Momspligt for forvaltning af AIF

Skatterådet blev bedt om at tage stilling til, om forvaltningsydelser leveret af Spørger til investeringsfonden G1 var momsfritaget i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. Spørgsmålet afhang af, om G1 kunne anses for en investeringsforening i momsmæssig forstand.

Faktiske forhold

Spørger er en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) under tilsyn af Finanstilsynet. Spørger forvalter G1, en alternativ investeringsfond (AIF) stiftet som et aktieselskab med flere private investorer. Fondens formål er kollektiv investering i fast ejendom i Danmark gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg. G1's investering er placeret i et 100% ejet datterselskab, som har investeret i én samlet ejendom (matrikulært) med fire bygninger indeholdende både bolig- og erhvervslejemål samt uudnyttede loftsarealer med potentiale for udvikling.

Spørgers argumentation

Spørger mente, at G1 opfyldte betingelserne for at blive anset for en investeringsforening i momsmæssig henseende, selvom den ikke var omfattet af UCITS-direktivet. Spørger henviste til EU-Domstolens praksis (C-595/13, Fiscale Eenheid X) og Skattestyrelsens praksis (SKM2019.548.SKTST), der opstiller fem kriterier for non-UCITS fonde. Spørger argumenterede særligt for, at betingelsen om risikospredning var opfyldt, da investeringen i én stor ejendom med mange forskellige lejemål (bolig/erhverv, varierende størrelse/stand) og udviklingspotentiale udgjorde tilstrækkelig spredning af risikoen, sammenligneligt med investering i flere ejendomme eller visse UCITS-fonde. Spørger påpegede, at en konkret vurdering af ejendommen var nødvendig, og at investering i fast ejendom generelt er mindre risikabelt end værdipapirer.

Skattestyrelsens vurdering

Skattestyrelsen vurderede, at G1 ikke opfyldte betingelsen om risikospredning. Selvom G1 investerede via et datterselskab, kunne der anlægges en transparensbetragtning, så vurderingen skete på niveau med de underliggende investeringer. Da G1's midler reelt var investeret i én enkelt ejendom, ansås dette ikke for at opfylde princippet om risikospredning på en måde, der er sammenlignelig med UCITS-direktivets principper. Skattestyrelsen anførte, at selvom ejendommen indeholdt forskellige lejemål (bolig/erhverv), var dette driftsmæssige risici og ikke en spredning af investeringsrisikoen på flere aktiver. Skattestyrelsen lagde vægt på, at UCITS-fonde som udgangspunkt skal investere i en række værdipapirer, og at investering i et enkelt selskab eller en enkelt ejendom som udgangspunkt ikke opfylder kravet om risikospredning. Skattestyrelsen henviste til tidligere praksis (SKM2023.314.SR, SKM2023.313.SR, SKM2022.135.SR, SKM2014.329.SR), der understøtter, at risikospredning typisk kræver investering i flere aktiver, ofte med geografisk spredning.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Da G1 ikke opfyldte betingelsen om risikospredning ved kun at investere i én ejendom, kunne selskabet ikke anses for en investeringsforening i momslovens forstand. Forvaltningsydelserne leveret til G1 var derfor momspligtige.