Reklameplads på digitale billboards anset som elektronisk ydelse

Skatterådet har fastslået, at salg af reklameplads på fysiske, digitale billboards skal anses for en elektronisk leveret ydelse. Sagen omhandlede en virksomhed fra et tredjeland (Spørger), der via en online platform formidlede salg af reklameplads på digitale billboards placeret i Danmark. Spørger handlede i eget navn for en dansk udbyders (Publisher) regning, og blev derfor anset for selv at have købt og videresolgt ydelsen, jf. Momsloven § 4, stk. 4.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet bekræftede, at den omhandlede ydelse skulle klassificeres som en elektronisk leveret ydelse. Dette skyldes, at hele processen – fra udbud af reklameplads på en online platform, gennemførelse af salg via et auktionslignende system, til digital overførsel og automatisk afspilning af reklamemateriale på skiltene – var hovedsageligt automatiseret og afhængig af informationsteknologi.

Som konsekvens heraf blev leveringsstedet for salget fra den danske Publisher til Spørger fastlagt til at være uden for Danmark. Dette følger af hovedreglen i Momsloven § 16, stk. 1, da køberen (Spørger) er etableret i et tredjeland. Den danske Publisher skulle derfor ikke opkræve dansk moms af salget til Spørger.

Vurdering af ydelsens karakter

Skatterådet vurderede ydelsen op imod tre mulige klassifikationer:

• Elektronisk ydelse: Ydelsen opfyldte definitionen i Momsforordningens artikel 7, stk. 1, da den blev leveret via et elektronisk net, var hovedsageligt automatiseret og involverede minimal menneskelig indgriben. Listen over eksempler i Momsloven § 21c, stk. 3 og Momsforordningens bilag I, som nævner sikring af annonceplads på en hjemmeside, blev anset for at understøtte denne konklusion.

• Reklameydelse: Selvom ydelsen har karakter af en reklameydelse, som defineret i Momsloven § 21d, stk. 1, har reglerne for elektronisk leverede ydelser forrang, når en ydelse kan omfattes af begge regelsæt. Dette er fast praksis, ligesom det gælder for bannerreklamer på hjemmesider.

• Ydelse vedrørende fast ejendom: Ydelsen blev ikke anset for at vedrøre fast ejendom, jf. Momsloven § 18. Selvom de digitale billboards er fysisk installeret, fremgår det af Momsforordningens artikel 31a, stk. 3, litra c, at levering af reklame ikke udgør en ydelse vedrørende fast ejendom, selvom det indebærer anvendelse af fast ejendom.

Fastlæggelse af leveringssted

Da ydelsen blev klassificeret som en elektronisk ydelse, fandt undtagelsesbestemmelserne for leveringssted ikke anvendelse. Reglen om faktisk benyttelse i Danmark for visse ydelser solgt til kunder uden for EU, jf. Momsloven § 16, stk. 3, gælder for reklameydelser, men ikke for elektroniske ydelser. Derfor var det hovedreglen i § 16, stk. 1, der var afgørende.