Sag om forsøg på indførsel af kopi-ure – Varemærkekrænkelse

Sagen omhandlede, hvorvidt Jacob Graff Seirup havde forsøgt at indføre kopier af Rolex-ure i Danmark i strid med Rolex S.A. og Manufacture des Montres Rolex S.A.'s (samlet Rolex) varemærkerettigheder. Sagsøgerne nedlagde påstand om, at suspensionen af frigivelsen af et ur (ur 1) var lovlig, at uret skulle afstås til statskassen og destrueres uden erstatning, samt at sagsøgte skulle betale vederlag for krænkelsen.

Baggrund for Sagen

I december 2010 blev to forsendelser med ure, adresseret til Jacob Graff Seirup, tilbageholdt af Skattecenter København. Den første forsendelse indeholdt ét ur (ur 1), og den anden indeholdt yderligere tre ure, hvoraf to var Rolex-kopier (ur 2 og 3). Alle ure var angivet med lav værdi og afsendt fra Kina.

Rolex' varemærkeagent blev underrettet om tilbageholdelsen og anmodede om suspension af frigivelsen i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003. Seirup blev anmodet om at samtykke til destruktion af urene, men undlod at give skriftlig accept, selv efter gentagne rykkere og trussel om stævning. Ur 2 og 3 blev destrueret, da Seirup ikke reagerede.

Klarlund A/S erklærede, at alle tre Rolex-ure var "klare kopier af ROLEX-ure". Rolex gjorde gældende, at indførslen var sket erhvervsmæssigt, og at Seirup derfor skulle betale vederlag i henhold til Varemærkeloven § 43. Vederlaget blev beregnet til 5% af den vejledende udsalgspris for de tre Rolex-kopier, i alt 19.185 kr.

Sagsøgtes Forklaring

Jacob Graff Seirup påstod frifindelse og forklarede, at han intet kendskab havde til urene, aldrig havde bestilt dem fra udlandet, og at han ikke længere drev erhvervsmæssig virksomhed. Han mente, at urene måtte være bestilt af en anden person, muligvis via et tysk telefonnummer angivet på forsendelsen, og at han ikke havde ret til at disponere over urene, da han ikke havde bestilt dem.

Sø- og Handelsretten fandt, at Jacob Graff Seirup måtte have haft kendskab til forsendelserne. Retten lagde vægt på, at Seirups navn og adresse var angivet identisk på begge forsendelser fra to forskellige kinesiske afsendere, hvilket gjorde hans forklaring om manglende kendskab usandsynlig.

Retten lagde til grund, at de tre ure var kopier af Rolex' originale produkter og krænkede Rolex' varemærker, da Rolex ikke havde givet samtykke til fremstillingen. Antallet af ure skabte en formodning for, at varerne var forsøgt indført til erhvervsmæssig brug, hvilket Seirup ikke afkræftede.

Retten fandt, at Seirup havde overtrådt Varemærkeloven § 4. Som følge heraf havde Rolex krav på et rimeligt vederlag for udnyttelsen af deres varemærker i henhold til Varemærkeloven § 43.

Rettens Afgørelse

Retten gav Rolex medhold i alle påstande:

Jacob Graff Seirup blev pålagt at betale 1.500 kr. i vederlag til Rolex S.A. og Manufacture des Montres Rolex S.A. med procesrente fra den 1. juni 2011. Derudover skulle Seirup betale 15.500 kr. i sagsomkostninger til Rolex inden 14 dage, forrentet efter rentelovens § 8a.