Kommune nægtet elafgiftsgodtgørelse for opladning af hjemmeplejens elbiler

Skatterådet afviste, at en kommune kunne opnå godtgørelse for elafgift for elektricitet brugt til opladning af elbiler i den kommunale hjemmepleje. Afgørelsen var baseret på, at kommunens hjemmepleje ikke blev anset for "erhvervsmæssig virksomhed" i særordningens forstand, da ydelsen blev leveret som en offentlig myndighedsopgave uden direkte vederlag fra borgerne.

Faktiske forhold

En momsregistreret kommune anvendte elbiler til transport i forbindelse med den kommunale hjemmepleje, som blev ydet i henhold til servicelovens § 83. Bilerne blev opladet ved kommunens egne ladestandere. Hjemmeplejen blev leveret under fritvalgsordningen, hvor borgere kunne vælge mellem kommunen og private leverandører. Kommunen modtog som udgangspunkt ikke vederlag for ydelserne, undtagen ved mellemkommunal afregning. De private leverandører var derimod momspligtige af deres ydelser, som blev betalt af kommunen.

Spørgers argumenter

Kommunen argumenterede for, at den var berettiget til godtgørelse under den midlertidige særordning for elbiler. De centrale argumenter var:

• Særordningen i Særordningen § 21, stk. 1 er bred og omfatter alle momsregistrerede virksomheder, der driver ladestandere for egen regning og risiko.
• Ordningen fraviger eksplicit det normale krav om, at godtgørelse for elafgift følger fradragsretten for moms, jf. Særordningen § 21, stk. 2, der henviser til undtagelsen fra Elafgiftsloven § 11, stk. 5.
• At nægte godtgørelse ville skabe en væsentlig konkurrenceforvridning i strid med Energibeskatningsdirektivet § 11, da private konkurrenter kunne opnå godtgørelse. Kommunen mente, at princippet om at undgå konkurrenceforvridning også skulle beskytte offentlige myndigheder mod at blive stillet ringere.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og afviste, at kommunen kunne få godtgørelse. Begrundelsen var, at særordningen forudsætter "erhvervsmæssig opladning". Kommunens levering af hjemmepleje blev anset for "faktisk forvaltningsvirksomhed" udført i egenskab af offentlig myndighed og ikke som en erhvervsmæssig aktivitet. Dette er i overensstemmelse med Energibeskatningsdirektivet artikel 11, som fastslår, at offentlige organer ikke betragtes som erhvervsmæssige enheder, når de handler i deres egenskab af offentlig myndighed.

Skatterådet fandt ikke, at der forelå en væsentlig konkurrenceforvridning. Kommunen og de private leverandører konkurrerede ikke på samme markedsvilkår, da de private blev betalt af kommunen og ikke af borgerne. Da kommunens ydelser var vederlagsfrie for borgerne, ville en elafgiftsgodtgørelse ikke påvirke prisen og dermed ikke konkurrencen.

Da spørgsmål 1 blev besvaret med "Nej", bortfaldt spørgsmål 2 om kravene til elmåling.