for opsigelsen var grundlag for påtaler eller advarsler vedrørende samarbejdsvanskeligheder.

Nævnets vurdering

To ud af tre medlemmer af Ligebehandlingsnævnet fandt, at klageren var gravid på opsigelsestidspunktet baseret på lægelige oplysninger. Dog var der væsentlig uenighed mellem parterne om forløbet, der førte til opsigelsen, herunder:

• Indholdet af en samtale mellem klageren og hendes chef den 11. juni 2010.
• Hvorvidt der forelå samarbejdsvanskeligheder mellem klageren og en kollega.

Flertallet konkluderede, at en afgørelse af sagen ville kræve en omfattende bevisførelse med mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke kan foretage. Sagen måtte derfor henvises til domstolene. Et mindretalsmedlem mente dog, at indklagede ikke havde godtgjort, at samarbejdsvanskelighederne var af en sådan karakter, at de kunne begrunde opsigelsen, der skete umiddelbart efter meddelelsen om graviditet, og ville derfor have givet klageren medhold.