Skattefrihed for professors refusion af advokatudgifter

En professor ved et universitet (spørger) blev sammen med en kollega og universitetet sagsøgt af en tidligere kollega. Sagen omhandlede spørgsmål om medforfatterskab til en videnskabelig artikel og kreditering som ph.d.-vejleder, forhold der udsprang direkte af spørgers arbejde som professor, herunder vejledning af ph.d.-stipendiater og publicering.

Faktiske Forhold

Den tidligere kollega (A) anlagde sag ved byretten mod spørger, en nuværende kollega (C) og arbejdsgiveren (H1). A påstod bl.a., at han skulle anerkendes som medforfatter til en videnskabelig artikel og som vejleder på en ph.d.-afhandling. Sagen havde forud herfor været behandlet i H1's Praksisudvalg, som afviste A's påstande. Retssagen endte med et forlig, hvor A frafaldt alle sine krav. Spørger og C havde afholdt advokatudgifter i forbindelse med sagen, som H1 efterfølgende accepterede at refundere.

Spørgers Argumenter

Spørger mente, at refusionen enten var en skattefri refusion af udgifter, der rettelig burde have været afholdt af arbejdsgiveren, eller en skattefri erstatning for et tab relateret til indkomstgrundlaget/ideelle forhold, jf. principperne i statsskatteloven § 5. Spørger argumenterede for, at sagen udsprang af korrekt udført arbejde i H1's tjeneste, og at H1 havde en legitim interesse i at dække udgifterne.

Skattestyrelsens Vurdering

Skattestyrelsen vurderede, at arbejdsgivers betaling af advokatudgifter til en medarbejder som udgangspunkt er skattepligtig indkomst, jf. Ligningsloven § 16 og Statsskatteloven § 4, stk. 1. Dette udgangspunkt fraviges dog, hvis udgifterne er pådraget medarbejderen som led i varetagelse af opgaver i arbejdsgiverens tjeneste, og medarbejderen ikke har handlet på en måde, der medfører, at medarbejderen i det indbyrdes forhold med arbejdsgiveren skal bære det endelige ansvar.

Skattestyrelsen lagde vægt på, at retssagen havde en tilstrækkelig tæt tilknytning til spørgers arbejdsopgaver som professor (vejledning, publicering). Spørgers handlinger blev ikke karakteriseret som usædvanlige eller abnorme, hvilket betyder, at H1 sandsynligvis ikke ville have haft regresadgang mod spørger efter Erstatningsansvarsloven § 23. Arbejdsgiveren hæfter for ansattes handlinger i tjenesten, medmindre der er tale om grove tilfælde, jf. Danske Lov § 3-19-2. Praksis, herunder SKM2015.598.SR, understøtter, at arbejdsgivers dækning af sagsomkostninger kan være skattefri, hvis arbejdsgiveren ikke har regresadgang.

Det forhold, at H1 selv anså betalingen for skattepligtig løn, ændrede ikke ved den skatteretlige kvalifikation, da denne afhænger af de faktiske omstændigheder og sagens karakter.

Konklusion

Skattestyrelsen konkluderede, at refusionen af advokatudgifterne var skattefri for spørger, da udgifterne var afholdt i forbindelse med en sag, der udsprang af spørgers arbejde i arbejdsgiverens tjeneste, og spørger ikke havde handlet på en måde, der medførte et endeligt ansvar for udgifterne.